Månedsarkiv: juli 2016

Danerne fra fødsel til død. H.C.Andersen. Hans Brix.

(29.7.2016/rev.31.7.2016) Idag fredag koster bøgerne i Kultorvets hollandske bogudsalg 20 kr. Juli måneds bogkonto har ganske vist allerede i nogen tid været nulstillet, men da vi pensionister netop idag får resat nemkontoen, mente jeg ufortrødent at burde tage hul på august måneds bogbudget, for så vidt der skulle være en enkelt bog af større interesse tilbage på hylderne.

Og “desværre” blev det også idag til en hel posefuld, blandt hvilke:

1. DANERNE FRA FØDSEL TIL DÅB. Af P.Engelhardt. Kh, 1980. Dansk Historisk Håndbogsforlag, 318 s., indbundet i forlagsbind og med org. omslag. Bogen er praktisk taget som ny.

Vangsgaards bogudsalg på Kultorvet har tilsyneladende været ret godt besøgt her i sommerferie ugerne, antageligt kommer der også en del turister forbi og “falder” ind ad døren.

Ikke desto mindre er der ingen Danmarks-historie interesseret “book-browser”, som har fundet anledning til at spendere 20-25 kr på Engelhardt’s vistnok langt hen ad vejen banebrydende arbejde om Danmarks oldtid og tidlige middelalder. Og det er for mig lidt af en gåde.

Man tænker sig til sammenligning, at en banebrydende Israelsk historisk undersøgelse af f.eks. De Fem Mosebøger kunne stå uænset gennem et næsten 2 mdr. langt hollandsk udsalg i Tel-Aviv. Ikke sandt – vistnok nærmest utænkeligt?

Man må altså endnu engang opkaste spørgsmålet: Opfatter det danske folk sig i virkeligheden ikke længere som et folk, en nation?

I så fald har vi jo ganske rigtigt – som forresten netop synes at være den mest udbredte holdning på Christiansborg? – ingen adkomst til at beholde vor frihed i vort eget land, fædreland med et umoderne ord; og ville være forklaringen på, at vi har så travlt med at falde over hinandens tæer for hurtigst muligt at forskertse nævnte vor fædrende arv: Frihed og land.

Fra omslagets inderside gengives:

“Dette studie… den eneste meget grundige og spændende – samlede beretning, der nogensinde er skrevet om dette emne… med utallige helt nye opdagelser og tolkninger… er skrevet gennem de sidste 15 år af en lærd 82-årig historieforsker og ingeniør.

“Det åbner op for mere end 250 års Danmarkshistorie (år 700-950) og beretter om Gorms forslægt og tiderne før, fra Kimbrernes udvandring ca. 115 år før Kristi fødsel og til Gorm d. Gamles død år 943.

“Forfatteren, P.Engelhardt (årgang 1898), kom i 1962 hjem til Danmark efter mange års virke som ingeniør i Sydamerika. Det irriterede ham, at historikerne – om Danmarkshistorien før Gorm den Gamle – sagde… og stadig siger: “Man kan ikke vide…”.

“Han påbegyndte derfor få år efter et 15 års studium, hvis resultater nu fremlægges i nærværende bog.

“Som ingeniør og gammel matematiker anlægger han helt nye betragtninger, om det skrevne er muligt… eller hvad, der sandsynligvis er sandheden.

“For at kunne læse de islandske håndskrifter og historiske beretninger, der synes at være samvittighedsfuldt samlede, navnlig “Olaf saga Tryggvasonar en mesta” – som ellers avvises som “litteratur” eller “noveller” – måtte han opfriske sit oldnordiske, som han havde lært i skolen før 1. verdenskrig. Middelalderlatin behersker han ikke til fulde, men han har kunnet arbejde sig gennem en latinsk tekst.

“Dette studie hævder ikke at fortælle den fulde sandhed om Danmarks og Nordens historie fra år 200 f.kr. til Gorm d. Gamles død år 943 e.Kr., men ingeniør Engelhardt skønner, at der er mellem 66 og 90 pct. sandsynlighed for rigtigheden – forskelligt i de enkelte afsnit!

“Niels Bohr opstillede i sin tid sin atomteori på basis af, hvad man dengang vidste eller mente at vide. Den er senere forbedret og justeret flere gange. Forfatteren håber, at der også er nogen, der vil forbedre og justere denne bog og de nye historiske tolkninger og beregninger, som her for første gang fremlægges for offentligheden.”

Efter at have skimmet litteratur-henvisningerne bag i bogen er undertegnedes (foreløbig) eneste bekymring, at jeg ikke har fundet Peter Grove’s vistnok ikke mindre banebrydende studie “Danmarks Dåb” fra 1961 over Danmarks historie i folkevandringstiden (400-årene) anført som kilde.

2. EFTERRETNINGER OM DEN DANSKE OG NORSKE SØEMAGT. Udg. af H.G.Garde, capitain i Søe-Etaten. 1.bind (af 4). København 1832, På udg. forlag. 390s., samtidigt (noget beskadiget) halvlæderbind.

Bogen har desværre ingen indholdfortegnelse, men til gengæld et udførligt alfabetisk register.

Dette 1. bind skal vistnok forstås som en indledning til det egentlige værk, som først starter ved år 1700 og Frederik 4. regering.

Bogen starter med en ca. 25 sider lang oversigt over hvad man dengang vidste om den danske sømagt fra de ældste tider til skibskanonens indførelse i flåden. Dette siges at være sket med –

“Peder Skram, som commanderede den forenede danske, svenske og preussiske flaade i den, ved kong Christian den 3.dies thronbestigelse opkomne, saakaldte Grevens Feide i aaret 1535, – kan regnes for den første danske adminral, der førte en med kanoner udrustet flaade. Denne bestod af 11 danske skibe, som vare stillede af Rigets hofmester Mogens Gøe og af biskopperne.”

Er det ikke også en smule løjerligt, at man kan købe et så forholdsvis sjælden “kildeskrift” for en flad tyver? Det er ganske vist kun bind 1 af 4, men kan sagtens læses for sig.

3. TENDENSER. Af Paul V.Rubow. København 1944, Gyldendal, 272 sider. Oplag 1000 ex. Hæftet.

Jeg forstår ikke, jeg har kunnet overse – eller var lige ved at overse – denne samling kritiske essays fra min yndlingsforfatter udi litteratur-kritikken. Jeg må idag nøjes med at gengive indholdsfortegnelsen, med samt en par smagsprøver:

Gammel og ny Litteraturopfattelse – Vergillius – Boccaccio – Montaigne – Nyt om Hamlet – Ludvig Holberg – Johannes Ewald – Jens Baggesen – Steen Steensen Blicher – H.C.Andersen og hans Eventyr – Vendepunktet i H.C.Andersens digterlig – En Digters Bazar – H.C.Andersen-Forskning – H.C.Andersen som Selvbiograf – Fra Saxo til Brorson – Professor Brix’ Analyser – Professor Brix’ problemer – Kejseren og hans Minister – Pascal på Dansk – Mirèio – Anatole France – Daudet om Clemenceau – En Bog om Bibelen – Kundskabens Træ – Kain og Abel – De tre Fortællere i Første Mosebog.

Smagsprøve fra Fra H.C.ANDERSEN-FORSKNING:

“Der findes andre afhandlinger af Topsøe-Jensen – om H.C.Andersens kreds i Paris 1833, om hans rejseunderstøttelse 1841, en fuldkommen grotesk historie, man maa selv læse den – i Personalhistorisk Tidsskrift.

“Hvorfor læser saa faa det tidsskrift? Det er dog et af vore bedste, og hvad det indeholder, er i regelen 1) nyt, 2) sandt og 3) kortfattet. Her gør man f.ex. bekendtskab med vor personalhistories Homeros, H.G.Olrik.

“Han er som et levende lexikon eller et stort overflødighedshorn, hvoraf kundskaber vælder ud. Gerne skrev den næsten alvidende mand samtlige danskes historie fra de ældste tider. Hans stærke (og svage) side er den ubegrænsede interesse for baade store og smaa størrelser; det jævne menneskes skæbne kan jo være lige saa mærkværdigt som berømthedens!

“Derfor er hans undersøgelser fulde af sidespring, noterne er lige saa righoldige som teksten; han kan være svær at følge, men det lønner sig! I sit mest glimrende lys viser han sig, stillet overfor de stejleste og vanskeligste opgaver, som nu i hans sidste afhandling: Om personer af H.C.Andersens mødrene slægt, i samlingen Andersiana, andet bind.

“Skønt Andersens familieforhold allerede er behandlet to gange, og det baade grundigt og skarpsindigt skulle jeg mene, af arkivar G.L.Wad 1903 og af professor Hans Brix 1907, har Olrik kunne fremdrage en række højst forunderlige kendsgerninger, der kaster et lys over den sump, digteren var groet frem af:

“Vi lærer hans mormoders liv at kende, faar et helt andet syn paa moderens stilling end før, hører om digterens moster, der var velmeriteret bordelværtinde i Borgergade, og om hans søster Karen, der døde 1846 i samme gade og i usle kaar.

“Hun blev begravet under et forkert navn paa de fattiges kirkegaard – elskeren stak af fra begravelsen, og hendes broder vidste ikke noget om den. I Borgergaden har Olrik også påvist to kusiner til digteren, men om deres videre skæbne ved han – endnu – ikke besked.

“For at naa saadanne resultater maa man ikke alene have kundskaber, metode, kombinationsevne og snarraadighed, men ogsaa en mere end sædvanligt udviklet taalmodighed. Olrik gaar gerne en mandtalsliste for hovedstaden igennem for at finde eet navn. Og baade navne og aarstal i kilderne kan være forkerte.

“Aldersopgivelser for kvinder i det 18. aarhundrede kan have en rigtighedsbredde paa over 20 aar – Andersens bedstemoder opgiver sig født fra 1734 til 1755. En fynbo, som Andersen kalder Hans Strue, viser sig at have heddet Hans Drud (det letter ikke efterforskningen!), en handskemagersvend ved navn Jørgen Rasmussen, søn af aftakket dragon Rasmus Iversen, kommer i de gamle dokumenter til at hedde Sieverts, og det er godt, man nu veed det, for det havde da kun en Olrik fundet ud af!”

En smagsprøve fra PROFESSOR BRIX’ PROBLEMER:

“Bogens mest underholdende parti turde vistnok være en afhandling om DEN ÆLDSTE DANSKE “ORIGINALE” ROMAN, “Den beklædte sandhed”, et miskendt stykke fiktionsværk, som nylig er blevet framdraget i en doktordisputats.

“Brix har efter sin vane snuset en historie op, som ligger bagved, dechiffreret den nøgne sandhed bag ved den beklædte. Romanen skyldes en dame, Margrete Lasson, som unægtelig ikke har været meget original. Hendes litterære forbilleder var frk. Scudéry’s uhyre nøgleromaner af heroisk tilsnit, “Den store Cyrus” og lignende.

