Library Wise

(18./31.jan.2017) On this slightly dark mid-winter Wednesday I had an errand to do at the Frederiksberg Town Hall. Just a small technicality that was quickly settled with help from the, as I have learned, always very friendly and helpful staff.

It’s just a short walk from the City Hall to the Metro, and you happen to pass by the Frederiksberg Central Library. Although I have (from 10 to 20 years ago) visited this library very, very often, albeit perhaps not daily, I rarely use its facilities now. I was today reminded of some of the reasons why.

There is a somwhat gloomy atmosphere meeting you when you enter the entrance hall area as giant surveillance camera pods oogle you from everywhere. In the main, eastern, reading hall another giant camera pod is centrally placed to be able to cover almost all of the reading area.

I don’t remember to have ever read anyone, whether layman, politician, journalist or intellectual questioning the wisdom of having your public library reading habits pried into by … Yes by whom, really?

Question: Who have access to the surveillance camera “tapes” or recordings. 1. Are the recordings locally stored? 2. Can they only be accessed by the library staff? 3. Alternatively, who else can access the recordings? 4. Who gives permit and on which principles? 5. Are the cameras on-line? 6. If so, are they on-line in real time? 7. Who can legally access the records while online? 8. Who can illegally access records online?

Imagine you visited your library, any labrary, say in the 1960’ties or 70’ties and experienced appros. the following: a) Soon as you enters the library a photographer pops up and fires a flash in your face to register you entering the library. b) Every time you move from one area of the library to another a photographer pops up and “shoot” your whereabout. c) If you stop in front of a book-case you are likewise photographed. d) Every time you take down a book from a shelf you are photographed. e) Every daily or magazine you read are likewise photographed. f) Every time you turn a page reading, you are photographed. g) If you bring a computer, you and your computer make are photographed. h) Depending on your position in (one of) the reading rooms, your computer display may be photographed. g.) When you leave the library you are photographed (together with the library clock).

Anyone having used public libraries in the 60’ties or 70’ties should acknowledge that this would be a pretty scaring scenario. In fact it would be TOTALLY impossible as everyone in those days would instantly understand that some horrible entities were trying to abuse their power in a sick, insane and totally unacceptable way.

But it seems that most of us, slice by slice have lost most of our common sense?

To-day I wanted to find out if you could still read the main foreign papers; if there might possibly still be chair and table for you and your computer; and if you could still read f.i. New Scientist and Scientific American “on paper”.

Papers: The foreign dailies were quickly counted – Le Monde, The Guardian, Süddeutsche Zeitung, Liberation and a Spanish paper. Then also two weeklies: The Observer and Die Zeit. That’s it!

So no International Herald Tribune (I belive they now call it The International New York Times?), no Times, no WallStreet Journal, no Financial Times, no Frankfurter Allgemeine Zeitung, no Figaro, no Neue Zürcher Zeitung, no Svenske Dagbladet, no Sydsvenskan. Really – almost no nothing!

All these respected papers were there 20 years ago. In these days I read Intl. Herald Tribune almost daily, when I felt rich I bought it, else in the library; even a few cafe’s sported it.

I have to admit I miss it (and also the FAZ), but alas, it has become too expensive and time consuming to read printed dailies beside all the alternative news sites you HAVE to scan if you don’t want to be altogether too uninformed. It has of course to be mentioned that these papers, as far as I know, can be read via the library’s homepage.

There was also no New Scientist (I almost can’t believe this either), but Scientific American was standing – slightly aenemic I’m afraid? – on the shelf.

The friendly and as always very helpful staff informed me that Frederiksberg Municipality recently cut the librarys budget by abt 700.000 kr ($100,000) and so they had to cut their subscriptions to the bone.

Frederiksberg is one of the wealthiest communities in Denmark, has about 80.000 inhabitants, but off hand one almost get the inpression of visiting a village library. The reading room has 12 small tables for individual use. They were all occupied.

Only four of these tables have access to a power plug in for your computer. This is a stark reduction from f.i. 5 years ago. I seem to remember there were plug-ins hanging from the lamp-post by all individual tables

In the west end of the reading room there are half a dozen (or slightly more?) round tables large enough to accomodate 3 or 4 readers. Most of these tables still have one plug-in hanging from the lamp post.

Above and around the main hall is a gallery with individual tables for readers. I believe a few of these tables formerly had plug ins for computers. I made it a point to look carefully to-day and can state with confidence that not one plug in is left.

Keep in mind, that the library wi-fi facilities may not least be used by those with small budgets making it difficult for them to pay for individual wi-fi links; that might f.i. be students and pensioners. And remember that you have to pay the rather stiff DR-TV license fee (abt. 2500 kr p.a.) if you subscibe to a wi-fi link, even if you don’t own a TV-set or even a radio.

Summing up: Here we may reasonably often deal with rather poor people with no wi-fi or with cramped space at home. People who don’t necessarily sport the latest Mac with fresh batteries (even new computer batteries may have a surprisingly short life-span). The Library may say they have laptops for rent (about twenty at present?) – but that of course is only a makeshift solution for many. You won’t necessarily be able to easily bring all the data you need. And if you basically work with Mac or Linux you’re sunk!

So how come it’s so important to remove plug ins for use with visitors computers? I can hardly believe this idea has been hatched in the Frederiksberg City Hall. They must be inspired by someone else? Perhaps the Secret Police? Or even Microsoft?

Without power plug ins poor people with old computers may be severely handicapped. And the TPTB usually dont want to have to deal with “old” computers with old software that is usually not nearly as snoopy as f.i. Windows10. Also an old computer might have been bought second hand and hence much more difficult for the Secret Police to follow illegally?

And by now I guess we should all have learnt: that we are in fact already living in a Police State where the interests of the Police and in particular the Secret Police is valued above all else?

Obviously almost no one has learned anything at all from the stark warnings from former Chief (director) of P.E.T. (danish Secret Service and Secret Police) Ole Stig Andersen, who some years ago wrote that P.E.T. was in fact now becoming (both a Secret Service and) a Secret Police and as such could become a dangerous “State within the State”? (discussed here ).


To be crossposted on and

Tweets on

One Dollar Books

(15.jan.2016/upd.17.jan.2016) On this clear, cold january Sunday I managed to make my downtown city stroll end at the Heilig-Geist church (on the Copenhagen “Stroeget”) where today is a sale of old books at 5 kr per book (i.e. less than one dollar).

After about an hour of busy browsing I made my way out with two bags shock-full of books – 23 in all, at a cost of 115 kr (less than twenty dollars).

So what have we got?

1. Firstly there is a nice Penguin pocket book edition of Raymond Chandlers FAREWELL MY LOVELY.

As a matter of fact I have owned more than one copy of this classic detective novel for really many years. I have probably read it for the first time in my twenties, which of course is at least forty years ago.

But a large part of my books are still boxed and stored after the modernizing chaos in our building a couple of years ago, and my more than one hundred american detective novels have not surfaced yet.

I seem to remember having reread Farewell My Lovely only a few years ago. But I’am not sure exactly when and although Chandlers masterpiece of course hasn’t changed a bit, I may have. So although I may perhaps not enjoy it more, or even as much as during my first read, I may still find new pleasures in following this brilliant, honest gentleman that is Raymond Chandler.

About one week ago I bought its sister THE HIGH WINDOW (at a price of 30 kr / abt. 4.50 dollars). This novel is, I think, perhaps Chandlers most brilliant, although of course also very depressing, giving as it does a particularly piercing view on the American moneyed elites sick, depraved morals before the war.

2. JONATHAN SWIFT – ESSAYS ON HIS SATIRE AND OTHER STUDIES. By Herbert Davis. Oxford University Press, 1964, 292 p. Paperback.

Well, the subject seems all right. But beeing a collection of partly or even mostly university lectures these essays may still be a tad too formal to my taste. But as I have of course only bought the book a couple hours ago, I have to defer jugement to later.

3. Two volumes of Danish/Jutish author and poet JEPPE AAKJAER, with poems. They are both 1st editions from 1920, rather nicely bound in contemporary half calf. They should make a nice gift to my niece in Jutland who has a keen interest in local authors and their work. And imagine: two quite nice first editions of a well known Danish author and poet for less than two dollars!

4. JYDER. NY SAMLING. By Jakob Knudsen. Gyldendal, Copenhagen, 1917. 276 p. Nicely bound in private, contemporary half calf. 1st edition.

Again, this is a first edition of a well known Danish/Jutish author – for less than one dollar! And to boot it came with four other titles of the same author, of which three are also 1st editions. The fourth is in a 2nd printing, I bought this one also because it carries the signature of a previous owner, E. Kold.

The friendly lady at the pay-desk remarked that the books happened to have been hers, the author Jakob Knudsen being a distant relative of hers. And the signature E. Kold was that of her grandmother.

I asked her if Ms. Kold perchance was a relative of the well known Danish school-man Kristian Kold, but she didn’t know. My niece is a distant relative of Kristian Kold, and I fancy she might ofcourse have found it interesting to know.

5. SOMMERGLÆDER. By Herman Bang. Copenhagen, 1902, NNF, 169 pages. Privately bound in contemp. half-calf.

I believe this may also be a first edition (which in fact it is). I don’t normally read fiction – only exceptions are the classic american detective novels – like the above mentioned by Chandler – and perhaps a few historical novels.

Herman Bang is ofcourse one of the most prominent Danish authors from just around 1900. He had a jewish grandmother and fancied (correctly, I believe) that through his father he descended from some of the oldest known, high middle age Danish aristocracy.

He was thus, perhaps, a somewhat split personality – another split author-personality comes to mind, that of Johan August Strindberg (they both died in 1912) – he was also not physically strong and died rather young. But for all that I believe he was a honest genius, whose best work is well worth knowing, and this book should make a nice gift.

6. THE CONCISE OXFORD CHRONOLOGY OF ENGLISH LITERATURE. Ed. by Michael Cox. Oxford University Press, 2004. 830 p. Hardcover, nice copy.

This is an unusual and, I think, very interesting type of manual, and a steal for one dollar. For instance you may look under 1767 and see (among many others) that James Boswell in that year published DORANDO: A SPANISH TALE (fiction) or that Joseph Priestley published THE HISTORY AND PRESENT STATE OF ELECTRICITY.

7. BIDRAG TIL FOLKESYGDOMMENES OG SUNDHEDSPLEJENS HISTORIE I DANMARK – fra de ældste tider til begyndelsen af det attende aarhundrede. By Dr. F.V. Mansa. Copenhagen, Gyldendal, 1872. 369 p., hard cover, bound in paper.

I can’t believe I found this nicely kept, very unusual and hugely interesting book for less than one dollar. As a matter of fact i have it already, but as paperback in a very poor state, with loose spine and pages.

What makes this book so interesting is that the author takes the words Sygdom og Sundhed (sickness and health) in a very general meaning. That is, he gives detailed accounts of the “health” of the whole country or rather – much of the then known world.

For instance he gives acounts of catastrophies (“natural occurrencies”) of all sorts – floods, biting colds (walking from Lübeck to Norway over the frozen high seas!), plagues, comets etc. Here a couple of samples (sorry, but I have to cite in danish):

(s. 201) “Vinteren 1566 var særdeles streng. Frosten indfandt sig allerede ved Juletider 1565 og vedblev med en saadan styrke, at man i 9 uger kunde kjøre over vandene med belæssede vogne.

“Nytaarsaften brød havet ind i Limfjorden imellem Agger og Vestervig i Thy, en miil fra Harboøre Kirke, og gjorde et stort gab eller munding, 14 eller 16 alen (9 meter) dyb, hvorved stor skade på korn, foder og kvæg foraarsagedes. Vandet gik over hele sletten og selve Aalborg skal have lidt af høivande. Sommeren var regnfuld med hyppig torden og lynild og efteraaret meget stormfuldt”.

(s. 112) “1460 træffe vi i Danmark igjen paa en af de strenge vintre, hvori ikke alene Østersøen men og havet imellem Danmark og Norge lagde til med is, saa at man kunde gaa fra Lybek til Norge.

“Ogsaa i syden af Europa var kulden haard. Donau var ganske tilfrossen fra den 13. januar til den 11. marts. Sommeren i samme aar var hed og tør og fordærvelig for markernes afgrøde; hvorpaa der i Italien begyndte en pestsot, som i de følgende aar udbedte sig over det øvrige Europa.”

(s. 101) “Overalt herskede i aaret 1450 en forfærdelig smitsot. I Ditmarsken varede den i 3 aar. Alene i kirkesognet Lunden døde 2600 mennesker i løbet af halvandet aar. I aaret 1451 skal Sverig have været hjemsøgt af en af de mest dræbende farsoter, som have hersket i dette land og derfor ogsaa sammenlignes med det forrige aarhundredes digerdød. Alene i Stockholm døde af den ikke mindre end 9000 mennesker, blandt også Kong Carl Knutsons gemalinde Catharina.”

“1456 den 5te og 30te decbr. sporedes to forfærdelige jordskjælv, hvorved huse nedstyrtede og mange tusinde mennesker omkom. Aaret efter viste sig en komet. I de tre aar fra 1455 til 1457 herskede stor hungersnød i Sverig og paa enkelte steder endog pest.

“Vinteren 1458 var saa streng, at man kunde kjøre fra Lybek til Danmark.”


I have to leave it at that for to-day. Thanks for reading, and have a nice sunday evening!


To be crossposted on and

Tweets on

Nullermand eller regimekritiker?

(7.nov.2016) Jeg vil nu igen forsøge at flytte focus lidt fra twitter @gamleboeger til mine blogs. Jeg har de sidste uger og måneder temmelig regelmæssigt brugt flere timer dagligt på min twitter-account. Først læse nyhedssider på nettet og derefter lave nogle tweets. I maj md. 2015 havde jeg omtr. 150 følgere, i disse dage omkr. 780, efter en “investering” på godt 14.000 tweets.

Men måske bruger jeg alligevel lidt for meget tid i forhold til “udbyttet”; hvormed jeg mener antal læste tweets og især hvor megen feedback i form af likes og retweets m.m.

Nu er jeg som bekendt en blogger resp. tweeter som TPTB (The Powers That Be – d.v.s. de lokale og globale magthavere) har elsket at hade i efterhånden henved tre årtier. Man er jo som udgangaspunkt naturligvis især forhadt, såfremt man bliver opfattet som en direkte eller indirekte – i mit tilfælde åndelig/moralsk – trussel mod det til enhver tid værende regimes previligerede. Og en intellektuel trussel kan man vel kun være, såfremt man er skarpsynet nok til undertiden at se gennem al den varme, tågede luft og allestedsnærværende røgslør som regelmæssigt bliver udspyet fra de fleste magthaver-bastioner?

Det er faktisk mere end 30 år siden at TPTB her i Hovedstaden begyndte at blive nervøs over et skarpt blik med tilhørende evne til skriftligt at fremlægge hvad jeg fandt – dengang for mine overordnede og chefer i Trafikministeriet (Generaldirektoratet for P&T/Telestyrelsen. Et Generaldirektorat har eller havde som bekendt en dobbeltfunktion som både departement og styrelse).

Ja, mine høje chefer mente vist efterhånden, at jeg ikke altid kunne have lavet mine notater og analyser alene, der måtte bestemt af og til have været (top)jurister involveret! Dette sås og hørtes især (mellem linjerne) igennem de år og måneder, som lå forud for og førte til Tamilundersøgelsen – og som forresten også kostede Århus Landbohøjskolen.

I marmorpaladset i Anker Heegaardsgade 4 var jeg vistnok ret hurtigt blevet “flagged” som Venstre-mand – i en Styrelse, hvor personalechefen åbent – omend kun internt i afdelingen naturligvis – udtalte, at “man skal helst være socialdemokrat” (hvis man altså vil gøre sig håb om en karriere).

