Denne fine sommerdag har jeg her sidst på eftermiddagen forvildet mig ind på BurgerKing på Rådhuspladsen her i Cph. Tanken var at skrive endnu en af mine ultrakorte omtaler af nogle få bøger, som jeg ved middagstid fandt på Vangsgaards hollandsk-antikvariske bogudsalg i Rosengaarden.
Forinden havde jeg lavet en fransk visit i lystbådhavnen ved Langelinie, hvor der for tilfældet var en bænk med både læ og fugle (no pun of-course!). Til gengæld havde jeg brødkrummer i bæreposen.
Læ har været vigtig hele dagen, hvor der har blæst en frisk kuling fra syd-sydøstlig retning (tror jeg). Vinden var så stærk, at vandflyveren Aarhus-Kh med ankerplads for enden af Toldbodkajen ikke langt fra Havfruen et øjeblik syntes at komme i vanskeligheder med at holde kursen mod ankerpladsen efter landing. Og min fotografering med store kameraer har nu været udelukket i nogle dage i medfør af blæsten
Det var måske også kulingen som foranledigede, at man kun så et par krager på stedet, hvor der dog ofte plejer at være en håndfuld?
Hos Vangsgaards blev det til 6 bøger (á 20 kr). Det betyder, at jeg har købt mindre end en halv snes bøger i den hidtidige part af det igangværende udsalg, som vist er omtr. halvejs. Det begrænsede antal skyldes måske også, at Vangsgaards salgslokales areal her i Rosengaarden nok max er ca. 1/3 af det tidligere i Købmagergade?
Men lad os kigge lidt på nogle af bøgerne.
1. NAPOLÉON et Ses Détracteurs. Par Le Prince Napoléon. Paris, 1887, Calman Lévy, 313 p. Solidt indbundet i (noget slidt) blåt halvlæder.
Et opslag i The Oxford Companion over fransk litteratur oplyser, at Le Prince Napoléon må være den brodersøn af Napoléon I, der fik kælenavnet Plon-Plon og som var søn af Jérome, konge af Westphalen 1807-13 samt Prs. Catharine of Würtemberg. Han var ved siden af sin søster Mathilde kendt for sin interesse for litteratur og kunst under det 2. Kejserdømme.
Umiddelbart synes denne bog at være den mest spændende of the lot. Indholdsfortegnelsen bagerst i bogen har 9 (unummererede) afsnit, hvoriblandt især mærkes:
M. Taine – Le Prince de Metternich – Madame de Remusat.
Bogen indledes således (jeg undlader som vanligt alle diakritiske tegn, er for ubekvemme når man skriver blindskrift, i forhold til udbyttet):
“L’etude que M.Taine (dvs den berømte (Monsieur) Hippolyte Taine) a publiee sur Napoleon n’est qu’un libelle (smædeskrift), mais ce libelle est signé par un membre de l’Academie francaise, ecrivain de renom et dont les procedees affectent l’exactitude de la methode scientifique.
Il est surcharge de notes et de citations qui entretiennent l’illusion, et peuvent surprende la confiance du lecteur. Les faits y sont outrageusement denaturees (forvrænget), c’est la decheance de l’historien.
Forresten ejer jeg de fleste af Taine’s værker i gode, hæftede (mest originale) udgaver. Undtagelsen er den måske vigtigste, nemlig Taine’s bog om ‘Contemporary philosophers’, som var særlig vigtig for G.Brandes, men som jeg kun ejede i nogle få minutter. Den meget elskværdige og hjælpeomme boghandler-ekspedient hos Vangsgaard, som efter min betaling ville hjælpe mig med at læsse bøgerne i en bærepose var så uheldig at tabe bogen på gulvet med en knækket ryg til følge (altså lykkeligvis bogens)! Jeg burde jo have beholdt den alligevel!
Fyrst Metternich behøver nok ingen introduktion; men jeg ejer, ligeledes fra Vangsgaards, hans erindringer (vist i 8 bind?). Metternich’s politiske betragtninger har næppe større interesse for undertegnede (for nu at sige det venligt), men princesse Melanie’s (hans 3. hustru) dagbogsindførsler med hendes bemærkninger og betragtninger ‘over alting’ er interessante. Som (næsten) altid er store kvinders (politiske) erindringer langt mere interessante end store statsmænds og generalers.
Madame de Remusat vil nok også være kendt af mange, der dog var en af Napoleon’s feterede veninder. Der findes en udmærket bog på dansk om hende og hendes liv, ikke mindst i forhold til Napoleon (men jeg har vistnok efter endt læsning afhændet bogen, og har den i al fald ikke længere ved hånden). Hendes erindringer er ikke helt uinteressante, men hun var dog næppe en ‘stor’ kvinde i ‘le grand monde’.
2. MÉMOIRES de Maximilien DE BETHUNE, Duc DE SULLY, Principal Ministre de Henri-Le-Grand. Mis en ordre, avec de Remarques, par M.L.D.L.D.L. Nouvelle edition, revue & corrigee. Bind 5, 6 & 7, Londres, 1778. Indbundet i smukke hellæderbind, oktav, hvert bind på lidt over 400 sider. Nederste højre hjørne i. bind 5 vandskjoldet.
Ved udsalgets begyndelse var de første 4 bind tillige for hånden. Måske en fransk studerende eller turist har købt disse, uden at have plads i bagagen til alle 7? Alternativt kan nogen sagtens have købt dem blot for bindenes skyld, omend Vangsgaards jo aldrig plejer at splitte værker (forresten har jeg endnu ikke checket hvor mange bind den her omhandlede udgave omfatter).