“Ligesom Søren Kirkegaards æstetiske skrifter, der jo ogsaa har en dybere mening, er frk. Lassons bog omsvøbt af forskellig mystifikation. Manuskriptet foregives at være skrevet med runer og munkebogstaver. Og det er fundet mellem Dalum Klosters sjunkne mure. Det er naturligvis ikke hendes egen historie, hun meddeler kun, hvad der er blevet hende fortalt, etc., etc.

“Historien foregaar del i Persien, del i det land Nalis eller Nales, som læst bagfra giver Silan/Selan, hvormed atter menes Danmark, dels endelig i Italien. I dette sidste land opholder sig paa kong Servius Tullius’ tide en landflygtig princesse, der elsker en prins, hun aldrig har set, paa det blotte kontrafej.

“Handlingen er galant og heroisk; efter renæssancetidens smag kendtes en romans bonitet paa, at den var rigtig indviklet. Flugt, misforstaaelser rivaliteter, hyrdeliv, langvarig adskillelse, genforening, lykke, sørgelig udgang, der dog ikke synes obligatorisk.

“Saadanne bøger var allerede paa mode i Shakespeares dage og ligger bag ved hans romantiske dramer, men i begyndelsen af det attende aarhundrede, da Margrete Lasson skrev, var de blevet forældede.

“Formen egnede sig, af mangel på logik og natursandhed til indsmugling af al mulig samtidssladder, og selve titelen for fortalen antyder, at man vil finde noget af den slags.

“Professor Brix sætter nu forskelligt af bogens stof i forbindelse med tildragelser i det danske kongehus. I 1708-09, den slemme vinter som bragte slagene ved Malplaquet og Poltava, rejste Kong Frederik d. 4. til Italien og mødtes, efter Brix, i Hamburg med en betroet mand, som meddelte ham hans farbroder, Prins Jørgens eller Georgs død i England.

“Denne fandt virkelig sted den 8. nov. 1708. Og dette har givet anledning til, at man sysselsatte sig med hans ungdomshistorie. Han skal i sin tid have været lige ved at blive gift med Princesse Amélie af Tarent, men foretrak dog den stuartske Princesse Anna, der virkelig blev Englands Dronning.

“Brix identificerer med sædvanlig snedighed helten Leonque med Prins Jørgen, Diana med Dronning Anna, Sidamiris med Prinsessen af Tarent, heltens ven Drogan med Grev v. Plessen. Heltindens veninde Cordelisa med Hertuginden af Marlborough (hende med vandglasset), og endnu flere personer.

“Endog nogle af de mindre romantiske begivenheder i bogen lykkes det ham at bringe paa historisk plads. Men en nøgleroman efter vore dages begreb er bogen for saa vidt ikke; den heroiske smag fordrede et stort apparat af fri opfindelse og kun løse traade af hofsladder som midler til at holde den aktuelle interesse vedlige.

“Naar Brix er kommen til ende med saadan en analyse, saa kan han ikke dy sig længere. De fleste andre forskere ender med at blive sure, humøret aftager kendeligt under det møjsommelige pille- og kombinationsarbejde. Men Brix bliver bedre og bedre oplagt, og han kan ikke slutte en undersøgelse uden et lille udbrud af følt begejstring.

“I “Den beklædte Sandhed” er der jo ikke meget at raabe hurra over. Alligevel finder denne aldrig trættede litteratur-entusiast noget at rose den for: “Den er et litterært kuriosum, men uimodsigelig som saadan virkelig ogsaa meget kuriøs. Og den vil trods alt blive erindret af forskningen, naar hundreder af danske romaner og fortællinger fra denne nærværende litterære alder er døde og begravede for al evighed.”

“Der er noget højst indtagende ved denne kærlighed til den ældre litteratur hos en mand, som i over en menneskealder har skrevet vognlæs af upartiske recensioner over vort aarhundredes bøger. En saadan forening af helt moderne kritisk interesse og lærd liebhaveri til svundne tiders selv mest uanselige bøger, det er dog en stor sjældenhed!

“Denne muntre forsker og forfatter, som aldrig pukker paa sin autoriet og kækt giver sig i lag med stadig nye og forskelligartede opgaver, fortjener sandelig den hyldest, som litteraturens folk med glæde bringer ham”.

*****

link: https://blocnotesimma.wordpress.com/2013/07/25/kjellerup-og-prins-jorgen/

*****

Posteres sideløbende på http://www.gamleboeger.dk/ og https://blocnotesimma.wordpress.com/

Kig også forbi http://www.twitter.com/gamleboeger

Struensee. Den Gådefulde Stendhal. Fransk Prosa.

(20.07.2016) På lørdagens loppemarkeder fandt jeg ved Svanemøllen station et prægtigt fotostativ for 150 kr. Det er faktisk mit yndlingsstativ, som jeg har brugt identisk igennem mere end to årtier, og som nu er slidt op.

Det her omhandlede SLICK-stativ er netop så stabilt, at det uden problemer holder en Hasselblad eller en Linhof 9x12cm. Og dertil er det usædvanligt let, jeg tror omtrent så let som et supermoderne kulfiberstativ?

Så ret beset burde jeg have benyttet det flotte danske sommervejr, som nu igen har meldt sin ankomst, til at indvi det fine og iøvrigt meget velholdte stativ. Men nogle gøremål hjemme betød at jeg blev forsinket så meget, at jeg valgte at opgive fototuren for idag.

I stedet spadserede jeg en af de sædvanlige ruter ned gennem minefelterne ved Kultorvet og Helligåndshuset. Idag koster bøgerne på Kultorvet 30 kr og i Helligåndshuset 15 kr. Så jeg valgte at kigge ind til Nordisk Antikvariats hollandske udsalg sidstnævnte sted.

Efter at have skannet omved 80% af de relevante bøger, mente jeg for en gangs skyld at kunne forlade denne lastens hule uden at falde i vandet. Men alligevel kom jeg afsted med 5 bøger:

1. DAS GROSSE WÖRTERBUCH DER MUSIK. Af Ferdinand Hirsch. 2. opl. Berlin 1987, Verlag Neue Musik. 544 s.

Der må altså være tale om en DDR-produktion, men bogens håndværksmæssige kvalitet lader intet tilbage at ønske. Smukt trykt med letlæselige typer og smukt og solidt indbundet i helshirting.

Forøvrigt er bogen tænkt som en gave til en af mine musikuddannede slægtninge. Om disse herskaber vil værdsætte en opslagsbog med forklaring på tysk vides dog ikke, omend tysk sprog vist er ret udbredt i musik-kredse?

2. A DICTIONARY OF ENGLISH SYNONYMS AND SYNONYMOUS EXPRESSIONS. Af Richard Soule. Rev. by Alfred Dwight Sheffield. London 1938/1974. 614s.

Med hensyn til ordbøger er opgaven ofte at finde netop det rette kompromis mellem udførlighed og håndterlighed. Måske dækker denne synonymordbog netop mit ofte følte behov for den rigtige engelske synonym? Men svært at sige allerede nu, time will show.

Bogen er har en lidt tarvelig indbinding, d.v.s. shirting-lignende pap-bind. Men er dog yderst velholdt udvendig såvel som indvendig, samt med letlæselige typer og lay-out.

3. PROSAENS KUNST – DEN FRANSKE KLASSISKE TRADITION. Af Paul V. Rubow. Kh, 1938. (Festskrift udg. af Københavns Universitet). 104 s. hæftet.

Når man så småt er begyndt at kigge på den franske litterære guldalders store navne; eller rettere er begyndt at læse lidt OM dem (jeg læser som sagt ikke fiction an sich), så kan man vistnok med rette betragte dette udadtil ydmyge hæfte som et lille scoop.

For det første er man generelt i godt selskab med Paul Rubow. For det andet giver han – og formodentlig også her med sin suveræne evne til at ramme det væsentlige – korte (ca. 4 til 20 sider lange) karakteristikker af klassikernes prosastil.

Man slipper altså for at blive trukket igennem denne eller hin romans handling – som med mine (maskuline – romaner læses vist oftest af feminina?) øjne som regel er omtrent så ligegyldig, som når Lotte Heise lørdag aften fortæller minutiøst om diverse operaers komplot-ligegyldige (sorry!) handlinger.

Efter ca. 10 siders indledende bemærkninger omhandles Pascal, La Bruyère, Fénelon, Voltaire, Vauvernargues, Buffon. Glæder mig til at kigge lidt nærmere på hæftet.

4. DEN GÅDEFULDE STENDHAL. En Kritisk Biografi. Af Eric Danielsen. Vindrose, Kh, 1999. 237s.

Betragter jeg ligeledes som et heldigt fund; hvilket kommer sig af, at jeg – da bøgerne kostede 25 kr i Helligåndshuset – købte Stendhal’s 2-binds “rejsebog” fra Rom, PROMENADE DANS ROME (1829). Samt hans 3-binds rejsebog fra Frankrig MÉMOIRES D’UN TOURISTE (1838), købt hos Vangsgaard på kultorvet, da bøgerne forleden kostede 35 kr (forøvrigt i en smuk, uopskåret udgave fra 1920’erne).

Jeg er begyndt at læse lidt i disse to “rejsebøger” af en af det franske sprogs store mestre, fra dennes mere modne år. Og derfor er en baggrunds-uddybende “kritisk biografi” naturligvis velkommen.

Bogens 237 sider vil blive noget reduceret for mit vedkommende, idet jeg efter min tilbøjelighed naturligvis nødes til springe over forf. tilsyneladende omstændelige redegørelser for “the plots in the fiction”.

5. FRA STRUENSEETIDEN. Af Dr.Med. Victor Lange. Ill., Kh, 1926, Jacob Lunds Boghandel. 270s. Hæftet.

Bogen er udadtil lidt slidt, men dog endnu sammenhængende og fuldt ud brugbar.
Bogen har undertitlen: “Personer, forhold og begivenheder i aarene 1768-72 og den nærmeste tid derefter”.

Jeg har i de unge år hørt mangt og meget om Struensee et al, idet vor historielærer i realklassen i Hørsholm kommuneskole (1960-61) H.C.Rosted jo var ekspert og har forfattet flere bøger og skrifter om tiden og især Hørsholm Slots historie.

Desuagtet kan jeg ikke sige, at tiden, stedet og personerne hidtil har kunnet fange min interesse. Men denne afhandling synes at byde på noget særligt; d.v.s. at den vistnok forsøger at belyse historie og mennesker på en særlig alsidig måde; jeg tvivler umiddelbart ikke på, at mine 15 kr er givet godt ud.

*****

Posteres sideløbende på www.gamleboeger.dk og http://blocnotesimma.wordpress.com

Kig evt. også forbi www.twitter.com/gamleboeger

13.7. and The Fine Structure Constant.