Men jeg var altså gjort til “Venstre-mand” – hvilket kun kan karakteriseres som fri fantasi og galimatias! Måske troede PET at jeg var Venstre-partigænger blot fordi jeg talte i tf. med min Nordenfjordske bonde-onkel på bredt jysk?

Eller lod PET sig allerede dengang villigt trække rundt ved næsen af Mossad? Var vist forøvrigt tilfældet, skal man tro Victor Ostrovsky’s bog VED HJÆLP AF BEDRAG fra 1990? (Så i parantets bemærket er det måske slet ikke så underligt, hvis nuv. klummeskriver og daværende Justitsminister Hans Engell kunne være blevet en smule nervøs over potientielle erindringsbøger (som Jacob Scharf’s) fra disse år?).

Men jeg måtte følgelig tillige blive “flagget” som deltager i det fremmanede spøgelse i form af Vestre-rænkespil mod de øvrige regeringspartier – og skulle ergo straffes sammen med Venstre: Statsministeren meddelte beslutningen om alligevel ikke at flytte Landbohøjskolen til Århus netop på min fødselsdag.

Schlüters beslutning blev betegnet som “et betydeligt nederlag for venstre”, jvf. vedhæfte bilag som resumerer det politisk-administrative forløb, der førte til Landbohøjskole-beslutningen samt til åbne døre i Tamilsagen. (Det korte af det lange er måske blot, at den dav. statsminister var temmelig naiv og meget villigt lod sig trække rundt ved næsen?).

Det må iøvrigt kun forudskikkes, at omhandlede klage til den dav. generaldirektør drejer sig om chikane i Telestyrelsens Personaleafdeling. Som forresten havde opfordret mig til at flytte over til en ledig stilling hos dem fra Teknisk Afdeling – dog øjensynligt kun for at 1) forhindre at jeg kunne blive ansat i Generaldiretørens sekretariat i en samtidig ledig stilling samt 2) at kunne chikanere mig med fantastiske udtalelser i forb. med forsk. ansøgninger om avancement: Jeg var ganske enkelt for “skrap” og skulle fjernes.

At forløbet på sigt skulle ende med en moppedreng af en klage til Ombudsmanden, som derved, hypotetisk og måske, fik så mange pile i sit kogger at han skulle blive tilstrækkelig populær og ombejlet i Trafikministerium og regering til, at det måske blev den noksom bekendte “liden tue”, der kom til at vælte justitsminister Ninn Hansen’s politiske karriere? Ja, det kan jeg i givet fald kun beklage som et resultat jeg reelt ingen indflydelse havde på. Dengang som nu har erhver jo både ret og pligt til at forsvare sin person mod åbenbart urimelige overgreb?

(En lille smule mere om Tamil-sagen kan læses her )

Men tilbage til twitter. Det ser ud til, at min “day-feed” (hedder det sådan? – altså mine daglige tweets) ikke længere kan ses af mine syv- á ottehundrede følgere, og i så fald er gjort til en såkaldt shadow-feed eller shadow-account. Dette synes at fremgå af, at der ikke længere er feedbak fra mine følgere – praktisk taget slet ikke, men kun fra ikke-følgere (oftest i størrelsesordenen ca. 10 om dagen).

Normalt gør twitter så vidt jeg har forstået undertiden en account til en “shadow-account” såfremt den er stærkt højreorienteret, aktuelt f.eks. har støttet Trump på Hillary’s bekostning på en mere eller mindre “grov” måde? Men det kan man jo ial fald ikke bebrejde mig?

Jeg tror derfor man igen må sige: “Cherchez la femme” – hvorhos dog “la femme” naturligvis ikke skal betyde kvinden men CIA/Mossad. Det kan i givet fald enten foregå ved en “troll” eller “mole” ansat centralt i twitters tekniske afdeling; vil forøvrigt vistnok være hardad umuligt at undgå og må antages at være ubikvitøs: der må vel være ansat hundreder af CIA/Mossad-moles i så stor en virksomhed?

Alternativt kan nogen have lagt pres på twitters ledelse – måske er der mere end eet medlem af ledelsesgruppen, som har noget at skjule, vel at mærke noget som CIA/Mossad sidder tungt på – det ville ial fald vistnok være sandsynligt? (Bemærk i den forbindelse, at mange danske Politikere som udgangspunkt må antages at kunne være potentielle CIA/Mossad-puppets alene i medfør af ECHELON-programmets aflytninger af al dansk telekommunikation igennem flere årtier, jf. “NSA’s Echelon program intercepts and analyzes virtually every phone call, fax and email message sent anywhere in the world”

I et kommende indlæg vil vi tage nogle eksempler på mine tweets i vingebenet og kigge dem lidt efter i sømmene. Idag nøjes jeg med at omtale et par:

Gert Pedersen ‏@gamleboeger

“(6.okt.2016) Tonite dreamt being targeted by 2 (PET?) hit-squad-goons in small train station: May be necessary cancel trip to Vejen on 29th?”

Det drejede sig om forventet deltagelse i en 90-års fødselsdag d. 29.okt. hos gamle venner i en landsby i nærheden af stationsbyen Vejen i Midtjylland. Jeg blev i drømmesynet passet op af 2 “goons”, som faktisk så ret danske ud (men for den sags skyld naturligvis gerne kunne være CIA/Mossad).

PET synes iøvrigt at være blevet en smule mere agressive igen? Måtte i givet fald måske især hænge sammen men den uafklarede sag med min henvendelse til PET om et formodet men i.t.v. hypotetisk, psykiske angreb (mordforsøg?) på W.S.’s hustru. D.v.s. såfremt den dav. regering hypotetisk har ladet sig overtale resp. presse af CIA/Mossad til at underslå henvendelsen? – og i så fald, igen hypotetisk, med den udtrykkelige eller underforståede forudsætning, at CIA/Mossad ville være så venlige at gøre mig tavs? Noget said parties naturligvis med den største glæde ville have accpeteret?

(Se evt. herom lidt mere i tidligere blogindlæg, specielt )

Så det kan godt være, at det vil være bedst at aflyse min tilstedeværelse ved 90-års jubelfesten d. 29. – hvilket da også er sket.

I øvrigt i forlængelse af min aflysning af deltagelse i min gamle veninde Dorrits 85-årsdag onsdags d.12.okt. Et par dage før havde jeg atter et drømmesyn: Jeg besøgte Dorrit og havde en pakke med til hende. Hun brugte sit pendul over pakken (hun bruger som sin mor et pendul til at guide hende ved beslutninger i tvivlssituationer).

Men hendes sølvfarvede pendul var nu blevet rødfarvet og slog ud til vandret – lignede mest et ældre togsignal med en vinge, som slås vandret (ned eller op) med enten grønt eller rødt signal. Jeg tolkede dette som et stop-signal til mig: Bliv hjemme!

Dorrits plejehjem er beliggende i Whiskybæltet i et naturskønt område som i en vis forstand (CIA/Mossad-forstand) godt kan siges at være lidt øde. Bagved dét busstop man benytter, er der bare marker og natur og stedet må sikkert siges at være ret velegnet til et hit, hvad enten kidnapping eller andet.

I den forbindelse en kuriøs iagttagelse: En af mine naboer, som hypotetisk vist godt kunne have en eller anden (mindre) funktion som Mossad- eller Sajan-troll, plejer vistnok at forsvinde op i sit sommerhus, når der synes at være planlagt et hit mod mig?

Det ligger sådan, at den side af opgangen hvor jeg bor ofte står næsten tom. Når bortses 5.sal, hvor der er indrette en dobbletlejlighed med en kollektiv-lignende beboelse?

Så når velbemeldte troll absenterer sig til sit Sommerhus er min side af opgangen ofte tom – bortset fra undertegnede. Een af lejlighederne nedenunder har stået tom i et halvt års tid og en anden er kun sporadisk beboet.

Dette scenarie er yderst velegnet for opfølge-aktiviteter i forb. med et evt. vellykket hit mod undertegnede ringhed.

For det første vil CIA/Mossad/PET ønske at fjerne alle “interessante” digitale filer og papirer og specielt omkr. det hypotetiske, perfide hit mod W.S.’s hustru, som jo i givet fald er af en sådan art, at det vidner om en særlig lav karakter. Men dertil behøves antagelig en hel del tid, idet jeg har flere PC’s og ganske mange bøger og papirer i min lejlighed.

For det andet må man igen erindre, at CIA/Mossad langt hen ad vejen også er rovmordere; ja i virkeligheden er det måske disse entities arketype? “Mord er fint og røveri er fint; men lystmord er finere og rovmord er finest”? Man kan jo bare sammenligne med scenarierne i Syrien, Libyen: Rov-massemord sat i system! (- og ISIL skal efter oplysninger fra flere sider på nettet være en kreation af CIA/Mossad).

Men det betyder, at man i givet fald tillige ville benytte lejligheden til i muligt omfang at tømme min lejlighed for alle nævneværdige værdier, dokumenter og beviseligheder. Og til den ende bør der så vidt muligt være affolket i opgangen, ial fald i min side af opgangen: Med en smule held i så fald reelt ingen vidner? En tom lejlighed nedenunder kan være bekvem som udgangspunkt og midlertidig storehouse for et raid? Keine hexerei nur behändigkeit!

(Man ved præcis hvad man skal gå efter, idet – som jeg tidligere har nævnt et eller andet sted her på bloggen – en CD med en fortegnelse over min fotohistoriske samling er bortkommet i posten resp. på et bestemt advokatkontor. Af forsk. indicier må jeg slutte, at CD’en med en til vished grænsende sandsynligt er havnet hos Mossad. Ydermere vil man sikre sig mine nøgler og adgangskort til min bankbox i Helsingborg, som så ligeledes ville blive tømt – tænkeligt med hjælp fra rouge efterretnings-venner dersteds?).

Forresten har jeg senest lørdag d.15.okt. til f.m. igen været udsat for chikane – af ganske vist ikke ny type, men mere voldsomt end hidtil ; i en af lejlighederne nedenunder og i min side af opgangen blev der uden påviselig årsag banket hårdt på radiator/varmerør med en hånd genstand, ialt minutlangt. Skulle en af de unge kvinder tillige være en Mossad- resp. Sajan-troll? Synes ial fald som om nogen ønsker at gøre mig vred. (Man har ved tidligere lejligheder uden påviselig årsag banket på rørene på næsten alle tider af døgnet – f.eks. kl. ca. 0300 og 0500).

Man kan nok med sindsro hypotisere, at den forestående efterårsferie var den direkte årsag til det friske chikane-anfald: Såfremt jeg kunne provokeres til at fremskynde evt. planlagt tweets eller blogbidrag med regime-komprimeterende oplysninger til lige inden – eller i begyndelsen af efterårsferien, ville det jo sikkert anses som ønskeligt af Justitsministeren, PET og alle, som evt. måtte mene at have “noget i klemme”? I ferie-ugen kører alt på lavt blus og man er optaget af hjemmets små glæder og sorger.

Men det indicerer måske også som en nærliggende mulighed, CIA/Mossad og deres venner forlods har været udmærket orienteret om den så småt begyndende krise i DF. Dette lov-og-orden parti er det naturligvis af største vigtighed for rouge-elements i regering og justitsvæsen at få kuet og “gjort tavs”.

Endelig måtte man i tilfælde af et vellykket “hit” frygte, at regeringens rouge-elements ville presse på for at få udskrevet valg: I en valgkamp bliver alle værdinormer forvrænget eller skubbet til side til fordel for ensidig fokus på valget.

I et næstkommende indlæg vil vi se lidt på nogle flere recent tweets, herunder bl.a. situationen efter vandskaden d. 30.april i mit bogdepot – vistnok sprængt vandrør, måske i analogi med nye oplysninger i omtalen af PET-bogen 7 ÅR FOR PET – jf. mit tweet fra 10.nov.:

“PET sprængte vandrør i en beboelsesejendom for at anbringes aflytningsudstyr: Forklarer vandskaden i mit depotrum? ”

samt tillige ikke mindst justitsministerens og regeringens problemer med at forstå Danmarks Riges Grundlov. Keep posted.

Update: Igår blev jeg i Amagercentret passet op af og observeret tæt og direkte af en PET-mand ot tre Mossad-goons. For PET’s vedkommende er opgaven vistnok med lys og lygte at lede efter den mindste mislighed som anledning til under et fingeret påskud at lave en razzia hos mig – jf. iøvrigt ovenstående. Det er klart, at PET og regeringen i givet fald kan have en interesse i en generel optrapning dagen før det amerikanske præsidentvalg, som må forventes at lægge beslag på pressen og Christiansborgs udelte opmærksomhed de kommende dage?



Datoer fra avisreferater henviser som regel til udgivelsesdatoen.


19.2.90 Afsender en klage til generaldirektør Helge Israelsen.

13.3.90 Centrumdemokraterne tager landbruget i forsvar overfor miljøministeriet.

9.4.90 Generaldirektøren svarer afvisende og kølig på min klage.

18.4.90 Statsministeren (Schlüter) beslutter at nedsætte en dommerundersøgelse for åbne døre vedr. landbrugets fonde.

26.4.90 Min fødselsdag. Men det er vel næppe tænkt som en fødselsdagsgave, at radioavisen kan meddele, at regeringen har besluttet, at Landbohøjskolen alligevel ikke vil blive flyttet til Jylland/Århus. Betegnes som et betydeligt nederlag for Venstre.

30.4.90 Hans Engell siger, at forholdet til Venstre er yderst anstrengt, samt at CD og KRF skal med i en udvidet regering.

2.5.90 Ivar hansen siger, at regeringessambejdet er på bristepunktet.

Jeg spørger under den fælles kaffedrikning på jobbet – i overværelse af min afdelingschef – hvornår det er, at folketinget holder sommerferie (i forlængelse af en almindelig snak om, at regeringen ikke i første omgang har kunnet få flertal for at privatisere Statens Teletjeneste. Jf. hovedbilag X, s.9-10, ad.b.).

7.5.90 Erhard Jacobsen fra CD vil nu have en undersøgelse af Tamil-sagen.

8.5.90 Mimi Jacobsen fra CD går til statsministeren og forlanger resp. aftaler iværksat en dommerundersøgelse af Tamil-sagen. Det er ifgl. Politiken et ønske specielt fra Erhard Jacobsen, at undersøgelsen skal foregå for lukkede døre.

10.5.90 Aktuelt skriver i en leder, at Schlüters behandling af Tamil-sagen er ”et af de største mysterier i nyere dansk politik”.

29.5.90 Folketingets formand H.P.Clausen er ifgl. Jyllands Posten ”meget betænkelig” ved et forslag om offentlige høringer. Avisen skriver leder om ”frygt for offentlighed”.

Statsministeren undlader sensationelt at stemme for og forsvare Fogh_Rasmussen ved afstemning om mistilligsdagsorden i Folketinget. Anker Jørgensen: ”Enestående”.

5.6.90 Statsminsteren falder ifgl. pressen på knæ for socialdemokraterne i sin grundlovstale og dropper krav om besparelser. Fogh-Rasmussen og konservative gruppemedlemmer afviser.

14.7.90 Jeg afsender klage til Folketingets Ombudsmand.

26.9.90 Jeg kaldes til samtale hos ledelsen, der søger at bevæge mig til at ændre mit nej-tak til ikke-tjenestemandsansættelse i det privatiserede Statens Teletjeneste (Telecom A/S). Jeg får at vide, at jeg vil få tilsendt et nyt ansættelsestilbud (jf. ubil. A.1).

