(26.9.2014) I Wall Street Journal fra 28.7.2008 omtaler den teoretiske fysiker Sean Carroll fra CalTech en ny bog af astrofysikeren Leonard Susskind. (http://online.wsj.com/public/article_print/SB121720140527588397.html).
Bogens titel “The Black Hole War” refererer til en strid mellem nogle teoretikere med hensyn til forståelse og beskrivelse af de fysiske processer i det indre af universets atomknusere, de såkaldte sorte huller.
De tre mest fremtrædende deltagere i denne diskussion synes at have været Leonard Susskind selv, samt nobelpristagerne Gerard t’Hooft og velkendte Stephen Hawking.
Bortset fra småsnak i de forskellige universiteters institutter og kantiner, var det vistnok Stephen Hawking som lagde op til det store bal idet han hævdede, at sorte huller for det første alligevel slet ikke var helt sorte, men tværtimod ganske langsomt tabte energi og information i form af en vis udstråling, som man så passende kaldte Hawkingstråling.
Men at man for det andet ikke var i stand til at konstatere, hverken reelt eller teoretisk, en meningsfuld sammenhæng mellem de strukturer som faldt ind i hullet på den ene side, og på den anden side de strukturer som forlod hullet som Hawkingstråling.
Implikationen heraf ville bl.a. være, at informationsmassen i kosmos ikke længere kunne hævdes at være konstant, som det hidtil havde været god latin på bjerget. Dette kommer sig åbenbart af, at Hawkings teori indebar, at man ikke forstod og ikke kunne forstå eller forklare, hvad der reelt skete i det sorte huls indre. Dette ville igen indebære, at man ikke kunne forklare kosmos i alle dets ytringer, og altså heller ikke længere ville kunne hævde, at informationsmassen i kosmos er konstant. En sådan påstand har nemlig som en nødvendig forudsætning, at man kan forstå og forklare alle universets processer.
For alle 1700-års rationalisterne, som vistnok stadig behersker parnasset på hovedparten af de naturvidenskabelige universitetsfakulteter verden over, var dette naturligvis utilstedeligt kætteri, og måtte manes i jorden. Og i henhold til anmelderen Sean Carroll er det i særlig grad Leonard Susskinds fortjeneste, at denne nedmaning tilsyneladende har været en success.
Dog med stor hjælp fra en iøvrigt ukendt ung teoretiker ved navn Juan Maldacena. Denne Maldacena opfandt simpelt hen et teoretisk univers, hvor tyngdekraften (!) ikke forekommer, og i dette univers var det ifølge hans beregninger muligt at se en rationel sammenhæng mellem input og output af de sorte huller, d.v.s. mellem de informationsmasser der faldt ind i hullet og de informationsmasser som forlader hullet som Hawkingsstråling.
Keine Hexerei, nur Behändigkeit! Anmelderen lader forstå, at “the logic seems solid”, og som lægmand må man måske nøjes med at konstatere, at nogle er lettere at imponere end andre.
I det hele taget må man vel resignere en hel del og ikke have for høje forventninger til mainstream kateder-astrofysikere, jeg tænker bl.a. på, at det dog vel er dette parnas, som oprindeligt har opfundet navnet “sorte huller”.
Et sort hul er nemlig i virkeligheden det modsatte af et sort hul. Et hul er som bekendt et rum, som er tomt i forhold til omgivelserne. Men et “sort hul” er netop det modsatte af tomt, det må have næsten uendelig stor tæthed. Solid logic!
(Skrevet 28.7.2008 og posteret 10.aug.2008 / slightly revised 26.9.2014)
Links:
http://www.dailygalaxy.com/my_weblog/2014/09/black-holes-can-never-come-into-being-new-theory-forces-scientists-to-rethink-big-bang-and-whether-i.html
http://blocnotesimma.wordpress.com/2014/07/14/the-large-hadron-collider/
http://blocnotesimma.wordpress.com/2014/07/24/a-distant-roar-and-haziness/