(13.7.2016) I sidste uge omtalte jeg den “massive” klage, jeg i juli md. 1990 sendte til Folketingets Ombudsmand. Da jeg hin slidsomme sommerferie for nu 26 år siden havde lagt sidste hånd på det lange følgebrev, og skulle skrive datoen på, opdagede jeg at det var den 13.7.

I de år vidste jeg ganske vist så godt som ingenting om esoteriske emner. Til gengæld vidste jeg fra velunderrettet hold, at en basal kosmisks konstant, hvori tallet 137 indgår, af mindst een topvidenskabsmand betragtedes som nærmest et “magisk” tal.

Jeg havde fra min studentertid liggende den amerikanske fysiker Richard Feynman’s store, røde lærebog i fysik for universitetsstuderende: The Feynman Lectures (og har den måske endnu somewhere?). Blandt meget andet omtaler Feynman heri også “the fine structure constant” – alpha.

I denne “alpha”-konstant optræder tallet 137, idet alpha er lig med 1 divideret med 137 (når afrundet uden decimaler, eller 137.035999 med de første 6 decimaler).

Andetsteds har jeg på et tidspunkt læst, at alpha repræsenterer forholdet mellem lysets hastighed og en elektrons hastighed omkr. atomkernen; og det har Wikipedia netop kunnet bekræfte som værende den oprindelige fortolkning af fyrikeren Arnold Sommerfeld, som i 1916 introducerede alpha i den teoretiske fysik.

Senere hen har konstanten vist sig at have mange andre “funktioner”. Men sagt på jævnt dansk, så udsiger den bl.a., at en elektrons hastighed omkr. atomkernen – i elektronens inderste bane – er omved 1/137 af lysets hastighed i det tomme rum.

D.v.s. i meget grove tal 2000 km i sekundet (eller ca. 8 millioner km/t). Og det er altså ret hurtigt, specielt når banens lidenhed tages i betragtning; man regner nemlig, at hvis man betragter elektronen som en punktformet partikel, som kan lægges side ved side, så skal der lægges 1 million milliarder elektroner tæt ved siden af hinanden for at række 1 millimeter!
(altså samme størrelsesorden som en quark, jf. https://blocnotesimma.wordpress.com/2015/01/13/stella-nova-menneskehedens-farligste-terroristvaben-nogensinde/ ).

Den mindste atomkerne, som elektronen kan svirre omkring, er brintatomets kerne aka 1 proton. Protonen er ca. 3 størrelsesordner (eller 1000 gange) større end quarken og elektronen. D.v.s. der skal kun lægges 1000 milliarder protoner tæt side ved side for at række 1 mm!

Richard Feynman giver et sted udtryk for, at det synes et mysterium, hvorfor konstanten har netop denne størrelse; og han kalder den “a f***ing magic number”.

Så meget – og så lidt – “esoterika” vidste jeg i 1990; men jeg blev alligevel lidt urolig ved tanken om muligheden af, at nogle blandt Ombudsmands-institutionens belæste eller ligefrem lærde medarbejdere, evt. skulle have samme, specielle baggrundsviden.

Så jeg besluttede at bruge afpostningsdatoen 14.7. i stedet, og altså paradoksalt nok for ikke at blive mistænkt for at ville pynte mig med lånte fjer.

Nå men efter 26 år har vi altså endnu engang den 13.7., og endnu en dejlig dansk sommerdag. Og således foranlediget er jeg endnu engang krydset igennem minefelterne på Kultorvet og ved Helligåndshuset på Strøget her i København, hvor der i disse uger er Hollandsk bogudsalg.

I Helligåndshuset – ved Nordisk Antikvariat’s foranstaltning – er prisen idag 25 kr. Nordisk Antikvariat plejer stedse at have velfyldte borde med bl.a. fotografika og esoterika. Således også i denne runde, og jeg har p.t. hjembragt trende titler esoterika, som følger:

1. MEDITATIONENS HEMLIGHETER. Liv och tro hos lamorna i Tibet. Af Paul Arnold. Malmø, 1972, Berghs Förlag, 170s. Indb. med org. omslag. Oversat fra fransk af Marianne Hedenbro.

Bogens emne er vist ret godt antydet med titlen. Om forfatteren hedder det på omslagets inderside:

“Paul Arnold, bördig från Alsace, ägner sig först åt studiet av esoterismen i litteraturen och teatern, som han under femton år som chef för “La Revue Théâtrale” försöker styra mot andliga ämnen efter mönster av den österländska teatern, som han grundligt studerar. Sedan, under tio år av tystnad, utvecklar han själv de österländska tankarna”.

Måske er bogen alligevel lidt overflødig? Jeg har et par af Alexandra David-Neels bøger omhandlende hendes erfaringer i og med Tibetansk esoterisme; og jeg tvivler på man finder en forfatter med mere viden og forståelse, samt evne og vilje til at fortælle om emnet end netop hende?

2. THE MAYAN FACTOR. Path Beyond Technology. Af José Argüelles. Santa Fe, New Mexico, Bear & Company, 1987/1996, 224 s., r.ill.

Der synes at være tale om en meget kuriøs bog. Men også meget faktafyldt omend med fremmede alfabeter og begreber og derfor umiddelbart temmelig forvirrende. Men det ser ud til ikke mindst at dreje sig om at exponere Maya’ernes cykliske tidsregning (af hvilke en hovedcyklus som bekendt skulle være endt med udgangen af 2012)?

3. DRØMME GENNEM TUSINDE ÅR. Af Annikki Kaivola-Bregenhøj. Kh, 1986, Hernov. 294 s, r.ill. hæftet.

For en drømme-interesseret som undertegnede, er der vistnok tale om et lille scoop. Af indholdsfortegnelsen fremgår, at bogen er inddelt i 3 hovedafsnit (foruden flere sider med henvisninger til litteratur og arkivmateriale): a) Drømmetolkningens historie. b) Drømme i dansk folketro. c) Danske drømmebøger.

Første hovedafsnit omfatter bl.a.: Gilgamesh-digtet. Gudeas drøm. Dumuzis drøm. Verdens ældste drømmebøger. De mesopotamiske drømmebøger. Ziqiqu-seriens drømme. Ziqiqu-seriens bønner og ritualer. BARA-fragmentet. Horus- og Sethtilbedernes drømmebog. Osiristemplets drømmebog. Drømme i den jødiske kultur. Bibelens drømme. Det gamle Testamente. Det nye Testamente. Græsk drømmetradition fra Homér’s tid til kristi fødsel. Artemidoros fra Daldis. Muhameds åbenbaringer og drømme. Drømmetolkning i den islamiske kultur. Drømme i sagaerne. Gisle Surssøns saga. Laxdøla saga. Middelalderens drømmetolkning. m.m.

Som man ser tager forfatteren sig sin opgave alvorligt. Hun er åbenbart af finsk afstamning, og dette folks tradition for bibeholdelse af visse shamanistiske kulturlevn kan måske være en del af forklaringen på hendes id?

A propos esoterika, så hjembragte jeg tillige i sidste uge, da bøgerne kostede (siger og skriver) 50 kr en enkelt bog fra Helligåndshuset:

4. MÉMOIRES DU COMTE BEUGNOT – Ancien Ministre (1783-1815). 2.udg. Bind.1. (omfatter tiden 1783-1812). Paris 1868. E.Dentu. 506s.

Selve den fysiske bog er noget forhutlet; således så det i al fald ud, da jeg skannede bordet med historiske ting. Bogryggen mangler nemlig, og det der fangede mit blik var nogle linjer tekst på det papir, som var limet på den iøvrigt velholdte bogblok nedenunder (den manglende) læderryg.

Teksten forekom mig på afstand at se fransk ud, så jeg tog bogen op og opdagede, at teksten på ryggen i virkeligheden var kyrillisk, altså velnok russisk, men at bogens titel var både fransk og interessant.

Forfatteren ses i henhold til indholdsfortegnelsen bl.a. at fortælle om sine møder med forskellige, kendte samtidige; bl.a. den i sin tid nok som bekendte “magiker” Cagliostro.

Jeg har endnu kun læst et par sider, men der er utvivlsomt tale om en generelt meget læseværdig forfatter, der som regel udtrykker sig i en klar og lettilgængelig stil.

Der er ialt 13 kapitler. Fra indholdsfortegnelsen til kapitel 2 (side 52-123) hidsættes følgende overskrifter: 1785 – Affaire du Collier – Portrait du cardinal de Rohan – M.Joly de Fleury – Le Lycée – Tableau de la France en 1785 – Souper avec Cagliostro – Ses opérations prétendues magiques – Mlle d’Oliva – Escroquerie du collier – Le château de Brienne – Le duc de Penthièvre – Arrestation du Cardinal et de Mme de Lamotte – Procès.

Jeg gengiver her et afsnit (fra side 68) af hans beskrivelse af Cagliostro:

“Cagliostro semblait moulé exprès pour le rôle du Signor Tulipano, dans la comédie italienne. Il était d’une taille médiocre, assez gros, avait le teint olive, le cou fort court, le visage rond, orné de deux gros yeux à fleur de tête, et d’un nez ouvert et retroussé.

“Je n’ai vu personne qui lui ressemblât autant que d’Andrê, de l’Assemblée constituante, qui est mort depuis peu directeur des forêts de la liste civile, avec cette différence que d’André s’était ravalé par calcul à la tournure et aux manières d’un paysan, tandis que Cagliostro, par calcul aussi, avait monté tout son extérieur au rôle d’un charlatan.

“Sa coiffure était nouvelle en France; il avait les cheveux partagés en plusieurs petites cadenettes et qui venaient se réunir derrière la tête, et se retroussaient dans la forme de ce qu’on appelait alors un catogan.”

Endnu et par ord om interessen for esoterika. Jeg husker, at jeg, mens vi boede i “Jomsborg” på Rungsted Torv, læste et par bøger om yogier. Og at jeg i de tidlige gymnasieår bl.a. læste den norske professor Harald Schjelderups bog “Det Skulte Menneske”; så en vis, omend beskeden interesse må jeg have haft for emnet allerede i de år.

Dette fik jeg morsomt nok bekræftet i går, da jeg på given foranledning ville kigge nogle familiepapirer igennem.

Den givne anledning var at jeg forleden erfarede, at min litterære lillesøster af og til kommunikerer en smule med børnebogsforfatteren Josefine Ottesen. Vi har en fælles oldefar (er altså “næstsøskendebørn”), men forbindelsen skyldes måske mest, at de bor i samme del af landet, hhv. Ærø og Svendborg?

Men oplysningen fik en svag erindring frem hos mig om nogle ungdomsskrifter af hendes farfar, som jeg måske havde liggende i fotokopi.

Og ganske rigtigt viste en heldig søgning i en heldigt nok netop udpakket flyttekasse, at jeg som forventet har et halvt hundrede sider med nogle dagbogsoptegnelser samt poesi liggende.