Jeg bliver om aftenen ringet op af en veninde, der tilbyder mig at jeg kan blive skrevet op til en billigere lejlighed. Jeg siger det ville glæde mig, da jeg føler min nuværende arbejdsplads som et fængsel, at jeg er bange for, at der bliver ballade og at jeg kun bliver der få måneder endnu.

27.9.90 Jeg får nu at vide, at jeg alligevel ikke vil få tilsendt et nyt ansættelsestilbud.

29.9.90 Arne Melchior fra CD foreslår H.P.Clausen som statsminister i en S-K-CD regering.

Den politiske krise om MOSSAD’s ulovlige aktiviteter i Danmark er under udvikling ((ref. iøvrigt Victor Ostrovsky: By Way of Deception, New York 1990, (dansk udgave: Ved Hjælp af Bedrag), hvori den tidligere chefagent fortæller udførligt om Mossads infiltration af det danske Justitsministerium/PET)).

3.10.90 Min chef siger, at vi nej-sigere (til at opgive på vores tjenestemandsansættelse) nok ville komme til at plante marehalm i Vestjylland.

11.10.90 Socialdemokratiet forlanger tilbundsgående undersøgelse af MOSSAD/PET’s forhold i Danmark, med afhøringer og aktindsigt. Afvises af regeringen.

12.10.90 Justitsminister Hans Engell truer med at kontroludvalget vedr. de hemmelige tjenester bør overvejes nedlagt.

19.10.90 Hans Gammeltoft Hansen siger til aftenradioavisen, at ”man meget vel kan tænke sig” ((??)), at han efterhånden vil tage det op, at aflægge inspektionsbesøg i de hemmelige tjenester.

22.10.90 Der skal ifgl. pressen hos de konservative være stemning for at udskrive valg på landsmødet d. 3.-4. november.

25.10.90 Jeg indkaldes til en samtale d. 12.11. hos personalechefen i anledning af mit nej til overgang til ikke-tjenestemandsansættelse.

26.10.90 Svend Auken udtaler ifgl. Børsen, at K og V kun forhandler på skrømt, samt at valgkampen er i fuld gang hos de borgerlige.

30.10.90 SID udtaler, at der kommer et valg. Børsen skriver, at der kan komme lynvalg.

5.11.90 Aktuelt skriver, at statsministeren er irritabel og ukoncentreret m.m. ved finanslovsforhandlingerne med S.

Pressen skriver, at S synes oprigtigt overrumplede over, at statsministeren på landsmødet i weekenden erklærede, at han vil afgive sit sidste tilbud på onsdag d. 6.11. og kræve en socialdemokratisk klarmelding.

Jeg afleverer et notat til ledelsen, som man har bedt om, og hvori jeg begrunder min holdning til ikke-tjenestemandsansættelse, samt lader alle døre stå åbne for et positivt resultat på det berammede møde hos personalechefen d. 12.11. (underbilag A.2-5).

Samme aften (12.nov.) optræder Mimi Jacobsen fra CD i TV-avisen og kræver fortsatte forhandlinger.

5.11.90 Ombudsmanden afsender sit afvisende – i sin nedladende tone næsten perfide? – svar på min klage.

6.11.90 Statsministeren holder ifgl. aviserne ”jagtudflugt” i Nordsjælland.

Politiken: Statsministeren udsatte igår det sædvanlige tirsdags-ministermøde til onsdag (7.nov) – ”Det vakte undren, at forhandlingerne ikke genoptages før onsdag”.

Aktuelt skriver: ”Statsministeren selv bedømmes af de socialdemokratiske forhandlere utroligt negativt. Han forekommer dem generelt at være i dårligt humør, utrolig utålmodig og rastløs. Han virker meget uinteresseret i forhandlingernes indhold og helt optaget af det taktiske spil. Socialdemokraterne har ingen tillid til ham, de mener han lyver og er klar til at skifte standpunkt efter helt pludselige indskydelser”.

7.11.90 Pressen skriver om afgørende gennembrud i forhandlingerne mellem regeringen og Socialdemokraterne på et ”hemmeligt sted”. Statsministeren er helt ændret, optimist o.s.v.

8.11.90 Politiken: ”Schlüter tror på forlig”. S-formanden er mere pessimistisk. ”Både Mimi Jacobsen og Kofoed-Svendsen sagde (bagefter), at parterne har nærmet sig hinanden så meget, at et forlig afhænger af viljen”.

Aktuelt skriver: ”Tirsdag kl.10 er der normalt ordinært regeringsmøde i Statsministeriet. I tirsdags (d.6.nov.) var mødet aflyst, fordi statsminister Schlüter hellere ville på privat jagttur i Nordsjælland – . Spørgsmålet er idag, om der alligevel ikke blev truffet danmarkshistoriske beslutninger tirsdag d. 6.11. kl. godt 10 om formiddagen”. ”Onsdag middag (7.nov.) holdt statsministeren pressemøde. Væk var udtalelserne af ultimativ karakter fra det konservative landsråd i weekenden. Der lød ingen krav fra statsministeren om et klart svar onsdag fra socialdemokraterne. Tværtimod. ”Intet er ultimativt”, siger statsministeren. Han kalder det ”en fiktion”, hvis hans udtalelser er tolket som ultimative. Slut-oplægget er ”en udgangsbase for fortsatte drøftelser”. Der kan forhandles. Både torsdag, fredag, lørdag og søndag. Og også i næste uge. Det, der tidligere af statsministeren er karakteriseret som ”slut-oplægget” var igår ”selvfølgelig ikke et sidste bud”.

9.11.90 Information: ”KVR-kovending sikrer forlig”.

10.11.90 Jeg kan først nu modtage ombudsmandens svar på min klage, hvori han som sagt afviser at gå ind i en realitetsbehandling af sagen. (Svarskrivelsen er dateret 5.nov., men da ombudsmandens svar er postsendt til mig sammen med mit klagemateriale (incl. dokumentationsmateriale ialt ca. 1000 sider), har jeg måttet hente pakken på mit lokale postkontor).

CD holder landsmøde. Der lægges også her op til samarbejde S-K-CD, udenom V.

Jyllands Posten skriver: ”Schlüter taber magten”. ”I fjor tabte Poul Schlüter danmarkshistoriens største plan på gulvet. I år har han begået det kunststykke, at tabe regeringsmagten. Uden at gå af – ”.

11.11.90 BT skriver: Landets lederskribenter skriver om engros udsalg til S fra VKR i finanslovsforhandlingerne, og at det vil give bagslag ved et valg ligesom sidst, især for K.

12.11.90 Børsen skriver: ”CD’s partiformand Mimi Jacobsen fastholder efter partiets landsmøde i Århus i weekenden, at danmark bil blive bedst regeret af en S-K regering. Dermed fastholdes den linje, der knytter CD ganske tæt til socialdemokratiet, samtidig med, at der skydes med skarpt mod V”. ”Hvergang S rykker mod midten, rykker V længere ud på højrefløjen for at få gang i nye slagsmål, ideologien sidder i tengebogen, hed det fra Mimi Jacobsen”.

Børsen skriver videre: Kun to procentpoints skiller nu regeringen og S -. Alt tegner til et forlig om en politisk helhedsløsning i denne uge.

12.11.90 Til samtale med personalechefen om min fremtidige ansættelsesform osv. Samtalen forløber i en ganske ubehagelig tone og atmosfære. Personalechefen synes ganske uinteresseret i min fortsatte ansættelse, min chef, der er tilstede kommer med stærkt kritiske udtalelser om min indsats, hvilke han ikke har fremført før i tilnærmelsesvis samme grad, jeg selv siger, at man ville gøre mig en stor tjeneste ved at afskedige mig på stedet. Kun telegrafinspektør O.A. rækker en lille finger frem, idet han giver udtryk for, at han kender mig som en dyrtig fyr (jaha – jeg læste matematik med ham efter skoletid og hjalp ham på denne måde dennem P&T’s teletekniske uddannelse) og at han mener der er mange steder i virksomheden, man vil kunne bruge min arbejdskraft.

(Det bemærkes her, at O.A. og jeg kender hinanden som klassekammerater under vor fælles 2-årige etatsuddannelse, ligesom man må erindre, at O.A. blev sekretær for den daværende trafikminister. Statens Teletjeneste/Telecom A/S er jo en “privatiseret” statsvirksomhed, d.v.s. et statsejet aktieselskab. Dette betyder igen, at virksomheden i realiteten “ejes” af det politiske parti, der efter aftale i folketinget får lov at besætte direktørposten, altså i dette filfælde så vidt vides Centrumdemokraterne.)

Samtalen resulterer iøvrigt i, at det aftales, at jeg skal tænke over tingene i nogle dage og melde tilbage senest d. 15.11. Spørgsmålet drejer sig altså om, hvorvidt jeg vil lade mig overtale til at acceptere en ikke-tjenestemandsansættelse, og dermed forblive i Statens Teletjeneste/Telecom A/S. Imodsat fald vil jeg blive forflyttet til en anden virksomhed indenfor P&T. Jeg ser et lille håb i O.A.’s udtalelser, men vi er vist alle pessimister, da mødet hæves kl. ca. 11.30.

12.11.90 Til aften udtaler statsministeren sig i radioavisen forblommet og henholdende: “Et valg kan vi altid nå at udskrive, det er ingen kunst”. Efter at have taget en række forbehold overfor socialdemokratiets forslag samt efter at have sagt: Det ville være tåbeligt ikke at bruge endnu et par dage til at søge at nå et forlig.

13.11.90 Aktuelt skriver: “Forhandlinger i ny krise. Regeringen og socialdemokraterne igen på kollisionskurs. Nye valgrygter.” “Forhandlingerne mellem regeringen og socialdemokratiet om skat og finanslov løb igår ind i nye problemer. De kulminerede, da statsm. Poul Schlüter i aftes udsendte en udtalelse, som ledende socialdemokrater over for det frie Aktuelt betegner som en direkte valgtrussel.”

14.11.90 Ekstra Bladet: “Schlüter smækker med døren: Julevalg”. “Schlüter understregede kraftigt på sit landsrådsmøde i Ålborg forleden, at han hele tiden har arbejdet efter en nøje tilrettelagt strategi”.
“Stemningen var (også) nogenlunde fredag, men pludselig mandag (d.12.11.) var den slået helt om” (siger Ritt Bjerregård). “Da så statsministeren udsendte en pressemeddelelse mandag aften, hvor ordet “valg” blev brugt som trussel, mente vi ærlig talt, at det så noget mærkeligt ud. Vi havde jo overhovedet ikke talt sammen” (i mellemtiden), sagde Ritt Bjerregård.

Spørgsmål til finansmin. Henning Dyremose: “I torsdags tegnede alt rosenrødt mellem jer og S. Hvad er der sket i mellemtiden, der har gjort vibrationerne så meget værre?”. Svar: “Ingenting – på det saglige plan”.
Aktuelt skriver: “På sit sædvanlige pressemøde efter regeringsmødet meldte statsministeren ud med (at bl.a. det og det skatteforslag) var uantageligt for regeringen”.
“Men nøjagtigt den model mente socialdemokraterne, regeringen havde godkendt på et hidtil hemmeligholdt forhandlingsmøde i torsdags.”

15.11.90 Jeg meddeler O.A. resultatet af mine overvejelser i anledning af mødet d. 12.11. hos personalechefen, idet jeg tidligt om formiddagen telefonisk fortæller ham, at jeg har ombestemt mig og altså nu accepterer en ansættelse i Telecom A/S på ikke-tjenestemandsvilkår. Jeg bekræfter mit svar skriftligt med et notat, som jeg samme formiddag afleverer personligt hos O.A.’s sekretær. (ubil.A.6)

19.11.90 Dir. Jens Kiil meddeles at være udnævnt til adm. direktør i det “privatiserede” Statens Teletjeneste A/S.

20.11.90 Information: “De radikale truer regeringspartierne K og V med et brud, hvis regeringen ikke i den sidste afgørende fase om en helhedsplan spiller ud med flere tilbud til socialdemokratiet”. “Det første kom allerede i aftes, hvor statsminister P.S. tilbød øjeblikkeligt at afbryde sin deltagelse i det såkaldte OSCE-topmøde i Paris for t vende hjem og forhandle med S-formand Svend Auken”.

Jyllands Posten: “Centrumdemokraternes gruppeformand A.M., ser (også) gerne H.P.Clausen som forhandlingsleder. H.P.Clausen nyder bred tillid, både som folketingsformand og som en person, der kan samle, mener A.M.”.

21.11.90 Forhandlingerne bryder sammen ved 20-tiden. Det er vistnok et almindeligt indtryk, at socialdemokraterne er så frusterede over regeringen/statsministerens idelige kovendinger i forhandlingerne, at de ikke længere tror på at regeringen har et ærligt ønske om at nå frem til et forlig. Også uanset statsministerens allerseneste forsøg på at genoprette et tåleligt forhandlingsklima.

22.11.90 Valg udskrives kl. 10.45 til afholdelse d. 12.12.90. Ekstra Bladet: “P.Schlüter vil udskrive valg uden at træde tilbage”. “De radikale accepterede i aftes tænderskærende, at statsministeren udskriver valg her i formiddag uden forudgående diskussion i Folketinget om “helhedsplanen”.

11.12.90 Ekstra Bladet skriver i leder om afslutningsdebatten i TV: “Siden valget blev udskrevet d. 22.11. kl. 10.45 har de fleste vælgere undret sig over, hvad det egentlig drejer sig om”. Videre, at budskabet under den afsluttende TV-debat har været: “Undskyld ulejligheden. Vi er stort set enige, men sæt nu lige dette her kryds hos os …”

“Det komiske er, at valget formelt blev begrundet med uenighed om, hvordan 6 pct. skatten skulle afskaffes – men denne sag blev aldeles glemt i aftes, bortset fra nogle bemærkninger fra Poul Schlüter”.

13.12.90 Ekstra Bladet: “Efter mandattab på tre trækker de radikale sig ud af regeringen. – Jelved bliver ny leder af partiet”.
De Radikale er så irriterede på statsministeren, at de nu tilslutter sig oppositionens krav om åbne døre i Tamilretten.


Bilag 1.

(Afskrift af brev fra lektor Carsten Henrichsen, KH Universitet).

Københavns Universitet 28. maj 1993
Det Retsvidenskabelige Institut B
Lektor Carsten Henrichsen
Direkte tlf. 35 32 31 04

Gert Pedersen
Albjergparken 1, 15-4
2660 Brøndby Strand

Kære Gert Pedersen,

Tak for dit brev angående min kronik i Information 25/2-d.å.

De radikales medvirken til beslutningen om at åbne dørene i tamilsagen, og Schlüters tilsyneladende noget følelsesbetonede adfærd i denne periode, er interessant – og for mig ukendt stof – der endnu engang bestyrker indtrykket af, at det i vid udstrækning har beroet på rene tilfældigheder, at sagen overhovedet er bragt så vidt, som tilfældet er.

Tak for dine oplysninger, som jeg vil drage nytte af ved en eventuel fornyet behandling af sagen. Til din orientering kan jeg tilføje, at jeg for nylig har udgivet en bog om sagen på Akademisk Forlag (”Tamilsagen – En kommentar til Undersøgelsesrettens beretning om Tamilsagen, december 1992”).

Med venlig hilsen

Carsten Henrichsen


Posteres sideløbende på og

Tweets på


(24.aug.2016) På denne smukke sensommerdag er der endnu mange turister på Strøget her i Hovedstaden. Men dog ikke flere end man kan kæmpe sig nogenlunde uantastet fra Nørreport Station ned over Fiolstræde, Skoubogade og videre ad Nygade til Helligåndshuset ved Valkendorfsgade.

