Le Marechal Soult – and other fatalities

On June 3, 2018 I tweeted this:

Planned to visit Helsingborg/Sweden soon. But tonite in clairvoyant vision saw myself on ferryship all surrounded by white clad medic staff. Debarking I was trapped on closed gangway, draped in white, bad smell. Everybody very confident. Is Sweden run by Mossad? Löfven corrupted Levin?

Then early in the A.M. today (June 9) I had a clairvoyant dream about someone planning a trip to Helsingborg/Sweden, obviously meant to include myself. I asked ‘someone': ‘Is this trip to Helsingborg on the up and up’? And a nice looking, dark woman answered: ‘Oh yes – it has to be made to look natural and accidental’.

All right – not really comforting, I dare say. Obviously the gist of these vision is, that – unsurprisingly – yet more hit-squad set-up are in the planning. With a preference for Swedish waters?

Those robot-killers love planning things elaborately, meticulously on their blackboards, large and small. They think they are fully in control; but like all power-abusing ‘robot-leftbrainers’ they are in fact not in control of anything at all when the chips are really down (Think CERN/LHC – for instance https://blocnotesimma.wordpress.com/2015/01/13/stella-nova-menneskehedens-farligste-terroristvaben-nogensinde/ or Fukushima http://blocnotesimma.wordpress.com/2014/06/24/fukushima/ )

That is, not in control unless the Global power brokers have made it their mission, like a cancer to destroy Earth and Humanity completely.

And, by the way, you may once again have to ask – Is Sweden now run by Mossad? Is Löfven just one of the many corrupted forms of Levin?

————–

But today is Saturday and another sweltering hot, although otherwise really very nice summer day here in downtown Copenhagen.

In the morning I visited a couple of flea-markets. To no awail – just more expensive crap.

But in the permanent dutch book sale at Vangsgaard’s on the Coal-Market (Kultorvet) I won a half-score of books (including one dvd-film). The unit price today is 15 DKK (2 Euro). Here are some of the finds:

1. PASCAL. Sa vie et son caractere, ses ecrits et son genie. Par M. L’Abbe Maynard. Tome 2, Paris 1850. 512 p., nicely bound in calf.

Although slightly foxed throughout this volume is really quite nicely kept, and still very usable.

Of course this is only the 2nd volume of the (supposedly) two volume full set. But that’s really no big deal for myself, as I rarely manage to read the books I acquire from cover to cover.

The major part of this second vol. seems to be dedicated to dealing with the history of Pascal’s PENSEES (of which I’m the fortunate owner of a magnificent four volume set). But there are also large sections in the last part of the volume dealing with PROSE FRANCAISE AVANT PASCAL and STYLE DE PASCAL.

I believe some think Pascal was perhaps the finest stylist ever writing in the French language? But at any rate this volume might easily prove a great buy for paltry 2 Euros.

2. MEMOIRES DU MARECHAL-GENERAL SOULT – Duc de Dalmatie. Publie Par Son Fils. Premiere partie: Historie des Guerres de la Revolution. 3 vols. Paris 1854 (original edition).

I have been keeping an eye on this set, that has been available on the sale for more than a month, as I’m generally interested in french reminiscenses. But as I hardly ever read war history, I have been passing it by until today.

Contrary to the above title, I managed to research les Memoires du Soult on the web yesterday. And thus learned, that normal antiquarian price for this original edition in nice condition is several hundred dollars.

The catch is, ofcourse, that my set is definitely not in nice condition: It’s badly foxed throughout. Apart from that, however, it’s still very usable, and the bindings in original full cloth is still quite intact. Thus by some measures I have to call it the scoop of the day – or the year.

3. KAISER FRIEDRICH II. By Eduard Winkelmann. 2 vols. Darmstadt, 1963. (reprinted from 1889 ed.). 580, 529 pages. Nicely bound in red cloth.

It seems the author was one of the absolute authorities on the history of this most interesting german ‘Kaiser’. And the reason for it to languish on the shelves at this dutch sale may well be, that it’s printed in fracture, and in German of course, and thus well nigh impenetrable and incomprehensible for almost any young reader in our city?

Friedrich II will be known to most historically interested readers. He seems to have been both learned as well as at times also callous; in the end we might perhaps find him to be a typical left brain dominated power broker?

By the way most of – or rather all? – the modern European royalty are among his progeny.

4. STUDIEN ZUR WESTDEUTSCHEN STAMMES- UND VOLKSGESCHICHTE. By Franz Steinbach. Darmstadt, 1962. (reprint from 1926). 194 p. Bound in soft plast.

The history of the European tribes, and especially the German tribes, is hardly a politically correct study in today’s European universities?

It seems, that today only two tribes are allowed. One rather small tribe of moneyed elite and another giant tribe of everyone else – the riff-raff or the rabble in the streets.

If and when this partition is accomplished, certain death of humanity is assured. There is almost no culture – albeit a profusion of materialistic civilization – among the moneyed elite. And there can eventually be almost no culture among the riff-raff on account of growing (often government promoted) debt-slave misery and squalor, disruption and chaos.

Earthlings might want to remember, or at least try to understand, that among our neighbours in our Galactic neighbourhood there are many tribes living peacefully side by side. A cosmic order, that necessarily should be imaged here on Earth.