Materialet er nu undervejs til Ærø på en CD. Men i samme bunke familiepapirer lå også et par effektuerede bestillingssedler fra det Kongelige Bibliotek. Sedlerne var fra 1961, og begge titler vedrører esoterika. Der er meget muligt tale om de første bøger jeg har bestilt på Det Kongelige.

Men tilbage til Kultorvet og nutiden. Da bøgerne i sidste udsalgsrunde kostede 5 kr hjembragte jeg som tidligere omtalt et par poser bøger. Blandt hvilke:

5. UDVALGTE ESSAYS 1915-1960. Af Kai Friis Møller. Kh, Hans Reitzel, 1960. 282 s. hæftet.

Jeg har allerede erklæret min beundring for kritikeren Paul Rubow. Men Kai Friis Møller, som jeg med skam at melde ikke kendte i forvejen, er måske langt hen ad vejen i samme boldgade?

D.v.s. man må nødvendigvis respektere hans essays og skarpe, vidende pen. Men om han umiddelbart virker lige så sympatisk som Rubow er måske tvivlsomt?

Måske mest på grund af en vis dovenskab hos undertegnede læser? For man skal være lysvågen og holde ørene stive, når man læser PFM. Hans hjerne incl. tilhørende pen går tilsyneladende i overdrive hele tiden, og hans viden om historie, litteratur og mennesker er svært imponerende for en – hvad paratviden angår – næsten ignorant som undertegnede.

En smagsprøve: Fra et foredrag “Om boglig dannelse” gengiver jeg ca. 1 side (s. 95-96):

“Men bortset fra det religiøse udbytte af en saadan inderlig tilegnelse af Bibel eller huspostil har den betydning ved at opdrage – danne – læseren til den pietet overfor den arvede enkelte bogt som et klenodie i slægten, der er af større værdi end mangen moderne bogsamlers kolde taksering af samme bog som en bibliofil sjældenhed og derved en god “pengeanbringelse”.

“Jeg mindes fra mine unge dage et smukt eksempel paa en saadan pietetsfuld vurdering af en enkelt bog fra en ejermands side, for hvem den tydeligt nok har været kort og godt bogen.

“Det var et eksemplar af den gamle skaansfødte Aarhus-klokker Hans Hansen Skonnings visdomsbog med opbyggelige uddrag af saavel kristne som hedenske philosophis, som jeg havde fundet paa antikvarens disk og erhvervet mig af rørelse over et kønt lille vers, der – i 1864 – var blevet prentet paa permens inderside af den daværende ejermand, som forresten var en ejerkone, en bondekone på Udby mark. Der stod:

“Denne bog maa ikke sælges,
selv om bedste ven udvælges,
thi jeg denne arvet har
fra min oldefaders far.

“Skønt det var aldeles ulogisk, havde jeg i øjeblikket en følelse af, at jeg kom denne slægtsfromme almuekvinde til undsætning ved at forhindre, at bogen faldt i værre hænder end mine. Da det jo imidlertid trods alt ikke var min oldefaders far, hun paaberaabte sig, kunde hendes kønt versificerede forbud i det lange løb ikke afholde mig fra at sælge bogen videre til en værdig køber.

“At bøger har deres skæbne, er stadig sandt. Men verset er igennem aarene blevet ved at sidde og nynne inde i hovedet paa mig længe nok til, at det for mig har faaet en ganske anden betydning end Udby-konen selv har lagt i det; nemlig som et gyldigt udtryk for det, der i endnu højere grad end de trykkets og papirets dyder, som tiltaler æstetikeren i os, er de gamle bøgers sande værdi for nutidsmenneskets dannelse:

“At de udgør et sikkert bindeled imellem tiden nu og de svundne tider, at de uden betænkning peger tilbage i historien, hvor de, tilegnede med behørig inderlighed, aabner os et aandelig fristed i et hvilketsomhelst tidligere aarhundrede end det, vi er henvist til at leve i, rent kropsligt set.”

*****

I et kommende indlæg vil jeg fortælle lidt om dagens fund på Kultorvet.

*****

Posteres sideløbende på www.gamleboeger.dk og http://blognotesimma.wordpress.com

Kig også forbi www.twitter.com/gamleboeger

Bogsamlere Uden Bøger (rev.)

(Udg.8.11.2014/rev.13.7.2016) I disse dage holder danske bogsamlere “Skandinavisk Antikvarbogmesse” i bibliotekssalen i Rundetårn, og jeg vil således foranlediget kaste et lille strejflys hen over nogle kendte danske bogsamlere. Dog ikke med primær fokus på deres bøger, men derimod på deres ganske vist “papirtynde” forbindelser til slægter og steder i min Nordjydske hjemstavn i Hanherrederne.

Obs! Bidraget vil fortrinsvis have interesse for personer med slægtsmæssige- og andre forbindelser til det Nordenfjordske. De øvrige af de ærede læsere bør derfor måske overveje at springe indlæget over?

Jeg har tidligere, i forb. med en kort omtale af SOPHIE BRAHES endnu bevarede REGNSKABSBOG 1627-40 (Udg. af Jysk Selskab for Historie, Sprog og Literatur v. Henning Paulsen og Johan Hvidtfeldt. Århus 1955, 256 s., jf. https://blocnotesimma.wordpress.com/2014/09/05/the-english-revolution-thorney-island-sophie-brahe-alexander-den-store/ ), oplyst nogle få data vedr. Sophie Brahe:

Hun var næsten samtidig med Chr.4. (1578-1646 resp. 1577-1648), og tilhørte en gren af den store Braheslægt, som udmærkede sig ved videnskabelige, literære og åndelige interesser. Hun var gift med den kendte Holger Rosenkrantz “den lærde” (1574-1642), og hun boede vistnok så godt som hele livet på deres gård Rosenholm ved Hornslet.

Lidt om nogle af hendes slægtninge: Hendes søster Birgitte Brahe (1579-1619) blev mor til bogsamleren, den ugifte Anna Gøye, som testamenterede hele sin bogsamling på ca. 900 bind til sit barnebarn Karen Brahe, den bekendte bogsamler, hvis store, endnu eksisterende bibliotek er det eneste fra samtiden, som er bevaret i sin helhed. Karen Brahe (1657-1736) var datter af Anna Gøyes næstsøskendebarn Preben Brahe, jf nedenfor.

Astronomen Tyge Brahe (1546-1601) var Sophies farbror, og den lærde forfatter og navne Sophie Brahe (1556-1643), g.m. den uheldige guldmager Erik Lange, var hendes faster. Et oldebarn, Otto Thott (1703-1785), omtales af Svend Dahl i Dansk Biografisk Håndleksikon som “statsmand og bogsamler”:

“Da han døde, var han ejer af ca. 138.000 bind, der ganske overfyldte den bygning, han havde opført i haven ved sit palæ på Kongens Nytorv, og hvortil han liberalt gav fremmede adgang; ved testamente skænkede han manuskripterne (4154 stk) og de før 1530 trykte bøger (6159 bd.) til det Kongelige Bibliotek, der desuden ved auktionen i 1788-92 købte ca. 60.000 bd.”

Endnu en farbror, Steen Brahe (1547-1620), var en af Chr. 4.´s betroede mænd og blev ved arv og køb bl.a. også ejer af den i sin tid, med omkring 700 tdr Hk, ret store Nordenfjordske herregaard Bratskov, beliggende i Brovst sogn i Hanherrederne.

Steen’s sønnesøn Preben (1627-1708) “nød i samtiden usædvanlig agtelse for sin fromhed og fine dannelse. Både han og hustruen var åndeligt interesserede: hun har oversat et par småting fra fransk, han har (i Karen Brahes bibliotek) efterladt sig et manuskript …” (jf. Hanry Bruun i Dansk Biografisk Leksikon). Steen’s oldebarn, og Prebens datter, den ugifte Karen Brahe (1657-1736), er nævnt ovenfor.

Endelig omtales Steen Brahes tipoldebarn Frants Rantzau (1683-1738) som dannet og litterært interesseret. Frants, der ved arv blev ejer af Bratskov, var tillige tiptipoldebarn af den kunst- og kulturinteresserede statholder og bogsamler Henrik Rantzau (1526-98), ligesom det, da vi nu også har været oppe i det nordenfjordske, kan nævnes, at en sønnesøn af statholderen (og farfars farbror til Frants) – Henrik Rantzau (1599-1674) – ved giftermål med Sofie Lindenov (enke efter Knud Gyldenstjerne, d. 1727 i Bergen) omkr. 1635 blev ejer af Gyldenstjernernes gamle hovedgaard Aagaard i Kettrup sogn i Vester Hanherred.

C.O.Bøggild-Andersen oplyser i Dansk Biografisk Leksikon, at Henrik “i 1623 foretog en rejse i Orienten, på hvilken han bl.a. besøgte Grækenland, Cypern, Jerusalem, Egypten og Konstantinopel (Istanbul), som han skildrede i sin i 1669 i Kbh. udkomne “Reise-Buch auf Jerusalem, Cairo und Constantinopel”. “Efter sin hjemkomst synes han at have levet mange år i ro, og det er først med Frederik 3.s tronbestigelse, at han træder frem i det offentlige liv; som en mand af mange kundskaber, ja måske lærdom, er han faldet i denne konges smag.”

Sidstnævnte Henrik Rantzaus havde en grandnevø, grev Christian Rantzau (1684-1771), hvis boglige interesser omtales lidt mere detaljeret af Poul Engelstoft i Dansk Biografisk Leksikon (1982):

“Det der vil bevare hans navn i historien er hans åndelige egenskaber. Han var besjælet af levende videnskabelig interesse og havde selv tilegnet sig ualmindelige kundskaber. Han var en af dem, der formidlede den samvirken mellem adel og åndsliv som i disse tiår var af så gavnlig betydning. Uden selv at være en skabende ånd repræsenterede han på smukkeste måde sin tidsalders videnskab og digtning.

“Med Hans Gram og Christian Falster stod han i levende brevveksling; han har formodentlig også haft en vis forbindelse med Ludvig Holberg og forstod at vurdere dennes værker; han kunne nyde Peder Paars og var med sit livlige temperament selv oplagt både til munterhed og kritik.

“At han var en ven af den danske skueplads har vi det bedste bevis på deri, at han var den til hvem skuespillerne 1731 henvendte sig om bistand i den fortvivlede situation, ildebranden 1728 og tronskiftet 1730 havde bragt dem i. Også Ambrosius Stub havde en velynder i ham, der både forstod at glæde sig ved hans digte og belønne digteren for hans vers.

“Han ejede et bibliotek på over 3600 bind, og af sin rigdom betænkte han såvel katedralskolen i Kristiania som gymnasiet i Odense med boggaver. Men den største gave lod han tilflyde universitetsbiblioteket, da han inden sin afrejse til Norge 1731 skænkede det en kostelig samling af vigtige håndskrevne kilder til Danmarks middelalderhistorie (nu i Kgl.Bibl.), hvoriblandt Calendarium Nestvediense, Exordium Caræ Insulæ og Codex Esromensis.”