A propos Valkendorfsgade. Omkr. 1980 var jeg ansat i P&T’s daværende Kabelingeniørtjeneste med adresse i Valkendorfsgade og med eget 3.sals-kontor i NielsHemmingsens Gade incl. udsigt over Helligåndskirken. Nice place.

Men P&T er i de forgangne omved 35 år som bekendt helt afviklet som dansk og offentlig arbejdsgiver. Måske ikke den mest fremsynede “Danmark-først” disposition fra vore somme tider hyperaktive Christiansborg-politikere? Jeg tror endog at erindre, at en konservativ toppolitiker (Brian Mikkelsen?) for nogle år siden udtalte, at det var en fejl at privatisere telenettet?

Ser vi monstro netop i disse uger resultatet af en måske planlagt anden (halv)privatisering? Af Danmarks skattevæsen? Man har gennem en halv snes år systematisk samlet alt vedr. told og skat under een hat (i givet fald måske efter anvisning fra de fat-cat-job-uddelende NeoCon-Globalister i Washington og andre oversøiske destinationer?); og mon i så fald netop med henblik på en kommende, i første omgang fælles direktion med en halvprivat virksomhed, i analogi med hvad der er sket med Udbetalingdanmark?

Præcis som for told og skat’s vedkommende er alle aktiviteter i det ganske rige vedr. Udbetalingdanmark’s aktiviteter blevet samlet under én hat (i Hillerød). Her med en overdirektør, som er fælles med det “halvprivate” ATP.

Jeg kan derhos for min egen ubetydeligheds vedkommende oplyse at have erfaret mere eller mindre lovløse tilstande præcis som i Skat – omend naturligvis i meget mindre målestok – og uanset det helt overordnede udgangspunkt naturligvis, at ALLE slags ulovligheder overfor undertegnede ringhed synes at blive betragtet som værende comme-il-faut på Borgen og i ministerierne?

I det konkrete tilfælde har Udbetalingdanmark ganske enkelt underslået min, så vidt jeg har forstået, fuldt ud berettigede boligydelse; nu med over 1 års varighed og beløbende sig til mere end 20.000 kr.

Og man kan som bekendt ikke klage over Udbetalingdanmark; d.v.s. man kan klage TIL Udbetalingdanmark, såfremt man iøvrigt forstår afgørelsen så vidt, at man kan konkretisere klagepunktet/-punkterne tilstrækkeligt indenfor den meget snævre klagefrist.

Og hvis det behager UBD kan de sende klagen videre til Ankestyrelsen. Men kan man underslå Maren-i-kærets berettigede boligstøtte, kan man jo nok også finde ud af at underslå hendes klage? Læs iøvrigt om den manglende retssikkerhed i forhold til Udbetalingdanmark-konstruktionen på hjemmesiden for tænketanken .(Update 23.sept./24.okt.2016: Min ansøgning er revurderet og godkendt, jf. nedenfor).

Tilbage til Helligåndshuset: Det er ganske vist ikke det nylig opstartede hollandske bogudsalg i dette Københavns ældste hus, som vi endnu engang skal browse lidt rundt i. Udover kun at bemærke, at jeg idag, hvor prisen er 70 kr, fandt en ret interessant fotobog: TECHNIQUES OF THE WORLD’S GREAT PHOTOGRAPHERS. (ved en række forsk. reportere og med en indledning af Brian Coe). Herom lidt mere i et evt. kommende indlæg.

Men idag skal vi ikke kun se Helligåndskirke og -hus lidt fra oven, sådan lidt fra tredie-sals-oven, lissom i 1980; vi vil derimod prøve at anlægge et endnu videre perspektiv, endda videre end det noksom bekendte “fugleperspektiv”. Vi skal nemlig prøve at anvende et “exoplanetarisk fugleperspektiv”, aka det “kosmiske perspektiv”.

Den konkrete anledning til dette vort eksperiment er en tweet jeg i forbifarten så forleden aften; en af den “alternative” og – med over 178.000 tweets – temmelig ubikvitøse “Hatita Hoi’s” retweets. Det pågældende tweet har jeg ikke gemt, men linken der henvistes til var denne:

Hjemmesiden viser sig ved nærmere eftersyn at være en Norsk alternativ site, med indlæg og debat om “new-age” relaterede ting – Esoterika og UFOlogi. Og den aktuelle artikel drejer sig om et interview med en us-amerikansk videnskabsmands om hans bøger og foredrag om UFO-relaterede emner.

Artiklen, der er forfattet af nyhetsspeilet’s redaktør Frank Aune må ganske vist tildels siges at være old news, da den er fra 2010. Her en smagsprøve:

“Noen få personer innenfor store regjeringer har kjent til minst siden 1947 at noen UFO-er faktisk er fremmede romfartøyer.

«Noen UFO-er er intelligent kontrollerte utenomjordiske romskip og dette er den største historien dette årtusenet.»

Om den pågældende videnskabsmand oplyses bl.a.:

“Stanton Friedman er en uavhengig vitenskapsmann. Som sysselsatt i 14 år som atomfysiker for selskaper som General Electric, General Motors, Westinghouse og Aerojet Generelt Nucleonics, har han jobbet på svært klassifisert programmer som involverer kjernefysiske fly samt fisjons- og fusjonsraketter.

“I 1958 fanget UFO-er hans oppmerksomhet, og Friedman har siden holdt foredrag om dette emnet på mer enn 700 høyskoler og profesjonelle grupper i alle 50 stater i USA og over hele verden.

«Etter 53 år med etterforskning, er jeg overbevist om at vi har å gjøre med en kosmisk Watergate-skandale, sier han til AOL News. «Det betyr at noen få personer innenfor store regjeringer har kjent til minst siden 1947 at noen UFO-er faktisk er fremmede romfartøyer.»

“Friedman siterer mange tilfeller av UFO-møter opplevd av kompetente, pålitelige øyenvitner, inkludert en som involverte Japan Airlines.

«En 747 over Alaska møtte noe som var dobbelt så stort som et hangarskip som fløy i sirkler rundt flyet. De rapporterte den til bakken der både UFO og 747-flyet ble plukket opp på radaren. Forklaringen fra debunkere var at det var Jupiter! Jøss, kan en flyradar plukke opp Jupiter? Det var helt latterlig. Du slåss mot de «onde» krefter kan en si – arroganse og uvitenhet.»

«Nå er det trolig på tide å si ja, vi er en del av et galaktisk nabolag. Dessverre er vi ikke de store gutta i nabolaget.»

Det må række med denne smagsprøve, den ærede læser henvises iøvrigt til at læse arkiklen på

Efter at have læst en del af de ca 65 læserkommentarer, fik jeg lyst til at kommentere på artiklen resp. kommentarerne (punktopdelingen tilføjet senere):

“Gert Pedersen · 22. 08. 2016 kl 14:43
“Friedman siger også: «Jeg vet ikke om en eneste regjering på denne planeten som ønsker at sine borgere skal ha primær troskap til planeten. Nasjonalismen er det eneste spillet i byen.» – altså god globalist-propaganda.(1)

“Forresten var der vist en troll, som var vældig god til at fortlede diskussionen fra emnet?(2)

“Konspirations-teori siges at være konciperet af CIA for at diskreditere kritikere. I det amerikanske ord conspiration ligger vist oftest noget ulovligt. hvorfor ikke bruge de gode «dansk/norske» ord rænke, kabale eller hemmelig sammensværgelse? Ingen af disse ting er jo i sig selv ulovligt.(3)

“Liv Bjøringsøy: Jeg tror ikke onde/umoralske væsener når til rumrejse
stadiet. Moral betyder ansvar for vort fælles kosmiske arvegods. Umoralske er altså uansvarlige – tænk blot på CERN/LHC.(4)

“Men tak for artiklen forresten, og de mange intelligente indlæg – bortset fra trollen”.(5)

Jeg så at min kommentar straks blev synlig på hjemmesiden, uden altså først at skulle igennem en såkaldt “moderering” (d.v.s. censur).

Dette viste sig dog at være en stakket fornøjelse. For da jeg samme dags aften, d.v.s. godt 6 timer senere kiggede forbi sitet, var kommentaren slettet. Denne opdagelse er så den konkrete anledning til nærværende blogindlæg, idet jeg findet hændelsesforløbet kuriøst nok til at foranledige nogle overvejelser omkring artiklen og dens emne samt det pågældende nyhedssite.

Jeg kan ikke rigtig forestille mig, at min kritik af “trollen”, uden navns nævnelse, kan være opfattet som så krænkende, at moderator har ment af den grund at måtte fjerne min kommentar. Men måske har redaktøren alligevel ment, at nogle steder kan have været ubekvemme for TPTB (the powers that be aka magthaverne); hvilket så i givet fald muligt kunne forudsætte, at den pågældende redaktør kunne være en – f.eks. CIA-sponsoreret – puppet?

Nogle bemærkinger til de enkelte punkter i min kommentar:

Ad. 1. En smule ordinær New-World-Order og Globalist-propaganda. Burde måske ikke overraske i betragtning af Friedman’s baggrund? Evt. mere overraskende, at ingen af de (vistnok tildels stærkt-) “alternative” læsere har kommenteret på det punkt. Men det er jo muligt, at redaktøren har fjernet kommentarer desangående?

Ad. 2. En af læserne (ham/hende jeg refererer til som trollen) og vist den mest flittige kommentarskriver? – drejede straks samtalen hen på begrebet “konspirations-teori”. Og vedkommendes temmelig mange kommentarer desangående var altså ikke slettet, uagtet vel egentlig ret irrelevant for emnets substans?

Ad. 3. Mine bemærkninger om begrebet “konspirations-teori”. Begrebet siges at være lanceret af CIA for at chikanere, svække og latterliggøre kritiske røster (konkret vist i 1964 for at ramme kritikere af Warren-kommisionens konklusioner vedr. Kennedy-mordet). Det amerikanske ord conspiration indebærer vistnok pr. definition noget kriminelt; så på denne snedige måde kunne man på en nefariøs (“snide and nefarious”) måde få farlige kritikere sværtet som idet mindste potentielt kriminelle.

Endvidere stiller ordet “teori” disse mange “menige” læserkommentarer i et lettere latterligt lys, idet “teorier” normalt udtænkes af højtuddannede akademikere og videnskabsmænd. De fleste såkaldte “konspirations-teorier” er vistnok blot gisninger og hypoteser, opstillet efter bedste evne og formåen og ofte af menigmand – og heri er der jo vel at mærke i sig selv ikke noget odiøst.

Jeg anbefaler så de gode “dansk/norske” ord rænke, kabale eller hemmelig aftale eller sammensværgelse. Man kan jo godt spinde rænker for at skabe rammer for at udføre en god gerning; tilsvarende med kabale (omend det hebræiske begreb cabbala måske ofte indebærer ikke hvid men sort magi?).

Ligeledes behøver en hemmelig aftale jo ikke indebære noget ulovligt eller en kriminel intention; men den store udbredelse, som ordet konspirationsteori har fået, har dog formodentligt bidraget til at stille ordene “rænker” og “hemmelige aftaler” i et mere odiøst lys end ellers? Og understøtter således udbredelsen af en holdning om, at alle der har eller dyrker hemmelige aftaler eller samarbejde retteligt bør efterstræbes, evt. også med nefariøse midler, af magthaverne?

Ad. 4. I en kommentar af Liv Bjøringsøy, udtales en formodning om, at aliens jo ikke behøver at være “venlige naboer”, men meget muligt umoralske, onde væsener.

Hertil bemærkede jeg, at jeg ikke tror at onde og umoralske civilisationer – d.v.s. som stående på samme lave moralske niveau som størstedelen af vor nuværende jordiske civilisation – vil nå til rumrejsestadiet. Der ses her bort fra jordnære satellit-stationer og den ene, måske lidt dubiøse månerejse (hvorfor har man f.eks. ikke formået – eller måske fået lov til? – at gentage månerejsen i løbet af næsten 50 år?).

Jeg tror nu efter moden overvejelse kort og godt ikke vi jordboere når at blive accepteret som værdige til at være ligeberettigede naboer med i givet fald langt mindre degenererede kosmiske naboer, forinden vi enten destruerer os selv i medfør af moralsk kollaps og intellektuel disharmoni resp. bliver ekstermineret som livsfarlige for vore omgivelser (forresten er moralsk depraverethed i høj grad smitsom; mange har sikkert truffet mennesker, som har haft en mærkbar moralsk nedbrydende indflydelse på dem?).

Årsagen til vor jordiske civilisations i store træk totale moralske kollaps er muligvis ret kompleks. Men måske lader den sig dog langt hen ad vejen forklare af en efterhånden opstået ubalance i vort intellekt og vor hjerne? En ubalance som måske først er kommet snigende, men efterhånden er accelereret evt. indtil det eksponentielle?).

Uden en effektiv fungerende venstre- OG højre hjernehalvdel, herunder en sund og effektiv kommunikation mellem dem, formår vi næppe at føle nævneværdigt ansvar for vore omgivelser. Dette er vistnok umiddelbart indlysende for alle med en smule kendskab til de dele?

Moral betyder ansvar for vort fælles kosmiske arvegods. Men den antagelse ligger nær, at de vestligt dominerede civilisationer, hvor vistnok næsten samtlige topledere er stærkt venstrehjerne-dominered, må siges at udgøre en på nuværende teknologisk højtudviklede tidspunkt akut fare for os selv og vore kosmiske omgivelser.

Et talende eksempel er magthavernes ageren – resp. mangel på ageren? – i sagen omkring CERN/LHC; d.v.s. The Large Hadron Collider ved CERN i Geneve. Læs venligst mere herom enten på eller (på dansk og engelsk) .

Det korte af det lange er, at LHC – som med sine ca. 27 km i omkreds er “the largest machine ever built by man” og lige så stor som omkredsen af en stor by – synes at være konstrueret, med eller uden overlæg, som en bombe; jeg har kaldt den en galaktisk bombe, iden den efter det oplyste i værste tilfælde kan gøre jorden til en nova (eller evt. supernova; en supernova lyser kortvarigt så kraftigt som en hel galakse).

En nova-eksplosion opnår typisk en ildkugle på omkr. 300 millioner km, d.v.s samme størrelse som jordbanes diameter omkr. solen. Hvilket igen ville betyde, at de indre planeter bliver forstøvet og solen sandsynligvis “blæst ud” eller “blæst væk”.

Man leger i LHC med quark’s, som er de hidtil mindste bestanddele af stof – “matter” – som man kender. Størrelsesforholdene er ganske enkelt uforståelig små: Der skal omtrent 1 million milliarder quark’s liggende tæt ved siden af hinanden til at række 1 millimeter (forøvrigt samme størrelsesforhold som for elektronen).

Intuitivt kan man måske godt fornemme, at så små ting nok er ret hårde. Alligevel vil man bruge LHC til at bomme dem sammen med så stor kraft, at de opløses og bliver “flydende”, den såkaldte quark-suppe. Denne suppe kaldes af nogle eksperter, herunder en førende forsker indenfor teoretisk fysik som Luis Sancho på, for det kraftigste og farligste sprængstof i universet; det hævdes, at såfremt tilstrækkeligt meget – og det er ikke ret meget! – bliver produceret ved CERN, vil det hurtigt synke ind i jordens jernkerne og foranledige en Nova.

Det konkrete problem i forb. med CERN er vistnok, at formodentligt samtlige ledende kræfter, hvad enten direktører eller videnskabsmænd, er stærkt venstrehjerne-domineret; det vil sige, at de menneskeligt set i mange henseender på en måde er børn – der måske i virkeligheden ikke aner hvad de laver? – ligesom små børn der leger med tændstikker oppe på loftet. De kan huske og håndtere en mængde detaljer, men i almindelighed ikke få øje på de mønstre, man kun kan se fra et “holistisk” fugleperspektiv.