Det ville forøvrigt næppe have været den store skade, om de alle havde været væk. Men dels er det morsomt at læse et let arkaisk fransk fra 1600-tallet, dels ER det nu svært at sige nej til franske 16-1700-tals erindringer i smukke, franske helbind fra perioden. Forresten er bøgerne næppe uinteressante, omend måske lidt langsom læsning. Men jeg må lige her og nu hellere skåne den ærede læser for en smagsprøve.
Dog undlader jeg ikke i denne opdatering af min oprindelige post at tilstå, at det efter at have læst nogle sider i bd. 6 er gået op for mig, at jeg har begået en klar fejltagelse ved ikke i tide at have sikret mig alle 7 bind. Jeg må nemlig indrømme, at netop kombinationen af det arkaiske sprog og forfatterens klare fremstillingsform, samt de prægtige små oktav-bind – i virkeligheden vistnok stor bogkunst? – synes at tale til mig på en nærmest magisk måde?
3. Poæulär-Wissenschaftliche VORLESUNGEN, von Dr. E. Mach, professor an der Universität Wien. 2.Aufl. M.46 Abbildungen. Leipzig, 1897, J.A. Barth.
Det er jo den berømte Ernst Mach (1838-1916), vistnok min favorit at læse blandt de klassiske fysikere. Et hurtigt opslag i Salmonsen bevidner da også, at Mach er lige så meget historiker og filosof som fysiker. På tidspunktet for affattelsen af det her omhandlede værk var han ‘professor i de induktive videnskabers historie og filosofi’ i Wien.
Jeg tror jeg tør formode, at den for nogle år siden meget omtalte superingelligente kvinde med de 3 efternavne: Mach Vos Savant – mest sandsynligt må være en efterkommer efter vor Ernst? (link 1, below).
Bogen her har tilhørt Universitetsbiblioteket i Jena, som oplyser at have modtaget den fra en vis Harting. Morsomt nok er denne Harting ret sikkert, tror jeg, den selvsamme Dr. Harting, som jeg kender en del til fra min interesse for klassiske foto-objektiver, idet han bl.a. for firmaet Voigtländer konstruerede deres vistnok største success gennem tiderne, Heliar-objektivet.
Er så meget mere sandsynligt, som Mach posthumt fik udgivet en lærebog i optikkens fysik, og alså har haft fælles interesser med Harting (f. ca. 1865).
Jeg ejer endvidere 2 af Mach’s hovedværker. Dels ‘Erkenntnis Und Irtum’ (mit eksemplar har tilhørt Harald Høffding, som har skrevet en større afhandling om Mach). Dels ‘Analyse der Empfindungen – und das Verhältniss des Physichen zum Phychischen’ (mit eksemplar har tilhørt prof. Jørgen Jørgensen, som min årgang kender som forfatter til ‘Psychologi på Biologisk Grundlag’ – det let intimiderende folioværk, som filosikumstuderende for et halvt århundrede siden bl.a. skulle igennem).
Men tilbage til VORLESUNGEN: Bogen har 15 afsnit, blandt hvilke. VII – Die Symmetrie, XIII – Ueber das Prinzip der Vergleichung in der Physik, XIV – Ueber den Einfluss zufaelliger Umstaende auf die Entwickelung von Erfindungen und Entdeckungen, m.fl.
Men det er fra afnit XI – Die oekonomische Natur der physikalischen Forschung, at jeg vil bringe en smagsprøve (s.217-8):
“Am meisten ausgebildet ist die Gedankenoekonomie in jener Wissenschaft, welche die hoechste formelle Entwicklung erlangt hat, – in der Mathematik. So sonderbar es klingen mag, die Staerke der Mathematik beruht af der Vermeiding aller unnoetigen Gedanken, auf der groessten Sparsamkeit der Denkoperationen.
“Schon die Ordnungszeichen, welche wir Zahlen nennen, bilden ein System von wunderbarer Einfachheit und Sparsamkeit. Wenn wir beim Multiplizieren einer mehrstelligen Zahl durch Benuetzung des Einmaleins die Resultate schon ausgefuehrter Zaehloperationen verwenden, statt sie jedesmal zu widerholen, wenn wir bei Gebrauch von Logarithmentafeln neu auszufuehrende Zaehloperationen durch laengst ausgefuehrte ersetzen und ersparen, wenn wir Determinanten verwenden, statt die Loesung einen Gleichungssystems immer von neuem zu beginnen, wenn wir neue Integralausdruecke in altbekannte zerlegen, so sehen wir hierin nur ein schwaches Abbild der geistigen Thaetigkeit eines Lagrange oder Cauchy, der mit dem Scharfblick einen Feldherren fuer neu auszufuehrende Operationen ganze Scharen schon ausgefuehrter eintreten laesst. Man wird keinen Widerspruch erheben, wenn wir sagen, die elementarste wie die hoechste Mathematik sei oekonomisch geordnete, fuer den gebrauch bereit liegende Zaehlerfahrung.
“Wer Mathematik treibt, den kann zuweilen das unbehagliche Gefuehl ueberkommen, als ob seine Wissenschaft, ja sein Schreibstift, ihn selbst an Klugheit uebertraefe, ein Eindruck, dessen selbst der grosse Euler nach seinem Gestaendnisse sich nicht immer erwehren konnte. Eine gewisse Berechtigung hat dieses Gefuehl, wenn wir bedenken, mit wie vielen fremden oft vor Jahrhunderten gefassten gedanken wir in gelaeufigster Weise operieren. Es ist wirklich teilsweise eine fremde Intelligenz, die uns in der Wissenschaft gegenuebersteht.”
Link 1: https://www.gamleboeger.dk/2024/08/31/probability-basics-for-the-hyperintelligent/
(14./15./18.Juni.2025/to be crossposted on gamleboeger.dk & blocnotesimma.wordpress.com – tweets on @gamleboeger )