I øvrigt må Henrik Rantzau utvivlsomt have kendt den allerede i et tidligere indlæg nævnte Karen Iversdatter (1616-1685)(jf. https://blocnotesimma.wordpress.com/2013/07/25/lidt-om-kabaler-m-m/ ), som voksede op hos familien Gyldenstjerne/Lindenov på Bergenhus og på Aagaard. Henrik er kommet i ægteskab med Sofie Lindenov ca. 1635 og Karen forlod øjensynligt først Aagaard i 1647.

Ved brylluppet med Henrik var Sophie Lindenov ca. 45 år gl. og begge hendes ægteskaber var så vidt vides barnløse, uagtet det dengang var skik, at en barnløs (adels)familie om muligt skulle have en nær slægtnings småbarn til opdragelse. Karen Iversdatter har derfor antageligt været eneste barn i hjemmet, omend hun i 1635 var omtrent 19 år gl. Hendes søn Knud må i henhold til hans begravelsesindførsel i kirkebogen være født i 1647.

(Sidstnævnte Henrik Rantzaus farmor var den stenrige Christina von Halle, som på et tidspunkt sagdes at være god for 4 “tønder guld”, d.v.s. 400.000 daler i kontantformue. Hendes far Frantz v. Halle var en åbenbart meget geschæftig herre, som sad meget af sin tid og lavede pengeforretninger i Amsterdam. Svigersønnen, statholderen Henrik Rantzau regnedes da også for en af de to rigeste adelsmænd i det Tyske Rige (for så vidt Holsten også regnes for en del af det daværende Tyskland)).

Endvidere har ovennævnte Frants Rantzau kendt Karen Iversdatters barnebarn Anne Knudsdatter, idet han i 1715 sammen med sin hustru Margrethe Rodsteen står fadder ved Anne’s søn Niels’ barnedåb i Gøttrup kirke. Anne boede på gården Store Strand i Gøttrup sogn i VesterHanherred og var gift med Christen Nielsen Levigsen fra nabogården Nørbjerggaard.

(Nørbjerggaard var den største af de tre såkaldte Bjerregaarde, der muligt alle dengang beboedes af medlemmer resp. efterkommere af slægten Levigsen, og som et kuriosum kan nævnes, at den første præst ved Trinitatis kirke, Jens Justsen Berg, må have kaldt sig Bjerre før navnet “latiniseredes” til Berg, idet han (i.h.t. lokalhistorikeren Peter Grishauge, Haderslev) er et barnebarn fra den ene af Bjerregaardene.

Nørbjerggaard har tænkeligt allerede på det her omhandlede tidspunkt, ligesom omkr. år 1900, været den arealmæssigt største bondegaard i Hanherrederne. Omkr. 1900 var gårdens areal 560 tdr. land, og den var dermed lidt større end nabogaarden Aggersborggaard (omend hartkornet næppe var en trediedel).

Den kendte nordjydske lokal- og personalhistoriker, postmester Klitgaard, Hjørring, hvis familie bl.a. stammer fra Nørbjerggaard, karakteriserer da også ejerfamilien som “ej af bondestand”. Forøvrigt siges Ranzau’erne fra Bratskov at have haft tradition for at omgås såvel bønder som adelige i deres sociale liv, hvilket bekræftes af en kalenderoptegnelse af Frants’ farbror Johan Rantzau på Frydendal på Sjælland i anledning af Frants’ fødsel i 1683 (Pers.Hist.Tids. 1899, s.243):

“Ao. 1683 d. 1 May blef Franz Rantzow paa Bradtschouff fød ved Middagss Tid Klochen 12. Fru Kirsten Seefeldt bar det till Kirchen, ofver werrende var Hr Lauritz Hafversleff, Peder Jensen paa Synderschouff, item Knud Madtzen ibidem, Maren Jacobssdaatter i Aarup og Maren Nielsdatter i Hafversleff.”

Udover moderens søster Kirsten Seefeldt er der ingen adelige blandt fadderne, men præster og bønder.

Om Frants’ bemeldte farbror, general Johan Rantzau (1650-1708) til Frydendal m.m., hos hvem Frantz og hans søster voksede op fra 1692 p.g.a. faderens tidlige død som 37 årig i 1691, skriver militærhistorikeren Rockstroh i Dansk Biografisk Leksikon afslutningsvis:

“Johan R. synes at have været en tiltalende personlighed med venner i mange kredse. Han besad klassisk dannelse og grundige historiske kundskaber. I sine skrivelser udtrykker han sig jævnligt på udmærket fransk, men hyppigst på frisk, kernefuldt dansk fuld af humor og originale, karakteriserende vendinger, selv over for kongerne. Hans hyppige og kloge beretninger fra arvefølgekrigen er yderst fornøjelig læsning. Ligesom broderen Jørgen gjorde han sit yderste for at forfremme dygtige danskfødte officerer, både “for Sprogets Skyld og deres Lemfældighed at omgaas de Gemene”.

Om årsagen til fam. Rantzaus fadderskab for Anne Knudsdatters søn kan ikke oplyses noget sikkert, men ifølge kirkebogen optræder Frantz Rantzau ikke oftere som Gudfar i Gøttrup sogn (han dør i 1738). Der er ca. 20 km i luftlinje fra Bratskov til Gøttrup kirke, og en køretur i hestevogn en kold novembersøndag kan måske formodes ikke nødvendigvis at have været særlig attraktiv? Men Frants Rantzau havde en ung fætter (med 5 søskende) ved navn Frants Rantzau-Benzon, der meget tidlig blev forældreløs, og som 15-16 år gammel netop i 1715 tiltrådte ejerskabet af sin arvegård Aagaard.

Måske kan Anne Knudsdatter have været behjælpelig med at holde hus på Aagaard for de forældreløse børn? Hendes farmor Karen Iversdatter har jo kendt stedet og dets husholdning ud og ind. I så fald ville fadderskabet måske kunne forstås som en erkendtlighed og tak for værdsat tjeneste? Eller man kunne ligeledes ret spekulativt forestille sig, at en overtagelsesfest på Aagaard netop har været holdt denne søndag, og været bivånet af de to sognes præster og kapellaner? Der var nemlig ligeledes blandt fadderne to præstefamilier, og barnedåb og lignende højtideligheder var i almindelighed yndede adspredelser i en tid med få ydre fornøjelser.

(Frantz Rantzau må naturligt antages hyppigt at have besøgt Aagaard for at bistå de mindreårige og forældreløse nære slægtninge. Han er født Valborgsdag (1.maj) 1683, hvorfor man sikkert godt kan forestille sig som en mulighed, at hans fødselsdagsfest (i det mindste undertiden) har været fejret samtidig med Valborgsaftensfesten? Anne Knudsdatters søn Knud bliver døbt d. 17. (eller 21. – tvetydig latinsk datering) febr. 1712 i Gøttrup kirke, og kan derfor teoretisk godt være undfanget på Valborgsaften 1711.

Endvidere tør Valborgsaftens-festen måske antages som oftest at have været holdt i fællesskab med de forældreløse fætre og kusiner på Aagaard, som i 1711 har været 12 år og yngre, samt utvivlsomt personalet, helt eller delvist, på Bratskov og Aagaard. Valborgsaften var dengang en vigtig folkefest, og der var jo som sagt ikke mange alternative forlystelser på den tid.

Anne Knudsdatters omtalte søn Knud (Christensen Levigsen), f. 1712, blev g. med Else Winther, der var tipoldebarn af Susanne Wandal (f. tidligst ca. 1603) fra den i ovenstående link ( https://blocnotesimma.wordpress.com/2013/07/25/lidt-om-kabaler-m-m/ ) omtalte præstegaard i Magstrup.

Den purunge eller evt. halvvoksne Susanne må naturligt antages at have hilst på Kongen, Kristian 4., under dennes formodede besøg i præstegården i forb. med en tjenstlig rejse til Haderslev i 1618 (jf. Personalhistorisk Tidsskrift, 1988, no. 1, side 6).

Præstegården antages at have været en gl. kongsgård, som fra arilds tid fungerede som herberg for kongen under dennes hyppige rejser til og fra Haderslevhus (jf. Carsten Pedersen: Peder Jensen Wandal. Et præsteliv i det 17. århundrede. 1924).

Susannes førstefødte, datteren Maren, skiller sig iøvrigt på flere punkter ud fra sine to præstebrødre, Jens og Hans Wandal. Hun kalder sig i modsætning til sine brødre aldrig Wandal, men kun Christensdatter, ligesom hun ikke nævnes sammen med brødrene i et bevaret skiftedokument (skifteafkald).

Begge disse forhold kan evt. fortolkes således, at hun har været bragt ind i ægteskabet af moderen? Hverken Susannes eller hendes datter Marens fødselsår kendes, men Susanne kom som nævnt til Viborg, hvor hendes farbror var biskop, og blev gift med en formentlig noget ældre mand, rådmand og købmand Chr. Jacobsen, i dennes 2. ægteskab. (Disse oplysninger skyldes for en stor del de forsk. udgivelser af genealogen Anton Blaabjerg, Viborg).

(Marens datter Margrethe hævder ganske vist senere i et tingvidne på Viborg Landsting, at hendes mor er Jens Wandal’s “fulde morbroder”; hvilket dog vistnok mest nærliggende fortolkes således, at der sigtes til spørgsmålet om evt. halvsøskende fra rådmand Chr. Jacobsens første ægteskab?).

Med hensyn til Karen Iversdatter kan yderligere oplyses, at præsten d. 15.3.1685 begraver hende “i hendes alders 69. år og nogle uger”. Hun må altså være født nogle uger før 15.3.1616, d.v.s. mest sandsynligt mellem 2 og 7 uger før (ellers ville det vel mest naturligt have heddet enten “nogle dage” eller “nogle måneder”?), og i så fald mellem 10.2.1616 og 8.3.1616 (hvilket så alt andet lige indebærer, at hun må være undfanget mellem ca. 10.5.1615 og 8.6.1615?).

Disse og andre omstændigheder turde vistnok på rimelig vis begrunde en mistanke om, at Karen Iversdatter kan være den savnede, d.v.s. formodede men hidtil ukendte, anden datter af Chr. d. 4.s forhold til Karen Andersdatter (jf. Beerståhl og Hammer i Personalhistorisk Tidsskrift no.2, 1991, s.177-217).

Karen Andersdatter forlod først hoffet d. 10.4.1616, hvor Kirsten Munk allerede havde opholdt sig på slottet i 3 mdr. Karen Andersdatters førstefødte, pigen Dorothea Elisabeth, døde omtrent 2 år gammel den 3.6.1615. Har kongen måske “villet eller måttet” trøste Karen p.g.a. af hendes syge eller lige afdøde barn? Karen blev i henhold til Gøttrup sogns kirkebog optaget i huset hos fam. Gyldenstjerne på Bergenhus, antageligt i 1622, seks år gammel.