Ad. 5. Tænkeligt ønsker redaktøren af nyhetsspeilet ikke kommentarer fra danske læsere? Er dog måske mindre sandsynligt?

Summa summarum. Jeg kan for så vidt godt forstå, såfremt redaktøren af ikke ønsker min kommentar fra. 22.ds. vist på sin site; men i.t.v. kun såfremt han bestyrer en false-flag site og f.eks. er en ganske almindelig CIA/Mossad/MI6-puppet, hvoraf der jo går “a dime a dozen”.

Der har forøvrigt været forholdsvis stille omkr. LHC de seneste måneder; skulle monstro “nogen” af TPTB evt. have forstået faren helt eller delvist? Jeg sendte i beg. af 2015 ovennævnte blogindlæg

som eMail til en række danske og nogle udenlandske nyhedsorganer, samt endvidere til de fleste ambassader i Danmark. Kan det være muligt, at en eller anden resp. nogen af de ansvarlige TPTB’ere har set lyset, anet uråd og aktiveret nødbremsen?

I så fald har vi hermed måske også forklaringen på, at regering og efterretnings-mafia fortsætter med at gøre sit yderste for at “rydde mig af vejen”. Dette har hidtil, som nogle af de ærede læsere vil forstå (jf. links nedenfor *), været op ad bakke for magtmafiaen, vel p.g.a. at jeg som andre “gamle veteraner” er svær at fange (“old soldiers never die”), men især naturligvis, at jeg ofte er blevet advaret via min clair-voyance.

Derfor et det måske ligefrem blevet en mantra eller besættelse for magt-mafiaen, at senest når jeg SKAL opereres for min lyskebrok, så SKAL jeg ekspederes til de evige jagtmarker. For alt i verden må ingen vide, at the TPTB har været lige ved “to blow the Sun and the Earth out of the Heavens”.
Nice people!


*) links


Update 23.sep./24.okt.2016: Den 23.sep. blev jeg ringet op af en elskværdig medarbejder fra UdbetalingDanmark, som kunne meddele mig, at man efter min forespørgsel desangående havde gennemgået min ansøgning på ny og derhos fundet en fejl. Den var nu godkendt og jeg ville få efterbetalt boligydelse fra og med maj md. 2015. Dette er også sket allerede d. 27.sep.2016.


Posteret 01.sep.2016/Opdat. 10.sep.2016

Posteres sideløbende på og

Kig også forbi

Portrait Sitting With Bernhard Shaw – The Photographer

(16.aug.2016) Vi vil idag kaste et blik på 10 billige bøger, som jeg erhvervede en af de sidste dage i det nu afsluttede hollandske bogudsalg på Kultorvet her i Hovedstaden. Lad os altså se, om man i dagens København endnu kan få en “fornuftig” bog for en 5-er.

1. HOLGER DRACHMANNS UNGDOM. Af Paul V. Rubow. Kh, 1940, Munksgaard, 229s. Hæftet.
2. HOLGER DRACHMANN 1878-1897. Af Paul V. Rubow. Kh, 1945, Munksgaard, 228s. Hæftet.

Der er tale om de to første bind af Rubow’s 3-bindsværk om Drachmann fra forfatterens mere modne år; Rubow er aargang 1896. Begge bind er pæne og velholdte, første binds titelside prydes af en sentens af La Rochefaucauld: “Qui vit sans folie, n’est pas si sage qu’il croit”.

En og anden vil måske synes, at det er da “folie” af undertegnede ringhed at kaste mig over et digert værk om en – vistnok næsten udenlukkende – skønlitterær forfatter, også uagtet samtiden regnede ham for “utvivlsomt den største forfatterbegavelse, vi nu har” (bd. 2, s.116). (Og det er da også sikkert nok, at jeg ikke i.t.v. drømmer om at læse nogen af Drachmann’s poetiske- eller prosa-fortællinger fra ende til anden).

Forklaringen er naturligvis, at Rubow vistnok må forventes ikke alene at omhandle Drachmann, men tillige en god bid af det litterære miljø og kulturelle parnas i Danmark i den omhandlede periode. Og kan man i det stykke mon have en dygtigere og mere elskværdig guide end samme dr. Rubow?

Her er en lille smagsprøve (bind 2, s.72):

“Vinteren 1880-81 blev forskrækkelig hård, og digteren fik at mærke, hvor kuldskær han var. Som et minde om den hårdeste måned står den lille skitse “DA ISEN SKRUEDE”, dateret Vedbæk 7.febr.81, trykt i Ude og Hjemme og siden i SMÅ FORTÆLLINGER, og ledsaget af digtet “FORAN ISVOLDEN” samt to prægtige tegninger.

“Isskruning var, som vi allerede har set, en af digterens aandelige livretter. Denne skildring af, hvordan isen tager brohovedet, hører til hans allerbedste prosastykker.

“Et vidne til familien Drachmanns husliv paa denne tid var Karl Gjellerup, i hvis kendte, berygtede digtsamling RØDTJØRN der findes et interiør fra Taarnhøj, dateret i februar 1881 og oprindelig trykt i Dags-Avisen. De to kvinder her skildres, er Emmy og hendes tvillingsøster Valborg, som en tid boede hos Drachmanns, og efter at have ægtet grosserer Nissen, havde bopæl i nærheden af dem i Vedbæk. Gjellerup var endnu helt selvstændig efteraber af Georg Brandes og Drachmann.

“En anden god ven var dr. Scheuermann og hans hustru fra Hørsholm, belæste og musikalske mennesker. Blandt Vedbæks beboere omgikkes man særlig kromanden Jens Larsen (d. 1921), i kroen fandt digteren stof til sine søhistorier.

“En meddeler af en egen art var toldassistent Christoffersen, af hvis mundtlige geni der er bevaret en smule i TOLDASSISTENTENS FORTÆLLINGER, i SMAA FORTÆLLINGER 1884.

“Opholdet i Vallerød og Vedbæk med de stadige udflugter til Rungsted gav digteren meget stof til hans fortællinger. Navnlig er samlingen VILDT OG TÆMMET rig paa motiver fra Vangaa, som han kalder fiskerlejet (Rungsted).

“Det gælder om disse historier som om de tidligere, at de endnu virker indtagende ved deres livsfriske opfattelse af menigmand. Stadig tillader digteren sig at indlægge rundt om stemninger og repliker, som ikke helt kommer paa de indfødtes regning.

“Ligesom fiskernes betragtninger paa vraget i EN NUTIDS SAGA undertiden er sufflerede af forfatteren, saaledes er f.ex. den gamle Elias, fiskerlejets konge i SKRAAPLANER, i nogen grad en litterær figur. Der er noget stort og tragisk i hans kamp mod forfaldet blandt fiskerbefolkningen, men ganske realistisk er typen neppe.”

3. DANSKE FOLKEMINDER. Udvalgte Afhandlinger og Artikler af Hans Ellekilde. Kh.,1961, Rosenkilde og Bagger, 229s. Hæftet.

Fra indholdsfortegnelsen: Sommer i by i Nordsjælland. – Træet på Tis Eng. – Odinsjægeren paa Møn. – Sagntypen den begravne Havmand. – Folkesagnene om Niels Ebbesens hjemsted. – Nordsjællandske Folkesagn om Dronning Margrethe og hendes Forældre. – Svensken for Nexø 1645. – Jens Glob den Haarde. – Herregaarden Lindenborgs Sagnhistorie. – Sidsel Jensdatter.

Umiddelbart efter stykket “Svensken for Nexø 1645″ bliver vi sendt til rigets diametralt modsatte hjørne Thy og Hanherred, i stykket “Jens Glob den Haarde” (optaget fra Historisk Aarbog for Thisted Amt 1933).

Globernes sædegaard regnes vistnok at være Vesløsgaard på Hannæs i Vester Hanherred. Fra artiklen gengives følgende lille stykke (s.147):

“I al fald ændredes stillingen for biskop Oluf, da Jakob Erlandsøn Palmesøndag 1254 var blevet indsat som ærkebiskop i Lund. I processen mod Jakob Erlandsøn 10 år senere lykkes det på et tidspunkt af processen for kongepartiet at udvirke et skarpt tilrettevisningsbrev til Jakob Erlandsøn fra Pave Urban den Fjerde.

“I dette brev, udstedt d. 4.april 1264, opføres det blandt meget andet paa Jacob Erlandsøns synderegister, at han har gennemført indsættelsen af biskop Oluf af Børglum imod Pavens vilie. Det hedder i dette Pavebrev om ærkebispen:

“Hvor hørig og lydig du fremdeles har vist dig og stadig viser dig imod os og Pavesædet, ses tydeligt af din fordømmelige adfærd i sagerne angaaende Børglum og Aarhus kirker i sin tid, da disse stod ledige.

“Ti over den ene af dem, Børglum, indsatte du tværtimod Pavestolens bud og bestemmelse en vis Oluf, der var stærkt i vanry for adskillige grove forbrydelser, og til den anden kirke, Eriks aabenbare avindsmand – han siges nemlig at have ryddet Kongens fader af vejen ved gift – og det, mens valget af vor ærværdige broder, Bisp Tyge af Aarhus, endnu henstod uafgjort ved Pavestolen.”

4. SHAW THE VILLAGER AND HUMAN BEING. A Biographical Symposium. Assembled and narrated by Allan Chappelow. NewYork 1962, Macmillan Co. 354 s. Hardcover, m.originalt omslag. Ill.

Indeholder o. 55 korte stykker om Shaw – i form af en erindring, iagttagelse eller anden meddelelse. En morsom og flot bog for en 5-er.

Det første indlæg, af Chappelow himself, omhandler for en stor del sidstnævntes erfaring med at fotografere Shaw i 1950. Her en smagsprøve (s.11f.):

“Well, what do you want? he asked.

“I want to take a photograph, I replied, as I did of Sidney and Beatrice Webb, H.G.Wells, and Gilbert Murray. I know you hate being photographed nowadays – but…may I take just one – please?

“You have the ckeek of the devil, he said.

“I replied that I was the Devil’s Disciple, so what did he expect? He chuckled, then burst out laughing. What sort of camera do you use? You haven’t got it with you.

“I produced it shyly from my pocket and he took it from me and began to make a close examination of it. He then asked many technical questions which revealed that his old interest in amateur photography was still very much alive.

“What make is it? “A Voigtländer. “What model? “A Voigtländer Vito.

“A Vito? I have seen it advertised in THE AMATEUR PHOTOGRAPHER. How many pictures does it take on a film, thirty-six? “No, twelve.

“Only twelve? That’s useful. My camera is a Zeiss Contax. It cost me £150. It takes thirty-six. That’s no good. It takes a long time to get a film finished. Then he went on to tell me about his book BERNARD SHAW’S RHYMING PICTORE GUIDE TO AYOT SAINT LAWRENCE, illustrated with his own photographs, to which he was then putting the finishing touches.

“I told him I had once possessed a Contax too, but liked the larger negative size, 2-1/4 inches square, as against the 35mm of the Leica and Contax. He seemed impressed with this.

“Next he asked: Which is the shutter release – oh, here – I mustn’t press that. Has it got a rangefinder? (it had) – let me see. He put the camera to his eye. What an extraordinary sensation it was as George Bernard Shaw took off those curious spectacles of his and peered through the rangefinder windows and focussed the camera on – ME!

“Then he experimented with various other controls. His features lit up with an expression of child-like wonder and fascination as he did so. (“Compur shutter? – Mine is focal-plane. SKOPAR – is that a good lens? I can see it’s coated.”)

“At length, his curiosity abated, he handed it back to me with evident satisfaction, and said briskly, – You can take as MANY photographs as you like. Where would you like me – indoors, or out? (AND I HAD COME WITH ONLY HALF A ROLL OF FILM, so little hope of success had I).

“I was overjoyed. Hesitatingly I said “Indoors,” thinking that this would be more convenient for him; but before I could finish the sentence, he broke in: “Take some in, and some out”. I could scarcely have had a more helpful and co-operative sitter.

“He got up and walked over towards the bay window, in the semicircle of which were about fifteen bronze busts or full-length statues. I will draw the curtain if you like, he said.

“No – just stand where you are. It will make a good back-ground, I replied. He smiled genially, and I took my first picture.”

Blandt de øvrige indlæg i SHAW THE VILLAGER bl.a. af Shaws chaufør gennem 31 år, hans husholder, postbud, naboer m.m.fl. Men opgaven idag er at fortælle lidt om 10 billige bøger, og jeg må beklageligvis lægge Shaw væk for nu.

5. AF MIT LIVS OPLEVELSER – 1880-1948. Af Anton Andersen. J.Jacobsens Boghandel Skjern, 1948. 47s. Hæftet.

Anton Andersen var købmand i Rækker Mølle, en stationsby beliggende mellem Skern og Herning. Men han stammer fra Thy, født og opvokset i Hunborg. Da jeg og mine søskende er født og opvokset i en landhandel i den nordenfjordske – Øsløs Brugsforening på Hannæs – vil jeg ikke undlade at gengive en smule af første kapitel – Min Barndom samt kapitel 4: Noget Ved Siden af:

“Jeg er født 1. februar 1880 i Hundborg i Thy. Mit hjem var et hus med tilhørende 14 Vi børn fik tidlig lært at bestille noget, idet der ikke var alt for gode økonomiske kaar til stede.

“Tidlig måtte vi ud at tjene. Mine forældre selv sled i det. Min far havde i lang tid hyre som mælkekusk til mejeriet, og foruden at passe bedriften handlede han med fisk, som han hentede i Vorupør.

“Selv om der i vort hjem ikke var rigdom til stede, led vi ingen nød, langtfra. Altid var der nok at spise, og maden var god og veltillavet. Med tøjet gik det ogsaa, men det var nu ikke altid morsomt at være nr. 6 i rækken af søskendeflokken, hvilken placering var min.”

Fra kapitel 4, Noget Ved Siden Af (s.10):

“Fra jeg var 7-8 aar gammel, stod min lyst til handelen, til at komme i købmandslære. Naar jeg talte om dette med mine forældre, slog de det altid hen. Det blev betragtet som noget “ved siden af”.

“Alle mine søskende var ved landbruget, det var da saa ligetil, at ogsaa jeg skulde gaa den vej. Men aldrig har jeg haft hverken lyst eller evne dertil. I foraaret 1896 fik jeg af mine forældre lov til at komme i handelslære, og da jeg kunde “komme ind” i Snejstrup, en lille by i Hundborg sogn, begyndte jeg ved handelen dér hos købmand A.L.Andersen d. 1.maj 1896.

“Hvor var det herligt. Tænk, at komme til at ekspedere; hvor var jeg glad for at begynde. Det var nu ellers en streng plads, og mine kræfter var ikke særlig mange. Jeg var lille af vækst; min ældre og en del større broder drillede mig godt, inden jeg begyndte paa handelen, bl.a. ved at sige. “Anton, du er så lille, du kan ikke se over disken. Du maa have en lille trappe, du kan løbe opad en gang imellem og raabe; Er der nogen kunder”. Det var jo ikke pænt sagt af min bror!

“Vi begyndte ret tidligt – om morgenen lukkede forretningen op kl. 6-6.30, og lukkede den først kl. 11 om aftenen ((Forresten præcis samme arbejdstid min far havde i 1960 i Banegaardskiosken på Rungsted Station – kl. 05.30 til 22)).
Om søndagen begyndte vi samme tid, arbejdede saa til kl.9-9.30. Naar saa kunderne var forsvundet, forestod der et oprydningsarbejde, men vi var færdige med butikken og var klædt om, til vi skulle spise til middag ved 12-tiden.