(Den pågældende kirkebogsindførslen lyder således: ”Den 15. marts 1685: Begravet Karen Ifversdtr. i Strand. Hun var født anno 1616 i Bergen i Norre (Norge). Hun var hjemme hos forældrene 6 år ((d.v.s. til 1622)) – siden hos velbårne Knud Gyldenstjernes frue både i Norge og her på Ågaard – 25 år. Kom så i ægteskab med Laurids Nielsøn anno 47 og boede og levede de sammen udi 26 år i Store Strand – avlede 10 børn, 4 sønner og 6 døtre. Efter mandens død levede hun 17 år, døde omsider i enkestanden i hindes alders 69 år og nogle uger”)((den gode præst havde, som det ses, tilsyneladende kludder i regnskabet vedr. varigheden af ægteskab resp. enkestand)).

I 1852 meddeles i NORSKE SAMLINGER (Udg. Af Et Historisk Samfund i Christiania. 1. bind, 1852. 678 sider) nogle Blandede Optegnelser, taget fra en utrykt beskrivelse af Bergen af Edvard Edvardssön. Side 64 kan læses under år 1622:

(det år) “kom vores allernaadigste Herre og Konge Konning Christian den fjerde med sin höibaarne Prinds Christian den femte, om Natten der Klokken var to, med velbyrdig Knud Gyldenstjernes, vores Lensherres, Spil-Jagt til Bergen, og af Slottet, Kommunet samt Blokhuset med alle Stykkers og Musketters Afskydelse blev undfanget”.

Karen er måske kommet til Bergen netop med dette skib? (i så fald sammen med sin far, plejefar og halvbror). Hun blev hos familien, dels på Bergenhus og efter Knud Gyldensjernes død i 1627 på Gyldenstjernernes gamle hovedgaard Aagaard i Kettrup Sogn (nabosogn til Gøttrup sogn) i Han Herred, indtil hun i 1647 som nævnt bliver gift med en bonde på gården Store Strand i nabosognet Gøttrup (det vides, at ridefogeden på Aagaard fordum havde en gård “i Strand”. Måske har Laurids Nielsen været ridefoged på Aagaard?).

*****

Posteres sideløbende på www.gamleboeger.dk og http://blocnotesimma.wordpress.com

Kig også forbi www.twitter.com/gamleboeger

The Simple Art Of Murder?

(07.jul.2016) Vi fortsætter idag med endnu et indslag i serien SMÅTING OG BAGATELLER (se https://blocnotesimma.wordpress.com/2016/05/26/smaating-og-bagateller-3/ ). Sidste gang så vi lidt på punkt 4. Idag vil vi tale lidt om punkt 3: “at myrde mine naboers veninder?” – hvoraf titlen: The Simple Art of Murder (med reverens til salig Raymond Chandler).

Men har da nogen virkeligt planlagt, udført eller forsøgt at udføre sådanne uhyrlige handlinger? Naturligvis ikke! Dog vil nogen måske mene, at en række indicier ret nærliggende kunne fortolkes således, at en del af ovenstående kunne anses at have fundet sted?

Vores opgave igen idag er derfor at vise, at disse uhyrligheder faktisk aldrig har fundet sted, således at forstå, at der ikke kan være tale om forbrydelser. Men at de tilsyneladende indicier i virkeligheden alle kan forklares fuldt ud som tilfældigheder, der endelig ikke må overfortolkes som beviser på maliciøs hensigt, planlægning eller handling!

*****

For nogle måneder siden døde min nabos gamle veninde, som boede i en af naboejendommene her i gaden. Min nabo havde i lang tid passet meget på hende, idet hun var temmelig syg og fik kemoterapi.

Men pludselig en dag lå hun og var død, da han kiggede ind (han havde egen nøgle). Hun var gl. ryger og havde iltapparat i hjemmet. Men min nabo troede vistnok hun havde fået hjertestop.

Men jeg kunne godt mærke, eller mente at kunne mærke, at det undrede ham en smule, idet han (såvidt jeg har forstået) ikke vidste af, at hun havde haft hjerteproblemer.

Senere erfarede jeg, at han nogle dage i forvejen havde inviteret hende med op i sit “ensomt beliggende” sommerhus ved Nordkysten, og jeg forstod da, at det – såfremt man forudsætter en kabale – godt kunne have været hendes “dødsdom”?

For i så fald, og igen under forudsætning af en kabale, har Mossad og/eller Co. måske ræsonneret, at det ville da være meget bedre, om han inviterede undertegnede ringhed med op i sit – i vinterhalvåret ensomme – sommerhus?

Kuriøst nok bragte min nabo netop dette på bane i den allerførste samtale vi havde efter dødsfaldet: “Du skal jo også med op at se mit hus”!

Men jeg måtte da pænt sige nej-tak, med henvisning til mit svagelige helbred m.m. – jeg øjnede med det samme en fare. For en ordens skyld må jeg bemærke, at min nabo helt sikkert er uskyldig i nogen voldelig handling, hun var ham vistnok en kær veninde.

Men det ville have været en – meget – smal sag for f.eks. et par Mossad-goons at lukke sig ind (formodentlig en yale-lås af billigste type, åbnes på sekunder af fagfolk), uden at vække mistanke; og derefter “help her out of her misery” med en pude el.lign.

Kan man myrde en Sleswig-Holstensk ministerpræsident (Se Ostrovsky’s bog “The other side of deception”) uden at blive stillet til regnskab, så ville ovenstående vel være barnemad?

Men er der så virkelig tale om en forbrydelse i form af et brutalt mord på en uskyldig? Nej, naturligvis ikke; det er der intet der tyder på. Der er her blot tale om et “morsomt” sammentræf af tilfældigheder, som endelig ikke må overfortolkes som maliøs hensigt. Det siger vel næsten sig selv?

*****

For nogle år siden (må være omved 5 år, eller måske lidt mere; jeg husker ikke her og nu årstallet, er for så vidt også mindre væsentlig) skete der et mord i naboejendommen (mod øst). Faktisk tror jeg nok det var i den lejlighed, som grænser direkte op til min?

Jeg ved ikke ret meget om mordets facts og detaljer; jeg mener dog at have forstået, at det var en kvinde som blev knivmyrdet af en kæreste eller ægtefælle?

Jeg husker politiet den pågældende/næstfølgende formiddag gik og ledte; jeg formoder efter mordvåbnet (vel med hunde, men jeg husker det ikke længere) i blomsterbedene i gaden (vor gade er ret bred med brede rabatter), baggårde og andre steder. Jeg har ikke senere erfaret hvorvidt mordvåbnet i givet fald er blevet fundet.

I sig selv er det vel en smule suspekt, såfremt mordvåbnet ikke har kunnet findes? Sammenlign med (false-flag)attentatet på Lars Hedegaard: Ekstremt “amatøragtig” i udførslen, men så vidt vides ekstremt professionelt med hensyn til at slette alle spor?

Men hvad der især vakte min mistanke var datoen, som jeg tydeligt husker: Den 14.7.

Det er nemlig denne dato Tamilsagen så at sige for alvor blev sparket idang 1990; d.v.s. (under) denne dato sendte jeg en “massiv” klage til ombudsmanden: 2 ringbind på tilsammen omved 1000 sider tekst og bilag.

Nu vil den ærede læser sikkert indvende, at Tamil-sagen da startede før 14.7.1990? Rigtigt nok, men min klage havde også forinden været længe undervejs, forbi to generaldirektører og to trafikministre. En lille håndfuld inderkreds har altså været ret godt underrettet om den omfattende sag, som jeg til slut havde tilkendegivet overfor direktionen som værende på vej til Ombudsmanden.

Jeg hidsætter her et udtog fra min blog https://blocnotesimma.wordpress.com/2013/10/24/logistik-med-boger/ :

Hvorfor jeg nu i en årrække har været et Mossad mord-target er i virkeligheden lidt af et mysterium. Men for Mossad er udenforståendes menneskeliv åbenbart meget billige? – det forhold er måske i virkeligheden tilstrækkeligt?

Men man kunne alternativt gå omved 3 årtier tilbage for måske at finde en forklaring. På det tidspunkt arbejdede jeg i Trafikmininsteriet (Generaldirektoratet for P&T) og havde et personligt mål om efterhånden at blive sekretær enten for Generaldirektøren eller Trafikministeren. De to herrer – Hans Würtzen og Arne Melchior – havde begge min respekt og sympati, og mine faglige forudsætninger ville vistnok gøre mig til et oplagt emne, i det mindste hos førstnævnte?

Dog havde mine overordnede i Telestyrelsen trods mine kun 2 års ansættelse dér vistnok allerede besluttet, at jeg var alt for “skarp” til at man ønskede mig placeret i et overordnet sekretariat? Og ergo gjorde man sig efterhånden vistnok store anstrengelser for at chikanere mig ud af afdelingen?

Ja, man blev – i mine øjne dengang – så skamløs grove, at jeg mente at måtte reagere med en besværing? Naturligvis uden resultat hvoraf det kom sig, at jeg i 1990 klagede til Folketingets Ombudsmand.

Men denne ærværdige institution returnerede efter nogle måneder mine 2 ringbind (inkl. over 500 sider dokumentation), med den besked at sagen var for omfattende og de påklagede forhold foregået gennem så lang tid, at man ikke fandt anledning til at gå ind i en realitetsbehandling (!) (har man måske brugt en del af de 3 mdr. til en “ikke-realitets-behandling”?).

Senere sendte jeg samme materiale til Tamilretten under den pågående undersøgelse, idet materialet efter min mening evt. kunne være en hjælp til at belyse nogle væsentlige facetter af sagen på en ny måde?

Jeg fik en kvittering for modtagelsen (af en retsbetjent) og ca. 1 mdr. senere materialet retur incl. en notits fra en sekretær med en formulering, som dengang – i mine øjne – syntes at antyde, at det evt. måtte overvejes, om der kunne have fundet en underslåelse af materialet sted?

Dog må man naturligvis have forståelse for, at alle tre undersøgere dengang må have været meget, meget travle herrer – såvel Ombudsmanden som de to Tamil-dommere Hornslet og Goldin (sidstnævnte er vist forøvrigt nu retsschef her i Frederiksbergs “kommunale” ret?).

Men tilbage til dato-legen: Den 14.7. har på en måde sendt en meddelelse til undertegnede – men absolut ikke til nogensomhelst andre. Mainstream pressen i særdeleshed er jo i total uvidenhed om hvad der evt. på en gang kan have gjort ombudsmanden så populær, at alle mulige nu så ud til nærmest at falde over tæerne på hinanden for at kappes om hans gunst?

Betyder dét så, at mordet d. 14.7. kan have været et koldblodigt, planlagt mord på en mere eller mindre uskyldig?

Nej, naturligvis ikke; det kender vi absolut ingenting som peger på; der er her som så så ofte før blot tale om et “morsomt” sammentræf af i tid og rum tilfældige hændelser. Næppe noget som helst andet!

*****

Posteret sideløbende på www.gamleboeger.dk og http://blocnotesimma.wordpress.com

Kig evt. også forbi www.twitter.com/gamleboeger – thanks.

Loppemarked

(03.jul.2016) Denne juli-søndag med det flotte “aprilvejr” har jeg benyttet lejligheden til at spadsere lidt rundt på et par af byens loppemarkeder.

På det forholdsvis lille marked ved Svanemøllen Station er stadetallet idag stærkt reduceret i forhold til normalen, vel sagtens på grund af det ustadige vejr. Jeg så da heller ikke noget af mindste interesse, og tog videre med S-toget til Holte.

På parkeringspladsen lidt øst for stationen har der i mange år været loppemarked næsten hver søndag i sommersæsonen. Meget at se på er der nu ikke idag: Der er masser af dameting og -tøj, samt dito børneting og -tøj. Men ikke så meget til mænd og store drenge. Dog har en kræmmer stillet nogle flyttekasser med gammelt værktøj frem som synes at være et hit hos gør-det-selv mændene i Holtes store villaer?

Jeg spottede kun en enkelt fototing; en Vivitar 200mm 3,5 tele med Nikon-F fatning, incl tilhørende mellemring i org. Nikon-udførelse. Alt pænt og velholdt, og kunne erhverves for en 50’er.

Men ikke et eneste kamera(hus). Så der er sandelig sket noget siden omkr. år 2000. Dengang kunne man endnu næsten ligne et juletræ på vejen hjem, med div. ældre kameraer “over hele hovedet”. Men det er åbenbart helt slut nu.

For mit vedkommende gør det nu ikke så meget; jeg er ikke rigtig aktiv samler længere, og laver mest weekendens loppe-runde for at nyde det fine sommervejr samt den fine natur som findes lige omkr. Holte station. Incl. skoven mod syd og øst, samt søen lige nord for banelinjen.

Næste station var Charlottenlund, med stort loppemarked lige øst for stationen, incl tilhørende naturområde. Her fandt jeg en ny tegnebog til en 20’er. Ægte læder og fabriksny, indrettet nogenlunde som den gamle. For en anden 20’er købte jeg et SD hukommelseskort på 4 GB.

Ved pladsens “pølsevogn” – hvor der sælges wienerbrød og kaffe – blev jeg antastet af den netop pensionerede direktør for Nikon-Danmark. Så en lille kort fotosnak med en venlig fagmand blev der også lejlighed til.

Igår havde jeg besøg af Ewald, en af den københavnske fotoverdens mange hyggelige nørder. Han havde ytret interesse for at købe min digitale Pentax istD, hvilket jeg i et øjebliks forvirring havde tilbudt ham. Men heldigvis blev der ingen handel; heldigvis, fordi jeg allerede havde fortrudt.

Pentax istD er vistnok det første digitale SLR fra Pentax, og modellen altså mere end 10 år gammel. Men den kostede i sin tid 20-25.000 kr og kvaliteten er høj, omend den jo kun kan opvise en APS-C chip med 6 MP samt et display på beskedne 1,8″.

Kameraets største plus for mig er den meget klare og kontrastrige søger, der nok mest skyldes den massive glasprisme – i modsætning til de sammenklæbede spejle, som almindeligvis forekommer i billigere modeller. Denne fine søger muliggør en ubesværet manuel fokusering, hvilket er vigtigt, når man som jeg foretrækker at benytte ældre, MF-objektiver.

Manuel fokusering med min Olympus E-500 er derimod næsten umulig, søgeren er ganske enkelt for dårlig.

Forinden jeg talte med Ewald ved kaffetid, besøgte jeg om f.m. Vangsgaard’s bogudsalg på Kultorvet; men herom har jeg allerede fortalt lidt i det foregående indlæg.

Senere på eftermiddagen gik jeg endnu en tur ned gennem Fiolstræde. Ved Photografica’s butik talte jeg med butikkens indehaver, dir. Petersen. Jeg erfarede derhos, at en os fælles bekendt samler af gl. Canon analog-kameraer havde afhændet sin samling. Smart move – alting har sin tid.

I Palads-biografens lyse og luftige café drak jeg en kop kaffe, inden jeg tog hjem. Her sidder jeg ikke sjældent og skriver blog-indlæg m.m. på min bærbare; der er normalt også mulighed for at bruge caféens WiFi, men deres WiFi-service er dog desværre meget upålidelig.

Lidt spooky-talk: Da CIA/Mossad jo kender mine daglige vaner ind og ud, er jeg ofte nok blevet “passet op” i Palads-biografen. Forholdet er, at jeg foretrækker at skrive blog-indlæg m.m. på café, idet alle aktiviteter hjemme i min lejlighed er tæt overvåget. “Regime-kritikere” er nu engang farlige i et demokrati “on the skids”?

Overvågningen indebærer key-logning (eller tilsvarende), således at ALT jeg skriver, incl. kladder, på min PC kendes i realtime af nævnte mafiosaer. Dette turde vel være generende for de fleste? Men når man som jeg er udstyret med en særlig veludviklet situationsfornemmelse – ja så er resultatet at det “cramps your style”: Jeg kan ganske enkelt ikke arbejde med “nogen” hængende hen over skulderen.

Tilbage til Palads: Igår spottede jeg ved ankomsten to spooky typer; og da jeg igen forlod caféen gjorde den ene sig stor umage med at “filme” mig med sin iPhone, men på en sådan måde, at det så lidt – men ikke helt – tilfældigt ud. De to gjorde sig tydeligvis store anstrengelser for at “se spooky ud”.

Foriden havde jeg (endnu engang uden held) forsøgt at logge på caféens WiFi. Herunder havde jeg bemærket et tilgændeligt netværk med kodenavnet “PET spion vogn no.7″ (- and I’m not kidding!). Det grundede jeg så lidt over.

Jeg kom da i tanke om, at jeg et par gange havde set (næsten) selvsamme router-kode “PET vogn. no.4″ (såvidt jeg husker) ude hos mig selv i lejligheden, blandt tilgængelige router/wi-fi netværk. Det er måske et årstid siden, og dengang slog jeg det blot hen som en spøg hos en af naboerne. Men gårsdagens erfaring leder måske i en anden retning?

Jeg tror nu, at den spooky WiFi netværksbetegnelse med PET-vogn nr. dit eller dat er en Mossad aktivitet. Og hvad skulle formålet så være hermed? Jo at fremprovokere irritation, vrede og konfrontation fra mig mod PET. Samme formål har de 2 spooky typer fra caféen nok også haft?

Nu er det jo helt klart stedse en interesse for CIA/Mossad at anstifte splid mellem deres “targets”, her undertegnede ringhed, og justitsvæsenet. En grundlæggende interesse, så at sige. Men alligevel bør det nok altid overvejes, om der dog ikke også kunne være en eller anden akut årsag til sådanne “små” false-flag provokationer?

Og måske har vi noget sådant her? I sidste uge talte jeg i tf med min gamle ven WK, som bor alene på en ensomt beliggende gård på Langeland. Vi har ikke talt sammen i nogle måneder, og jeg erfarede, at han i mellemtiden har haft en blodprop i hjertet (mon en Mossad-hævn??), og derfor var noget mat i mælet.

Vi aftale, at jeg om muligt skulle besøge ham i den kommende uge. Han er jo fotonørd ligesom jeg, men taler næppe med andre om sin interesse. Et besøg hos ham plejer derfor at indebære en “pligt” til at overnatte, at medbringe fotohistorier fra hovedstaden samt også meget gerne noget af det hardware, jeg måtte have fundet siden sidst.

Og når man har forstået, hvordan Mossad arbejder, så er det klart, at det er af stor vigtighed for dem enten at skræmme mig fra at besøge WK på Langeland, resp. at forhindre det rent fysisk (- i så fald ved et overfald/kidnapning).

At kidnapning af en “sejg og frygtløs” kritiker altid er en våd drøm for CIA/Mossad er vel efterhånden en selvfølge? (se f.eks. https://blocnotesimma.wordpress.com/2016/06/10/helsingborgske-shenanigans/
). Men hvorfor er det alternativt så vigtigt at forhindre mit besøg hos WK og de andre venner?

Jo, man opererer i de kredse – det er jo rovmordere vi har med at gøre! – med krigsråbet “rape, rob and kill”. Dette gælder i den varme krig; i en “kold krig” som vor, er parolen let omredigeret til “isolate, rob and kill”. Det er med andre ord meget vigtigt at forsøge at isolere – økonomisk og menneskeligt – “a target”.

For WK’s vedkommende har jeg undertiden så at sige følt mig “forpligtet” til at sælge en eller anden ting eller dingenot af hvad jeg måtte have fundet, og som han er interesseret i. Helbredet har nu i flere år ikke tilladt ham at køre til Tyskland på fotoloppemarked ligesom tidligere, og han ser derfor naturligvis gerne, at andre tænker lidt på ham i den henseende.

Det er en facet, som Mossad-hæren er meget opmærksom på; jeg har også bemærket tilsvarende for andre “venner’s” vedkommende, f.eks. mine gamle foto-venner CCK og PM, med hvem jeg tidligere havde en livlig samtale resp. tuskhandel fra vore respektive fotosamlinger. Man har antageligt udstedt et forbud mod at tale med mig fra centralt hold, f.eks. fra ambassaden?

For ganske vist er ikke alle i Mossad-hæren rovmordere; men alle hjælper vistnok – aides and abets – den der tier samtykker – rovmorderne?

Det er klart, at et besøg hos venner, som a) bor på afsides steder og b) som er annonceret 1 – 2 uger i forvejen er en stor, stor fristelse for CIA/Mossad. Alt kan jo så planlægges ud i ekstreme og mindste detaler.

Så med de ubegrænsede ressourcer CIA/Mossad i virkeligheden har mulighed for at indsætte – en hel hær faktisk samt ubegrænsede pengemidler, såfremt man bedømmer sagen af tilstrækkelig stor vigtighed – vil fristelsen til at planlægge et hit nok være uimodståelig?

Og den verdensomspændende bande af rovmordere, som Mossad-hæren repræsenterer, har ingen moralske skrupler og skyr INTET middel.

Apropos så er det jo præcis denne fuldkomne moralske kollaps hos disse bander og deres bagmænd, som med overvejende sandsynlighed vil betyde jordelivets ophør inden for ganske få år?

Tænk f.eks. på Fukushima, CERN/LHC, Syrien, Ukraine og verdens ca. 1000 atomreaktorers højradioaktive affald, som ikke kan neutraliseres eller uskadeliggøres. Ergo: Earthlings are “walking deads” – they just don’t know yet.