“Saa var vi fri til kl.4. Ved den tid aabendes forretningen igen indtil kl.8 om aftenen og søndag eftermiddag var det mest unge mennesker, der fyldte butikken. Så handledes der om piber, urkæder, lommeknive, punge m.m.

“Betegnende for den tid var det, at prisen paa de dele altid var sat saa højt, at der kunne “prides”, slaas af, hvilket i regelen skete. Endnu mindes jeg, hvor jeg syntes, det var skammeligt, at den, der stolede paa os og betalte, hvad der blev forlangt, blev forfordelt, uretfærdigt behandlet. Men det var almindeligt den gang.”

Der er jo ikke som ved bogen om Shaw tale om “en morsom og flot bog” men absolut for undertegnede en “morsom lille” bog. Forøvrigt vel et ærketypisk udsalgsbogfund: Ingen aner den eksisterer, hverken boghandler eller den potentielle læser; den bliver med sikkerhed ikke listed i, men i givet fald nok hurtigst muligt makuleret?

6. EN JYDSK KULTUR-PERSONLIGHED. EN BOG TIL RICHARD GANDRUP. Aarhus, 1955, Søren Lunds Forlag. 175 s. Hæftet.

Fra indholdsfortegnelsen: Jul. Bomholt: Den Sprængte Idyl. – Martin A. Hansen: Kuling over Vandfuld Herred. – Hans Povlsen: Limfjordsdigtere. – Thøger Rasmussen: Richardt Gandrup og musikken. – Hans Hartvig Seedorff Pedersen: Verset i Hverdagen. – Peter Skautrup: Hanherredsmål hos Gandrup. – Helge Topsøe-Jensen: Digteren Richard Gandrup.

Forfatteren er født 1885 i skolen på Aggersborg Rimme, nærmeste nabo til det i flere af mine tidligere indlæg nævnte Gøttrup sogn, Vester Hanherred. Han voksede op i Fjerritslev, hvor faderen var lærer fra 1887-1921. Fra boghandler Søren Lund’s biografiske skitse af Gandrup gengives (s.86):

“Hjemmet var stærkt præget af forældrenes mange interessefelter og blev samlingssted for åndeligt og kulturelt interesserede folk fra vidt forskellige kredse og milieu’er. Gandrup har i “Danske Hjem ved Aarhundredskiftet” (Hirschspung, 1949) selv givet en skildring af livet i Fjerritslev skole.

“Han kom her i nær berøring med den folkelige grundtvigianisme, hvis førstemand var frimenighedspræsten i Klim, Søren Anker Møller, og hvis grundstamme var bønder fra nær og fjern, der gennem højskoleophold i de unge år var paavirket for livet.

“Også Indre Mission havde fast tag i store dele af befolkningen, takket være den ejendommelige præst i Kollerup, N.P.Madsen, der skabte en omfattende vækkelse på egnen, og som Richardt Gandrup har givet en portrætskitse af i sin roman “Mørket”.

“De politiske bølger skyllede inde over hjemmet (den stoute venstrefører N.P.Madsen-Mygdal var faderens morbroder), og de fleste af tidens “bevælgelser”, afholdssagen, fredssagen, kvindesagen, husflidssagen, andelssagen og andre beslægtede sager optog forældrene, der begge hørte til de ledende i de respektive foreninger, der dannedes til sagernes fremme. Mange foregangsfolk udefra var hyppige gæster i hjemmet.”

7. FRA MIN BITTE-TID. En Kulturhistorisk Selvbiografi. Af Jeppe Aakjær. Kh, 1928. Gyldendal, 228 s. Ill, Indb.halvshirting.

Fra Jeppe Aakjærs velkendte erindringsbog, vistnok fast inventar hos landbefolkningen i Nord Jylland i mine forældre og bedsteforældres tid, gengives følgende smagsprøve (s.149):

“Det sværeste, der blev mig budt i denne tjeneste, var mit arbejde ved en mekanisk smørkærne, der var installeret i gaardens mælkekammer, og som dreves rundt ved et stort svinghjul, som jeg purk skulle holde i en stadig roterende bevægelse.

“De to trælkvinder, der byttedes til at dreje grottekværnen i det gamle oltidssagn, kan ikke have haft det strengere end jeg ved denne djævelske indretning.

“Den var omtrent af voksen mands højde, jeg maatte staa paa en skammel for overhovedet at kunne naa haandsvinget, der skulde føres rundt uafladeligt uden ophør for at piske smørret frem. Når jeg havde gjort en halv snes omdrejninger, drev min skjorte af sved.

“Om jeg standsede et øjeblik for at puste eller tørre den nedløbende sved bort fra brynene, var Anna strax over mig, det gik jo ikke an at standse midt i arbejdet, saa blev fløden kold og kærningen mislykkedes.

“Jeg græd i smug de afmægtigste taarer, men her hjalp ingen kær’ mor, arbejdet maatte føres til ende, og det kunne sommetider vare timelænge, før smørret viste sig, og jeg kunde faa min afsked.

“Dette gentog sig omtrent daglig. Der er aldrig blevet budt mig strengere arbejde; det sortnede for mine øjne og mine lunger gik som en blæsebælg; men jeg vilde ikke gi mig, selv om det knagede i mine sideben.

“Man vil forstaa., at jeg var glad, da sommertjenesten var tilende, og jeg atter vendte tilbage til mit hjem i Aakjær med 18 blanke kroner i min fregnede haand som udbytte af al min salte sved. Det var mig en bitter skuffelse, at far, da jeg kom hjem, tog alle de 18 kroner og bare gav mig en eneste tilbage igen. Jeg gjorde mig vistnok adskillige tanker, da jeg stod med denne ene krone i haanden som eneste vederlag for tre fjerdingaars endeløse slid blandt fremmede.”


De tre resterende titler må jeg lade ligge til et kommende indlæg.

8. KRISTINA AV SVERIGE. Af Oskar von Wertheimer (oversat fra tysk). Stockholm, 1939, Medéns Förlag. 300s. Ill. Indb. i Halvshirting.

9. CHARLES EDWARD STUART. The Life and times of Bonnie Prince Charlie. Af David Daiches. London, 1973, Pan Books. Paperback, 316 s. Ill.

10. SOPHIE, ELECTRESS OF HANOVER. Af Maria Kroll, London, 1975, 319 s. Paperback.


Cross-posted on and

Visit me on

En August Avis

(11.aug.2016) Igen idag har en venlig sjæl efterladt dagens BT her på McDonald’s på Kgs.Nytorv. Lad os hurtigt bladre avisen igennem for at se, om der evt. skulle være en vigtig eller rammende oplysning eller reportage, – forinden vi kaster over en pose 5-kroners bøger fra den nu snart afsluttede udsalgsrunde hos Vangsgaards på Kultorvet.

På forsiden meddeles, at en rig kvinde har købt grevinde Alexandras store, Øresundsnære Østerbro-villa. En oplysning, som vil være interessant for nogle eller endog mange, men som næppe kan siges at være overordentlig vigtig.

Side 2 meddeles, at Dronningen dropper det planlagte statsbesøget til Tyrkiet. Det er vel bare almindelig sund fornuft?

Side 4/5: “Asylansøgere hærger”; d.v.s. hjemsøger købmændene i Allerød, nærmeste station fra Livgardens gamle kaserne Sandholm-lejren, og hvor lovløse (og terrorister?) nu synes at have frit lejde? De gamle Livgardister må vende sig i deres grave.

Obs: Det bør altid være et faresignal, når og hvis vore forfædre må formodes at “vende sig i deres grave”. Husk på: Vi menneskebørn stammer (også) fra Guderne. Ergo uheldigt, hvis Gudernes børn væmmes ved os.

Side 5 er der én, som hedder Pia Allerslev, som har fået en ny kæreste. Big deal.

Side 6/7 omtales Alexandras villasalg nærmere; det væsentligste for os mandlige læsere må vel være, at der er tale om to nydelige og sexede “unge damer”?

Side 8: “DF vil stoppe asylansøgere og integration”; ja – talk is easy. Man kan vistnok ikke helt fri sig for det indtryk, at DF nu i nogen tid har befundet sig i den klassiske catch-22 situation; hvorved her forstås en situation så vanskelig, at kun helt exceptionelt modige og begavede strateger kan håndtere den optimalt, og altså træffe nogle “optimale” beslutninger.

Hvad en optimal beslutning konkret er, det er naturligvis til enhver tid negotiable. Men man kan vel sige, at det ikke er en optimal beslutning at være konfliktsky og håbe, at problematiske udviklinger korrigerer sig af sig selv?

Men forøvrigt er DF jo på ingen måde lige så – eller endog mere konfliktsky end som deres mentorer i ind og udland. Synes at være en meget udbredt sygdom på de bonede gulve, i synderlighed de bonede gulve, hvor “the white europeans” hører hjemme.

Når jeg siger sygdom, så er det jo fordi konfliktskyhed er en tilstand, som man på sigt dør af. Og den hvide europæers kultur og civilation er vistnok døende.

Side 10. Den Kgl. Mønt og Nationalbankens seddeltrykkeri lukkes; endnu en bid dansk identitet slettes: Den allestedsnærværende og effektive salamimetode.

Side 13. Her er der én, der hedder Lars Brygmann, som sælger huset efter en skilsmisse; another big deal.

Side 14. Lederen mener – så vidt jeg forstår – at Dronningen under ingen omstædndigheder bør besøge Tyrkiet; er redaktionen kanhænde blevet mærkbart mere negativ overfor Tyrkiet efter sammes tilnærmelser til Rusland? Må man i den forbindelse evt. forudsætte, at BT’s chefredaktion – i lighed med f.eks. vor Justitsminister? – danser helt og fuldt efter de US-amerikanske NeoCon’s pibe?

Side 15. Socialdemokraten Peter Hummelgaard har et kritisk indlæg om DF’s “asociale” politik. At dømme efter de af hans hidtidige debatinlæg, som jeg har set, er PH ellers i almindelighed både redelig og fornuftig; er forøvrigt ingen selvfølge hverken inden- eller udenfor borgen.

Side 19. Ghita Nørby overrasker igen med vild kjole af Nicholas Nybro. Pardon – søde Ghita – men det er dog en rædselsfuld kjole…

Side 21. “Børn misbrugt i australsk asyllejr”. Man kan læse mere om den globalt set vist meget udbredte misbrug af børn på hjemmesiden – som vistnok redigeres af søstre på en klosterskole i Skotland. Man erindrer i den forbindelse det her på blogen tidligere meddelte om, at der efter det oplyste forsvinder siger og skriver 800.000 børn sporløst hvert år alene i USA.

Til slut oplyses på side 26, at “Lina Rafn fik sit store folkelige gennembrud som dommer i X Factor”. Jeg slukkede for fjernsynet for nogle måneder siden, og håber ikke jeg får behov for at tænde for det igen med det første. Og i så fald finder jeg tænkeligt ikke lige straks ud af hvem og hvad bemeldte Lina Rafn og X Factor måtte være.

Summa summarum: BT er jo langt hen ad vejen en underholdningsavis, og som sådan bestemt ikke dårlig eller talentløs; blot synd, at enhver mainstream-avis når talen er om den store politik, altid må og skal efterplapre de US-amerikanske NeoCon’s ønsker, planer og paroler. Det er måske kun den nøgne nød, men det virker dog alligevel lidt talentløst.


Jeg vil gemme posen med dagens høst af 5-kroners bøger til næstkommende indlæg.


Posteres sideløbende på og

Kig også forbi

Danerne fra fødsel til død. H.C.Andersen. Hans Brix.

(29.7.2016/rev.31.7.2016) Idag fredag koster bøgerne i Kultorvets hollandske bogudsalg 20 kr. Juli måneds bogkonto har ganske vist allerede i nogen tid været nulstillet, men da vi pensionister netop idag får resat nemkontoen, mente jeg ufortrødent at burde tage hul på august måneds bogbudget, for så vidt der skulle være en enkelt bog af større interesse tilbage på hylderne.

Og “desværre” blev det også idag til en hel posefuld, blandt hvilke:

1. DANERNE FRA FØDSEL TIL DÅB. Af P.Engelhardt. Kh, 1980. Dansk Historisk Håndbogsforlag, 318 s., indbundet i forlagsbind og med org. omslag. Bogen er praktisk taget som ny.

Vangsgaards bogudsalg på Kultorvet har tilsyneladende været ret godt besøgt her i sommerferie ugerne, antageligt kommer der også en del turister forbi og “falder” ind ad døren.

Ikke desto mindre er der ingen Danmarks-historie interesseret “book-browser”, som har fundet anledning til at spendere 20-25 kr på Engelhardt’s vistnok langt hen ad vejen banebrydende arbejde om Danmarks oldtid og tidlige middelalder. Og det er for mig lidt af en gåde.

Man tænker sig til sammenligning, at en banebrydende Israelsk historisk undersøgelse af f.eks. De Fem Mosebøger kunne stå uænset gennem et næsten 2 mdr. langt hollandsk udsalg i Tel-Aviv. Ikke sandt – vistnok nærmest utænkeligt?

Man må altså endnu engang opkaste spørgsmålet: Opfatter det danske folk sig i virkeligheden ikke længere som et folk, en nation?

I så fald har vi jo ganske rigtigt – som forresten netop synes at være den mest udbredte holdning på Christiansborg? – ingen adkomst til at beholde vor frihed i vort eget land, fædreland med et umoderne ord; og ville være forklaringen på, at vi har så travlt med at falde over hinandens tæer for hurtigst muligt at forskertse nævnte vor fædrende arv: Frihed og land.

Fra omslagets inderside gengives:

“Dette studie… den eneste meget grundige og spændende – samlede beretning, der nogensinde er skrevet om dette emne… med utallige helt nye opdagelser og tolkninger… er skrevet gennem de sidste 15 år af en lærd 82-årig historieforsker og ingeniør.

“Det åbner op for mere end 250 års Danmarkshistorie (år 700-950) og beretter om Gorms forslægt og tiderne før, fra Kimbrernes udvandring ca. 115 år før Kristi fødsel og til Gorm d. Gamles død år 943.

“Forfatteren, P.Engelhardt (årgang 1898), kom i 1962 hjem til Danmark efter mange års virke som ingeniør i Sydamerika. Det irriterede ham, at historikerne – om Danmarkshistorien før Gorm den Gamle – sagde… og stadig siger: “Man kan ikke vide…”.

“Han påbegyndte derfor få år efter et 15 års studium, hvis resultater nu fremlægges i nærværende bog.

“Som ingeniør og gammel matematiker anlægger han helt nye betragtninger, om det skrevne er muligt… eller hvad, der sandsynligvis er sandheden.

“For at kunne læse de islandske håndskrifter og historiske beretninger, der synes at være samvittighedsfuldt samlede, navnlig “Olaf saga Tryggvasonar en mesta” – som ellers avvises som “litteratur” eller “noveller” – måtte han opfriske sit oldnordiske, som han havde lært i skolen før 1. verdenskrig. Middelalderlatin behersker han ikke til fulde, men han har kunnet arbejde sig gennem en latinsk tekst.

“Dette studie hævder ikke at fortælle den fulde sandhed om Danmarks og Nordens historie fra år 200 til Gorm d. Gamles død år 943 e.Kr., men ingeniør Engelhardt skønner, at der er mellem 66 og 90 pct. sandsynlighed for rigtigheden – forskelligt i de enkelte afsnit!

“Niels Bohr opstillede i sin tid sin atomteori på basis af, hvad man dengang vidste eller mente at vide. Den er senere forbedret og justeret flere gange. Forfatteren håber, at der også er nogen, der vil forbedre og justere denne bog og de nye historiske tolkninger og beregninger, som her for første gang fremlægges for offentligheden.”

Efter at have skimmet litteratur-henvisningerne bag i bogen er undertegnedes (foreløbig) eneste bekymring, at jeg ikke har fundet Peter Grove’s vistnok ikke mindre banebrydende studie “Danmarks Dåb” fra 1961 over Danmarks historie i folkevandringstiden (400-årene) anført som kilde.

2. EFTERRETNINGER OM DEN DANSKE OG NORSKE SØEMAGT. Udg. af H.G.Garde, capitain i Søe-Etaten. 1.bind (af 4). København 1832, På udg. forlag. 390s., samtidigt (noget beskadiget) halvlæderbind.

Bogen har desværre ingen indholdfortegnelse, men til gengæld et udførligt alfabetisk register.

Dette 1. bind skal vistnok forstås som en indledning til det egentlige værk, som først starter ved år 1700 og Frederik 4. regering.

Bogen starter med en ca. 25 sider lang oversigt over hvad man dengang vidste om den danske sømagt fra de ældste tider til skibskanonens indførelse i flåden. Dette siges at være sket med –

“Peder Skram, som commanderede den forenede danske, svenske og preussiske flaade i den, ved kong Christian den 3.dies thronbestigelse opkomne, saakaldte Grevens Feide i aaret 1535, – kan regnes for den første danske adminral, der førte en med kanoner udrustet flaade. Denne bestod af 11 danske skibe, som vare stillede af Rigets hofmester Mogens Gøe og af biskopperne.”

Er det ikke også en smule løjerligt, at man kan købe et så forholdsvis sjælden “kildeskrift” for en flad tyver? Det er ganske vist kun bind 1 af 4, men kan sagtens læses for sig.

3. TENDENSER. Af Paul V.Rubow. København 1944, Gyldendal, 272 sider. Oplag 1000 ex. Hæftet.

Jeg forstår ikke, jeg har kunnet overse – eller var lige ved at overse – denne samling kritiske essays fra min yndlingsforfatter udi litteratur-kritikken. Jeg må idag nøjes med at gengive indholdsfortegnelsen, med samt en par smagsprøver:

Gammel og ny Litteraturopfattelse – Vergillius – Boccaccio – Montaigne – Nyt om Hamlet – Ludvig Holberg – Johannes Ewald – Jens Baggesen – Steen Steensen Blicher – H.C.Andersen og hans Eventyr – Vendepunktet i H.C.Andersens digterlig – En Digters Bazar – H.C.Andersen-Forskning – H.C.Andersen som Selvbiograf – Fra Saxo til Brorson – Professor Brix’ Analyser – Professor Brix’ problemer – Kejseren og hans Minister – Pascal på Dansk – Mirèio – Anatole France – Daudet om Clemenceau – En Bog om Bibelen – Kundskabens Træ – Kain og Abel – De tre Fortællere i Første Mosebog.

Smagsprøve fra Fra H.C.ANDERSEN-FORSKNING:

“Der findes andre afhandlinger af Topsøe-Jensen – om H.C.Andersens kreds i Paris 1833, om hans rejseunderstøttelse 1841, en fuldkommen grotesk historie, man maa selv læse den – i Personalhistorisk Tidsskrift.

“Hvorfor læser saa faa det tidsskrift? Det er dog et af vore bedste, og hvad det indeholder, er i regelen 1) nyt, 2) sandt og 3) kortfattet. Her gør man f.ex. bekendtskab med vor personalhistories Homeros, H.G.Olrik.

“Han er som et levende lexikon eller et stort overflødighedshorn, hvoraf kundskaber vælder ud. Gerne skrev den næsten alvidende mand samtlige danskes historie fra de ældste tider. Hans stærke (og svage) side er den ubegrænsede interesse for baade store og smaa størrelser; det jævne menneskes skæbne kan jo være lige saa mærkværdigt som berømthedens!

“Derfor er hans undersøgelser fulde af sidespring, noterne er lige saa righoldige som teksten; han kan være svær at følge, men det lønner sig! I sit mest glimrende lys viser han sig, stillet overfor de stejleste og vanskeligste opgaver, som nu i hans sidste afhandling: Om personer af H.C.Andersens mødrene slægt, i samlingen Andersiana, andet bind.

“Skønt Andersens familieforhold allerede er behandlet to gange, og det baade grundigt og skarpsindigt skulle jeg mene, af arkivar G.L.Wad 1903 og af professor Hans Brix 1907, har Olrik kunne fremdrage en række højst forunderlige kendsgerninger, der kaster et lys over den sump, digteren var groet frem af:

“Vi lærer hans mormoders liv at kende, faar et helt andet syn paa moderens stilling end før, hører om digterens moster, der var velmeriteret bordelværtinde i Borgergade, og om hans søster Karen, der døde 1846 i samme gade og i usle kaar.

“Hun blev begravet under et forkert navn paa de fattiges kirkegaard – elskeren stak af fra begravelsen, og hendes broder vidste ikke noget om den. I Borgergaden har Olrik også påvist to kusiner til digteren, men om deres videre skæbne ved han – endnu – ikke besked.

“For at naa saadanne resultater maa man ikke alene have kundskaber, metode, kombinationsevne og snarraadighed, men ogsaa en mere end sædvanligt udviklet taalmodighed. Olrik gaar gerne en mandtalsliste for hovedstaden igennem for at finde eet navn. Og baade navne og aarstal i kilderne kan være forkerte.

“Aldersopgivelser for kvinder i det 18. aarhundrede kan have en rigtighedsbredde paa over 20 aar – Andersens bedstemoder opgiver sig født fra 1734 til 1755. En fynbo, som Andersen kalder Hans Strue, viser sig at have heddet Hans Drud (det letter ikke efterforskningen!), en handskemagersvend ved navn Jørgen Rasmussen, søn af aftakket dragon Rasmus Iversen, kommer i de gamle dokumenter til at hedde Sieverts, og det er godt, man nu veed det, for det havde da kun en Olrik fundet ud af!”


“Bogens mest underholdende parti turde vistnok være en afhandling om DEN ÆLDSTE DANSKE “ORIGINALE” ROMAN, “Den beklædte sandhed”, et miskendt stykke fiktionsværk, som nylig er blevet framdraget i en doktordisputats.

“Brix har efter sin vane snuset en historie op, som ligger bagved, dechiffreret den nøgne sandhed bag ved den beklædte. Romanen skyldes en dame, Margrete Lasson, som unægtelig ikke har været meget original. Hendes litterære forbilleder var frk. Scudéry’s uhyre nøgleromaner af heroisk tilsnit, “Den store Cyrus” og lignende.

“Ligesom Søren Kirkegaards æstetiske skrifter, der jo ogsaa har en dybere mening, er frk. Lassons bog omsvøbt af forskellig mystifikation. Manuskriptet foregives at være skrevet med runer og munkebogstaver. Og det er fundet mellem Dalum Klosters sjunkne mure. Det er naturligvis ikke hendes egen historie, hun meddeler kun, hvad der er blevet hende fortalt, etc., etc.

“Historien foregaar del i Persien, del i det land Nalis eller Nales, som læst bagfra giver Silan/Selan, hvormed atter menes Danmark, dels endelig i Italien. I dette sidste land opholder sig paa kong Servius Tullius’ tide en landflygtig princesse, der elsker en prins, hun aldrig har set, paa det blotte kontrafej.

“Handlingen er galant og heroisk; efter renæssancetidens smag kendtes en romans bonitet paa, at den var rigtig indviklet. Flugt, misforstaaelser rivaliteter, hyrdeliv, langvarig adskillelse, genforening, lykke, sørgelig udgang, der dog ikke synes obligatorisk.

“Saadanne bøger var allerede paa mode i Shakespeares dage og ligger bag ved hans romantiske dramer, men i begyndelsen af det attende aarhundrede, da Margrete Lasson skrev, var de blevet forældede.

“Formen egnede sig, af mangel på logik og natursandhed til indsmugling af al mulig samtidssladder, og selve titelen for fortalen antyder, at man vil finde noget af den slags.

“Professor Brix sætter nu forskelligt af bogens stof i forbindelse med tildragelser i det danske kongehus. I 1708-09, den slemme vinter som bragte slagene ved Malplaquet og Poltava, rejste Kong Frederik d. 4. til Italien og mødtes, efter Brix, i Hamburg med en betroet mand, som meddelte ham hans farbroder, Prins Jørgens eller Georgs død i England.

“Denne fandt virkelig sted den 8. nov. 1708. Og dette har givet anledning til, at man sysselsatte sig med hans ungdomshistorie. Han skal i sin tid have været lige ved at blive gift med Princesse Amélie af Tarent, men foretrak dog den stuartske Princesse Anna, der virkelig blev Englands Dronning.

“Brix identificerer med sædvanlig snedighed helten Leonque med Prins Jørgen, Diana med Dronning Anna, Sidamiris med Prinsessen af Tarent, heltens ven Drogan med Grev v. Plessen. Heltindens veninde Cordelisa med Hertuginden af Marlborough (hende med vandglasset), og endnu flere personer.

“Endog nogle af de mindre romantiske begivenheder i bogen lykkes det ham at bringe paa historisk plads. Men en nøgleroman efter vore dages begreb er bogen for saa vidt ikke; den heroiske smag fordrede et stort apparat af fri opfindelse og kun løse traade af hofsladder som midler til at holde den aktuelle interesse vedlige.

“Naar Brix er kommen til ende med saadan en analyse, saa kan han ikke dy sig længere. De fleste andre forskere ender med at blive sure, humøret aftager kendeligt under det møjsommelige pille- og kombinationsarbejde. Men Brix bliver bedre og bedre oplagt, og han kan ikke slutte en undersøgelse uden et lille udbrud af følt begejstring.

“I “Den beklædte Sandhed” er der jo ikke meget at raabe hurra over. Alligevel finder denne aldrig trættede litteratur-entusiast noget at rose den for: “Den er et litterært kuriosum, men uimodsigelig som saadan virkelig ogsaa meget kuriøs. Og den vil trods alt blive erindret af forskningen, naar hundreder af danske romaner og fortællinger fra denne nærværende litterære alder er døde og begravede for al evighed.”

“Der er noget højst indtagende ved denne kærlighed til den ældre litteratur hos en mand, som i over en menneskealder har skrevet vognlæs af upartiske recensioner over vort aarhundredes bøger. En saadan forening af helt moderne kritisk interesse og lærd liebhaveri til svundne tiders selv mest uanselige bøger, det er dog en stor sjældenhed!

“Denne muntre forsker og forfatter, som aldrig pukker paa sin autoriet og kækt giver sig i lag med stadig nye og forskelligartede opgaver, fortjener sandelig den hyldest, som litteraturens folk med glæde bringer ham”.




Posteres sideløbende på og

Kig også forbi

Struensee. Den Gådefulde Stendhal. Fransk Prosa.

(20.07.2016) På lørdagens loppemarkeder fandt jeg ved Svanemøllen station et prægtigt fotostativ for 150 kr. Det er faktisk mit yndlingsstativ, som jeg har brugt identisk igennem mere end to årtier, og som nu er slidt op.

Det her omhandlede SLICK-stativ er netop så stabilt, at det uden problemer holder en Hasselblad eller en Linhof 9x12cm. Og dertil er det usædvanligt let, jeg tror omtrent så let som et supermoderne kulfiberstativ?

Så ret beset burde jeg have benyttet det flotte danske sommervejr, som nu igen har meldt sin ankomst, til at indvi det fine og iøvrigt meget velholdte stativ. Men nogle gøremål hjemme betød at jeg blev forsinket så meget, at jeg valgte at opgive fototuren for idag.

I stedet spadserede jeg en af de sædvanlige ruter ned gennem minefelterne ved Kultorvet og Helligåndshuset. Idag koster bøgerne på Kultorvet 30 kr og i Helligåndshuset 15 kr. Så jeg valgte at kigge ind til Nordisk Antikvariats hollandske udsalg sidstnævnte sted.

Efter at have skannet omved 80% af de relevante bøger, mente jeg for en gangs skyld at kunne forlade denne lastens hule uden at falde i vandet. Men alligevel kom jeg afsted med 5 bøger:

1. DAS GROSSE WÖRTERBUCH DER MUSIK. Af Ferdinand Hirsch. 2. opl. Berlin 1987, Verlag Neue Musik. 544 s.

Der må altså være tale om en DDR-produktion, men bogens håndværksmæssige kvalitet lader intet tilbage at ønske. Smukt trykt med letlæselige typer og smukt og solidt indbundet i helshirting.

Forøvrigt er bogen tænkt som en gave til en af mine musikuddannede slægtninge. Om disse herskaber vil værdsætte en opslagsbog med forklaring på tysk vides dog ikke, omend tysk sprog vist er ret udbredt i musik-kredse?

2. A DICTIONARY OF ENGLISH SYNONYMS AND SYNONYMOUS EXPRESSIONS. Af Richard Soule. Rev. by Alfred Dwight Sheffield. London 1938/1974. 614s.

Med hensyn til ordbøger er opgaven ofte at finde netop det rette kompromis mellem udførlighed og håndterlighed. Måske dækker denne synonymordbog netop mit ofte følte behov for den rigtige engelske synonym? Men svært at sige allerede nu, time will show.

Bogen er har en lidt tarvelig indbinding, d.v.s. shirting-lignende pap-bind. Men er dog yderst velholdt udvendig såvel som indvendig, samt med letlæselige typer og lay-out.

3. PROSAENS KUNST – DEN FRANSKE KLASSISKE TRADITION. Af Paul V. Rubow. Kh, 1938. (Festskrift udg. af Københavns Universitet). 104 s. hæftet.

Når man så småt er begyndt at kigge på den franske litterære guldalders store navne; eller rettere er begyndt at læse lidt OM dem (jeg læser som sagt ikke fiction an sich), så kan man vistnok med rette betragte dette udadtil ydmyge hæfte som et lille scoop.

For det første er man generelt i godt selskab med Paul Rubow. For det andet giver han – og formodentlig også her med sin suveræne evne til at ramme det væsentlige – korte (ca. 4 til 20 sider lange) karakteristikker af klassikernes prosastil.

Man slipper altså for at blive trukket igennem denne eller hin romans handling – som med mine (maskuline – romaner læses vist oftest af feminina?) øjne som regel er omtrent så ligegyldig, som når Lotte Heise lørdag aften fortæller minutiøst om diverse operaers komplot-ligegyldige (sorry!) handlinger.

Efter ca. 10 siders indledende bemærkninger omhandles Pascal, La Bruyère, Fénelon, Voltaire, Vauvernargues, Buffon. Glæder mig til at kigge lidt nærmere på hæftet.

4. DEN GÅDEFULDE STENDHAL. En Kritisk Biografi. Af Eric Danielsen. Vindrose, Kh, 1999. 237s.

Betragter jeg ligeledes som et heldigt fund; hvilket kommer sig af, at jeg – da bøgerne kostede 25 kr i Helligåndshuset – købte Stendhal’s 2-binds “rejsebog” fra Rom, PROMENADE DANS ROME (1829). Samt hans 3-binds rejsebog fra Frankrig MÉMOIRES D’UN TOURISTE (1838), købt hos Vangsgaard på kultorvet, da bøgerne forleden kostede 35 kr (forøvrigt i en smuk, uopskåret udgave fra 1920’erne).

Jeg er begyndt at læse lidt i disse to “rejsebøger” af en af det franske sprogs store mestre, fra dennes mere modne år. Og derfor er en baggrunds-uddybende “kritisk biografi” naturligvis velkommen.

Bogens 237 sider vil blive noget reduceret for mit vedkommende, idet jeg efter min tilbøjelighed naturligvis nødes til springe over forf. tilsyneladende omstændelige redegørelser for “the plots in the fiction”.