Jeg har i et tidligere indlæg fortalt om, hvorfor jeg dengang aflyste et planlagt besøg som det her omhandlede hos WK på Langeland. Jeg gengiver her hovedpunkterne (skrevet april 2014, jf. http://blocnotesimma.wordpress.com/2014/04/03/nyheder-eller-ikke-3/ ):

“Næste oplevelse, der forlods bemærket var MEGET levende, forårsagedes ligeledes af en invitation fra velbemeldte foto-ven. Jeg skulle besøge ham, incl. overnatning, i hans hjem på Langeland. Ligesom ovenfor kan jeg her og nu kun give en omtrentlig dato, idet mine noter er pakket ned, men det har vistnok været for godt 4 år siden.

“Et par nætter før havde jeg en unægtelig ganske overordentlig foruroligende drøm. Eller rettere drømme, for jeg drømte og vågnede, drømte og vågnede vedvarende. Omend ikke hele natten, så dog måske i timevis?

“Til sidste var jeg temmelig oprevet, “forstyrret” som vi siger i Jylland, og vistnok lidt chokeret. Drømmens indhold var i hovedtræk:

“Jeg så og hørte en (eller flere) helikoptere lande ved min vens gård. Tildels ganske ugenert midt på græsplænen ved gården ved højlys dag.

“Ud af en af dem kom flere kommandosoldat-typer med en båre (åbenbart til i påkommende tilfælde at transportere undertegnede ringhed på!). Den ene af navy-seal-typerne så jeg ganske tydeligt på klods hold, incl. hans ansigtstræk.

“Han havde på sørøvermanér bundet et sort tørklæde om hovedet og sagde: “Nu har du holdt os for grin i 3 dage” (uger eller måneder, husker ikke enheden, blot at der blev brugt en urealistisk, “forkert” enhed).

“Herefter vågnede jeg og var allerede da noget oprevet. Men jeg lagde mig til at sove igen, da jeg har et temmeligt godt sovehjerte, for dog kort tid efter at vogne “med helikoptere summende om hovedet” og springe ud af sengen, helt “rundt på gulvet”. Dette gentog sig 2 á 3 gange, indtil jeg ikke kunne sove længere.

“Jeg var den morgen temmelig meget foruroliget, så meget at jeg meget mod min vilje måtte aflyse fotoudflugten til det smukke Langeland.”

Nu som dengang har jeg kun min common-sense, intuition og 6-sans at lide på; samt forhåbentlig også som hidtil mulighed for at lytte til æterens musik, mens jeg sover?

*****

Posteret 3.jul.2016/opdateret 5.jul.2016.

Posteret sideløbende på www.gamleboeger.dk og http://blocnotesimma.wordpress.com

Kig evt. også forbi www.twitter.com/gamleboeger

Jeanne d’Arc. Per Bak Jensen.

Jeanne d’Arc. Per Bak Jensen.

(02.jul.2016) Idag lørdag var næstsidste dag for denne runde hollandsk bogudsalg i Helligaandshuset. Prisen idag var 10 kr, imorgen søndag er den 5 kr.
Forleden da prisen var 20 kr købte jeg bl.a. Anatole France’s tobindsværk om Jeanne D’Arc.

1. VIE DE JEANNE D’ARC. Af Anatole France. 4.udg. , Paris, 1923. 2.vols. 458 + 486 s. Indbundet ubeskåret i brunt halvlæder m. d. org. omslag.

Jeg har længe haft første bind stående, som man tilsyneladende oftere ser for sig, men det er første gang jeg har set det komplette værk i pæn og brugbar stand og til en billig pris.

Forresten er Anatole France’s bog om La Pucelle måske ikke det værk jeg oftest vil ty til for at læse og genopfriske hendes historie. Anatole’s bog er ganske vist nok den mest velresearchede, alment tilgængelige? Men er til gengæld vistnok meget main-stream og som sådan en lukket bog med hensyn til nyere, for kateder-parnasset ubekvemme eller ligefrem uspiselige forskningsresultater?

Jeg ved ikke bedre, end at det må betragtes som historisk godtgjort, at La Pucelle overlevede processen mod hende, og levede ikke få år derefter i ægteskab med en riddermandsmand?

Man kan læse herom bl.a. i

1.1. ULØSTE GÅDER I LITTERATUR OG HISTORIE, af Palle Helmer-Petersens; (Kh, 1942, s.71); men også i mere omfattende afhandlinger, af hvilke jeg har idet mindste et eksempel stående på hylden:

1.2. OPERATION SHEPHERDESS – THE MYSTERY OF JOAN OF ARC. Af André Guérin and jack Palmer White., London, 1961, 314 s., helshirting m. org. omslag.

Men Anatole’s bog er rig på historiske detaljer om Jeanne d’Arc’s liv før og indtil processen, og det er et flot tilbud til 40 kr!

Fra Palle Helmer-Petersens kapitel om La Pucelle (ca. 1407-50?) gengiver jeg næstsidste stykke:

“Jeanne d’Arc er vel nok den smukkeste og reneste skikkelse i vor civilisations historie; tapper og djærv – “à visière ouverte”, generøs og idelt betonet, spirituel og rap i Talen, bærer hun i sig det franske folks bedste egenskaber, som altid i ulykkens stunder har gjort sig gældende.

“Ydmyg i heldet og beundringsværdig i ulykken viser hun sin karakters storhed og sin sjæls straalende glans. Med hende begynder den franske nation at antage den form, som andre skal føre videre frem til en førerstilling inden for det europæiske kontinents stater, en førerstilling, som paa alle civilisatoriske områder har skabt det bedste, menneskeheden formaar at frembringe, og som vi aldrig kan være Frankrig taknemmelig nok for”.

Bogens forord er dateret Paris 1940-41 og denne patriotiske tid er måske en del af forklaringen på forf. glødende eloge?

Som jeg vist tidligere har omtalt, ejer jeg tillige bogen ET DIKTATOREMNE – SAINT-JUST. Kh, 1942, af samme forf., og med håndskreven dedikation af denne til Keld Helmer-Petersen, formodentlig en bror og identisk med den i sin tid verdensberømte danske Leica-fotograf KHP?

Fra OPERATION SHEPHERDESS gengiver jeg et lille stykke s. 250-51:

“Nevertheless, no matter how firmly the Church, chiefs of State, social group leaders, and advocates of world-overthrow persist in maintaining the false, legendary and miraculous features of Joan of Arc, it is inconceivable to come to a conclusion other than this:

“Joan was not a shepherdess, she was not ignorant, she was not a d’Arc, she was not born in Domrémy, and she was not born in 1412. She WAS Joan – and, at that, just barely”.

Alle ovenfor omtalte bøger er ligeledes efterhånden erhvervet for små penge i byens hollandske bogudsalg.

Da bøgerne i Helligåndshuset for nogle dage siden kostede 50 kr, købte jeg et par “billedbøger”, bl.a.:

2. HENGIVNE ØJEBLIKKE. Af Per Bak Jensen. Gyldendal, 2001, 106 s. Bredformat ca. A3. Det bagerste omslag har et knæk, ellers meget velholdt.

Det er synd, at jeg ikke længere, eller idet mindste ikke for tiden, taler med min gamle foto-ven Morten i Svendborg. Hen er nemlig varm PBJ-fan., og ville med sikkerhed gerne have haft bogen, medmindre han ejer den i forvejen.

Og jeg forstår nu bedre, hvorfor hans varme beundring, det må vist være PBJ’s vand-billeder?

Morten har en hypersensibilitet for farvenuancer, og jeg har set et par af hans fremragende billeder fra vandløb. Og fra s. 28 kan man beundre 6 af PBJ’s billeder fra søer/vandhuller/vandløb, i dette tilfælde fotograferet i Basel: Det er klart at de to er åndsfæller i det stykke.

PBJ’s vand-billeder er helt suverænt fine. Han må være i verdenseliten på det område? Bogen begynder iøvrigt med en række billeder fra USA, som også er fremragende. Man fornemmer, at PBJ forstår den US-amerikanske ånd, som han så også har gidet have ulejlighed med at fange med sit (storformat?)kamera.

Hans panorama-format landskabsbilleder fra Jylland (Himmerland?) finder jeg derimod temmelig kedelige; og ligeså egentlig også hans øvrige billeder fra forsk. Europæiske lande. Begge afsnit virker mere som fyld, og trækker bogens niveau ned til en lavere fællesnævner.

Men Per Bak-Jensen er i ånden åbenbart US-amerikaner, samt tilhører vandets element?

Et lille aber-dabei: Den fjollede titel! Minder for meget om danske klub-fotografers fjollede titler på fjollede digital-manipulationer. Kunne man ikke have fundet på noget lidt mere originalt – f.eks. Water-Colours – or something?

Men tak til Forum Antikvariat for den flotte fotobog, et fantastisk køb til en halvtredser.

Idag koster bøgerne hos Vangsgaards på Kultorvet 60 kr. Min aktuelle, noget anstrengte økonomi tilsiger, at jeg ikke bør købe flere bøger i indeværende juli md. Men der er blot den hage, at jeg har set et par titler, jeg gerne ville forsøge at sikre mig, inden prisen ved beg. af august er kommet ned omkr. 20 kr.

Det drejer sig om et par fanske bøger, og omend der tilsyneladende ikke er mange frankofile i København, så skal der dog måske blot en enkelt til at ødelægge min evt. indkøbsplanlægning? Altså benyttede jeg formiddagens vedvarende regn som et window-of-opportunity til at falde i vandet endnu engang:

3. DERNIERS ESSAIS DE CRITIQUE ET D’HISTOIRE. Af H. Taine, Paris 1894. Hæftet, 263 s.

Der må vist være tale om en originaludgave. Fra indholdsfortegnelsen kan fremhæves navne som Sainte-Beuve, George Sand, de Saint-Victor, Marcelin, Edouard Bertin.

Der findes yderligere 2 bind Essais af H.Taine, hvoraf jeg i forvejen har bind 1. Jeg har også kigget lidt i bind 2, men fandt ikke noget af særlig interesse deri.

4. LES LIVRES DU TEMPS. (3.SÉRIE). Af Paul Souday. 5.udg. Paris 1930. Hæftet 298 s.

Jeg kender ikke i forvejen forfatteren. Fra indholdsfortegnelsen kan nævnes: Vie de Racine et de La Fontaine; le centenaire de Malherbe; Henri de Régnier; Stendhal et Valéry; le centenaire de Taine; le centenaire de Tolstoi; autour de Flauberg; Paul Bourget;

Til slut endnu en 5-kroners bog fra det forrige udsalg på Kultorvet.

5. LE ROI DE ROME. Af Octave Aubry. Paris 1932 (første oplag?). 468 s. hardcover.

Der er vistnok tale om en historisk roman; og ganske vist læser jeg ikke længere roman-literatur, men denne forekommer at være velresearchet og ial fald skrevet af en autoritet på Napoleon og hans tid. Og fremfor alt synes bogen letlæst og altså velegnet til bus- og toglekture, hvor idelig ordbogsopslag er for ubekvemt.

*****

(Posteret sideløbende på www.gamleboeger.dk og http://blocnotesimma.wordpress.com )

Kig evt. også forbi www.twitter.com/gamleboeger