5. FRA STRUENSEETIDEN. Af Dr.Med. Victor Lange. Ill., Kh, 1926, Jacob Lunds Boghandel. 270s. Hæftet.

Bogen er udadtil lidt slidt, men dog endnu sammenhængende og fuldt ud brugbar.
Bogen har undertitlen: “Personer, forhold og begivenheder i aarene 1768-72 og den nærmeste tid derefter”.

Jeg har i de unge år hørt mangt og meget om Struensee et al, idet vor historielærer i realklassen i Hørsholm kommuneskole (1960-61) H.C.Rosted jo var ekspert og har forfattet flere bøger og skrifter om tiden og især Hørsholm Slots historie.

Desuagtet kan jeg ikke sige, at tiden, stedet og personerne hidtil har kunnet fange min interesse. Men denne afhandling synes at byde på noget særligt; d.v.s. at den vistnok forsøger at belyse historie og mennesker på en særlig alsidig måde; jeg tvivler umiddelbart ikke på, at mine 15 kr er givet godt ud.


Posteres sideløbende på og

Kig evt. også forbi

13.7. and The Fine Structure Constant.

(13.7.2016) I sidste uge omtalte jeg den “massive” klage, jeg i juli md. 1990 sendte til Folketingets Ombudsmand. Da jeg hin slidsomme sommerferie for nu 26 år siden havde lagt sidste hånd på det lange følgebrev, og skulle skrive datoen på, opdagede jeg at det var den 13.7.

I de år vidste jeg ganske vist så godt som ingenting om esoteriske emner. Til gengæld vidste jeg fra velunderrettet hold, at en basal kosmisks konstant, hvori tallet 137 indgår, af mindst een topvidenskabsmand betragtedes som nærmest et “magisk” tal.

Jeg havde fra min studentertid liggende den amerikanske fysiker Richard Feynman’s store, røde lærebog i fysik for universitetsstuderende: The Feynman Lectures (og har den måske endnu somewhere?). Blandt meget andet omtaler Feynman heri også “the fine structure constant” – alpha.

I denne “alpha”-konstant optræder tallet 137, idet alpha er lig med 1 divideret med 137 (når afrundet uden decimaler, eller 137.035999 med de første 6 decimaler).

Andetsteds har jeg på et tidspunkt læst, at alpha repræsenterer forholdet mellem lysets hastighed og en elektrons hastighed omkr. atomkernen; og det har Wikipedia netop kunnet bekræfte som værende den oprindelige fortolkning af fyrikeren Arnold Sommerfeld, som i 1916 introducerede alpha i den teoretiske fysik.

Senere hen har konstanten vist sig at have mange andre “funktioner”. Men sagt på jævnt dansk, så udsiger den bl.a., at en elektrons hastighed omkr. atomkernen – i elektronens inderste bane – er omved 1/137 af lysets hastighed i det tomme rum.

D.v.s. i meget grove tal 2000 km i sekundet (eller ca. 8 millioner km/t). Og det er altså ret hurtigt, specielt når banens lidenhed tages i betragtning; man regner nemlig, at hvis man betragter elektronen som en punktformet partikel, som kan lægges side ved side, så skal der lægges 1 million milliarder elektroner tæt ved siden af hinanden for at række 1 millimeter!
(altså samme størrelsesorden som en quark, jf. ).

Den mindste atomkerne, som elektronen kan svirre omkring, er brintatomets kerne aka 1 proton. Protonen er ca. 3 størrelsesordner (eller 1000 gange) større end quarken og elektronen. D.v.s. der skal kun lægges 1000 milliarder protoner tæt side ved side for at række 1 mm!

Richard Feynman giver et sted udtryk for, at det synes et mysterium, hvorfor konstanten har netop denne størrelse; og han kalder den “a f***ing magic number”.

Så meget – og så lidt – “esoterika” vidste jeg i 1990; men jeg blev alligevel lidt urolig ved tanken om muligheden af, at nogle blandt Ombudsmands-institutionens belæste eller ligefrem lærde medarbejdere, evt. skulle have samme, specielle baggrundsviden.

Så jeg besluttede at bruge afpostningsdatoen 14.7. i stedet, og altså paradoksalt nok for ikke at blive mistænkt for at ville pynte mig med lånte fjer.

Nå men efter 26 år har vi altså endnu engang den 13.7., og endnu en dejlig dansk sommerdag. Og således foranlediget er jeg endnu engang krydset igennem minefelterne på Kultorvet og ved Helligåndshuset på Strøget her i København, hvor der i disse uger er Hollandsk bogudsalg.

I Helligåndshuset – ved Nordisk Antikvariat’s foranstaltning – er prisen idag 25 kr. Nordisk Antikvariat plejer stedse at have velfyldte borde med bl.a. fotografika og esoterika. Således også i denne runde, og jeg har p.t. hjembragt trende titler esoterika, som følger:

1. MEDITATIONENS HEMLIGHETER. Liv och tro hos lamorna i Tibet. Af Paul Arnold. Malmø, 1972, Berghs Förlag, 170s. Indb. med org. omslag. Oversat fra fransk af Marianne Hedenbro.

Bogens emne er vist ret godt antydet med titlen. Om forfatteren hedder det på omslagets inderside:

“Paul Arnold, bördig från Alsace, ägner sig först åt studiet av esoterismen i litteraturen och teatern, som han under femton år som chef för “La Revue Théâtrale” försöker styra mot andliga ämnen efter mönster av den österländska teatern, som han grundligt studerar. Sedan, under tio år av tystnad, utvecklar han själv de österländska tankarna”.

Måske er bogen alligevel lidt overflødig? Jeg har et par af Alexandra David-Neels bøger omhandlende hendes erfaringer i og med Tibetansk esoterisme; og jeg tvivler på man finder en forfatter med mere viden og forståelse, samt evne og vilje til at fortælle om emnet end netop hende?

2. THE MAYAN FACTOR. Path Beyond Technology. Af José Argüelles. Santa Fe, New Mexico, Bear & Company, 1987/1996, 224 s., r.ill.

Der synes at være tale om en meget kuriøs bog. Men også meget faktafyldt omend med fremmede alfabeter og begreber og derfor umiddelbart temmelig forvirrende. Men det ser ud til ikke mindst at dreje sig om at exponere Maya’ernes cykliske tidsregning (af hvilke en hovedcyklus som bekendt skulle være endt med udgangen af 2012)?

3. DRØMME GENNEM TUSINDE ÅR. Af Annikki Kaivola-Bregenhøj. Kh, 1986, Hernov. 294 s, r.ill. hæftet.

For en drømme-interesseret som undertegnede, er der vistnok tale om et lille scoop. Af indholdsfortegnelsen fremgår, at bogen er inddelt i 3 hovedafsnit (foruden flere sider med henvisninger til litteratur og arkivmateriale): a) Drømmetolkningens historie. b) Drømme i dansk folketro. c) Danske drømmebøger.

Første hovedafsnit omfatter bl.a.: Gilgamesh-digtet. Gudeas drøm. Dumuzis drøm. Verdens ældste drømmebøger. De mesopotamiske drømmebøger. Ziqiqu-seriens drømme. Ziqiqu-seriens bønner og ritualer. BARA-fragmentet. Horus- og Sethtilbedernes drømmebog. Osiristemplets drømmebog. Drømme i den jødiske kultur. Bibelens drømme. Det gamle Testamente. Det nye Testamente. Græsk drømmetradition fra Homér’s tid til kristi fødsel. Artemidoros fra Daldis. Muhameds åbenbaringer og drømme. Drømmetolkning i den islamiske kultur. Drømme i sagaerne. Gisle Surssøns saga. Laxdøla saga. Middelalderens drømmetolkning. m.m.

Som man ser tager forfatteren sig sin opgave alvorligt. Hun er åbenbart af finsk afstamning, og dette folks tradition for bibeholdelse af visse shamanistiske kulturlevn kan måske være en del af forklaringen på hendes id?

A propos esoterika, så hjembragte jeg tillige i sidste uge, da bøgerne kostede (siger og skriver) 50 kr en enkelt bog fra Helligåndshuset:

4. MÉMOIRES DU COMTE BEUGNOT – Ancien Ministre (1783-1815). 2.udg. Bind.1. (omfatter tiden 1783-1812). Paris 1868. E.Dentu. 506s.

Selve den fysiske bog er noget forhutlet; således så det i al fald ud, da jeg skannede bordet med historiske ting. Bogryggen mangler nemlig, og det der fangede mit blik var nogle linjer tekst på det papir, som var limet på den iøvrigt velholdte bogblok nedenunder (den manglende) læderryg.

Teksten forekom mig på afstand at se fransk ud, så jeg tog bogen op og opdagede, at teksten på ryggen i virkeligheden var kyrillisk, altså velnok russisk, men at bogens titel var både fransk og interessant.

Forfatteren ses i henhold til indholdsfortegnelsen bl.a. at fortælle om sine møder med forskellige, kendte samtidige; bl.a. den i sin tid nok som bekendte “magiker” Cagliostro.

Jeg har endnu kun læst et par sider, men der er utvivlsomt tale om en generelt meget læseværdig forfatter, der som regel udtrykker sig i en klar og lettilgængelig stil.

Der er ialt 13 kapitler. Fra indholdsfortegnelsen til kapitel 2 (side 52-123) hidsættes følgende overskrifter: 1785 – Affaire du Collier – Portrait du cardinal de Rohan – M.Joly de Fleury – Le Lycée – Tableau de la France en 1785 – Souper avec Cagliostro – Ses opérations prétendues magiques – Mlle d’Oliva – Escroquerie du collier – Le château de Brienne – Le duc de Penthièvre – Arrestation du Cardinal et de Mme de Lamotte – Procès.

Jeg gengiver her et afsnit (fra side 68) af hans beskrivelse af Cagliostro:

“Cagliostro semblait moulé exprès pour le rôle du Signor Tulipano, dans la comédie italienne. Il était d’une taille médiocre, assez gros, avait le teint olive, le cou fort court, le visage rond, orné de deux gros yeux à fleur de tête, et d’un nez ouvert et retroussé.

“Je n’ai vu personne qui lui ressemblât autant que d’Andrê, de l’Assemblée constituante, qui est mort depuis peu directeur des forêts de la liste civile, avec cette différence que d’André s’était ravalé par calcul à la tournure et aux manières d’un paysan, tandis que Cagliostro, par calcul aussi, avait monté tout son extérieur au rôle d’un charlatan.

“Sa coiffure était nouvelle en France; il avait les cheveux partagés en plusieurs petites cadenettes et qui venaient se réunir derrière la tête, et se retroussaient dans la forme de ce qu’on appelait alors un catogan.”

Endnu et par ord om interessen for esoterika. Jeg husker, at jeg, mens vi boede i “Jomsborg” på Rungsted Torv, læste et par bøger om yogier. Og at jeg i de tidlige gymnasieår bl.a. læste den norske professor Harald Schjelderups bog “Det Skulte Menneske”; så en vis, omend beskeden interesse må jeg have haft for emnet allerede i de år.

Dette fik jeg morsomt nok bekræftet i går, da jeg på given foranledning ville kigge nogle familiepapirer igennem.

Den givne anledning var at jeg forleden erfarede, at min litterære lillesøster af og til kommunikerer en smule med børnebogsforfatteren Josefine Ottesen. Vi har en fælles oldefar (er altså “næstsøskendebørn”), men forbindelsen skyldes måske mest, at de bor i samme del af landet, hhv. Ærø og Svendborg?

Men oplysningen fik en svag erindring frem hos mig om nogle ungdomsskrifter af hendes farfar, som jeg måske havde liggende i fotokopi.

Og ganske rigtigt viste en heldig søgning i en heldigt nok netop udpakket flyttekasse, at jeg som forventet har et halvt hundrede sider med nogle dagbogsoptegnelser samt poesi liggende.

Materialet er nu undervejs til Ærø på en CD. Men i samme bunke familiepapirer lå også et par effektuerede bestillingssedler fra det Kongelige Bibliotek. Sedlerne var fra 1961, og begge titler vedrører esoterika. Der er meget muligt tale om de første bøger jeg har bestilt på Det Kongelige.

Men tilbage til Kultorvet og nutiden. Da bøgerne i sidste udsalgsrunde kostede 5 kr hjembragte jeg som tidligere omtalt et par poser bøger. Blandt hvilke:

5. UDVALGTE ESSAYS 1915-1960. Af Kai Friis Møller. Kh, Hans Reitzel, 1960. 282 s. hæftet.

Jeg har allerede erklæret min beundring for kritikeren Paul Rubow. Men Kai Friis Møller, som jeg med skam at melde ikke kendte i forvejen, er måske langt hen ad vejen i samme boldgade?

D.v.s. man må nødvendigvis respektere hans essays og skarpe, vidende pen. Men om han umiddelbart virker lige så sympatisk som Rubow er måske tvivlsomt?

Måske mest på grund af en vis dovenskab hos undertegnede læser? For man skal være lysvågen og holde ørene stive, når man læser PFM. Hans hjerne incl. tilhørende pen går tilsyneladende i overdrive hele tiden, og hans viden om historie, litteratur og mennesker er svært imponerende for en – hvad paratviden angår – næsten ignorant som undertegnede.

En smagsprøve: Fra et foredrag “Om boglig dannelse” gengiver jeg ca. 1 side (s. 95-96):

“Men bortset fra det religiøse udbytte af en saadan inderlig tilegnelse af Bibel eller huspostil har den betydning ved at opdrage – danne – læseren til den pietet overfor den arvede enkelte bogt som et klenodie i slægten, der er af større værdi end mangen moderne bogsamlers kolde taksering af samme bog som en bibliofil sjældenhed og derved en god “pengeanbringelse”.

“Jeg mindes fra mine unge dage et smukt eksempel paa en saadan pietetsfuld vurdering af en enkelt bog fra en ejermands side, for hvem den tydeligt nok har været kort og godt bogen.

“Det var et eksemplar af den gamle skaansfødte Aarhus-klokker Hans Hansen Skonnings visdomsbog med opbyggelige uddrag af saavel kristne som hedenske philosophis, som jeg havde fundet paa antikvarens disk og erhvervet mig af rørelse over et kønt lille vers, der – i 1864 – var blevet prentet paa permens inderside af den daværende ejermand, som forresten var en ejerkone, en bondekone på Udby mark. Der stod:

“Denne bog maa ikke sælges,
selv om bedste ven udvælges,
thi jeg denne arvet har
fra min oldefaders far.

“Skønt det var aldeles ulogisk, havde jeg i øjeblikket en følelse af, at jeg kom denne slægtsfromme almuekvinde til undsætning ved at forhindre, at bogen faldt i værre hænder end mine. Da det jo imidlertid trods alt ikke var min oldefaders far, hun paaberaabte sig, kunde hendes kønt versificerede forbud i det lange løb ikke afholde mig fra at sælge bogen videre til en værdig køber.

“At bøger har deres skæbne, er stadig sandt. Men verset er igennem aarene blevet ved at sidde og nynne inde i hovedet paa mig længe nok til, at det for mig har faaet en ganske anden betydning end Udby-konen selv har lagt i det; nemlig som et gyldigt udtryk for det, der i endnu højere grad end de trykkets og papirets dyder, som tiltaler æstetikeren i os, er de gamle bøgers sande værdi for nutidsmenneskets dannelse:

“At de udgør et sikkert bindeled imellem tiden nu og de svundne tider, at de uden betænkning peger tilbage i historien, hvor de, tilegnede med behørig inderlighed, aabner os et aandelig fristed i et hvilketsomhelst tidligere aarhundrede end det, vi er henvist til at leve i, rent kropsligt set.”


I et kommende indlæg vil jeg fortælle lidt om dagens fund på Kultorvet.


Posteres sideløbende på og

Kig også forbi