(9./11.June.2018. To be cross posted on www.gamleboeger.dk and http://blocnotesimma.wordpress.com tweets on www.twitter.com/gamleboeger )

——————

Below is what I wrote earlier on said Helsingborg conundrum.

Helsingborg’ske shenanigans? (updated)
Udgivet den juni 11, 2016 by blocnotesimma

(10.juni.2016) I forgårs (onsdags 8.juni) gjorde jeg efter vistnok et års pause en eftermiddagstur til Skånes smukkest beliggende by, Helsingborg. Som jeg allerede tidligere har fortalt en del om ( https://blocnotesimma.wordpress.com/2014/10/06/sverige-oh-sverige/ ) boede jeg op gennem 70’erne og 80’erne i Helsingborg og har stadigvæk en vis tilknytning til byen.

Mest gennem den konto jeg har opretholdt i Swedbank – hed dengang Sparbanken Skåne – med tilhørende boksaftale, der som nævnt bruges som depot for nogle af de fysisk set mindre ting af min fotohistoriske samling.

Jeg har i boks bl.a. liggende et mellemformat digitalkamera Mamiya DZ. Kameraet er købt her i byen på udsalg for flere år siden. I stand som ny og med et par dito objektiver. Nyprisen var dengang vistnok 75.000 kr – mens jeg kunne nøjes med præcis en tiendedel.

Den ligger der som back-up, idet jeg indtil nu har klaret mig med mit 13 år gamle Canon EOS 1Ds full-frame digitalkamera som “storformat-digital”. Og fordi ægte mellemformat digital stadigvæk er forholdsvis sjældent og dyrt. Billigst er vistnok Pentax 645Digital, som netop er set til i omegnen af 70.000 kr.

Problemet med dette nu ældre digitalkamera Mamiya DZ er li-ion-batterierne, som ser ud til at være umulige at opdrive som tilbehør. Da jeg for nogle måneder søgte overalt på ebay fandt jeg kun eet kamera til salg men ingen løse batterier.

Det er derfor naturligvis vigtigt at vedligeholde batteriet, d.v.s. holde det opladet. Hvilket jo ikke kan ske i boksen, og bedst hjemme. Og da jeg ved mit sidste besøg sammen med en af mine søde niecer forsømte at tage batteriet med hjem til opladning tænkte jeg, at jeg ville indhente det forsømte.

Jeg gik en lille tur på havnen i Helsingør i det meget smukke vejr, forinden jeg tog færgen til hinsidan. Men det kunne vist godt have vist sig som en mindre god idé? For det varede ikke længe før jeg på det relativt mennesketomme kajområde havde en formodentlig tasketyv i hælene, som nok havde spottet min – ret flotte omend ældre – LowePro-fototaske.

Da jeg er i besiddelse af en veludviklet situationsfornemmelse spottede jeg tilstrækkeligt hurtigt vedkommen og holdt øje med ham, hvilket åbenbart berøvede ham modet. Ellers havde jeg måske mistet min flotte Hasselblad 500C/M incl 2 ekstra – ganske vist noget medtagne – objektiver.

For øvrigt bruger jeg sjældent Hasselblad’en og det kan godt være, den unge mand ville have fået mere fornøjelse af den end jeg? Dog regner de fleste unge mennesker vel med, at fotoudstyr idag helst skal være digitalt, hvad enten til brug eller videresalg?

Da jeg altså ikke har været på Helsingborg-tur siden 4.jan.d.å., hvor den skærpede personkontrol blev indført, oplevede jeg denne for første gang.

På danske-siden er der opstillet købåse (men endnu ikke kobåse), hvor pas eller anden billedlegitimation forlanges. Det var denne onsdag helt problemfrit, med få rejsende og elskværdig kontrolpersonale. Jeg spottede ingen flygtning overhovedet.

Tyge Brade – man bruger vist nu overalt den “latiniserede” form Tycho Brahe (ordet brade skulle betyde brat eller opfarende) – sejlede for næsen af mig og jeg måtte borde Hamlet. Der trods navnet synes at være med svensk bemanding og skiltning?

På svenske-siden var der underligt nok også skarp pas-kontrol. Underligt fordi der ikke var skyggen af en flygtning at se, de ville jo også være sorteret fra i Helsingør. Så hvad skal denne ekstra, skarpe kontrol gøre godt for?

Ved ankomsten til tull-zonen konfronteres man af 2 bokse, hvor 2 Told- eller Säpo-medarbejdere – formodentligt det sidste? – har barrikaderet sig. Man afkræves i henhold til skiltningen sit pas – der synes ikke at være tale om anden billedlegitimation som på danske-siden?

Den kvindelige medarbejder, som jeg konfronteredes med så yderst professionel ud. Temmelig arrogant; mørkhåret og med en meget “deep tan” og intelligente øjne: tydeligvis ikke en underordnet eller left-brain domineret type, som i almindelighed ikke er god til at vurdere karakter hurtigt og effektivt.

Jeg kom uværgerligt – the deep “middle-east tan” (som jeg ofte nok har set hos Mossad-kommanders i Fiolstræde København?), arrogancen og intelligencen, og den i det hele uvenlige holdning overfor en “indfødt” – til at tænke på hvad jeg har læst om Mossads taktik ved personkontrol i toldzonen: Man bruger netop intelligente, højre-hjerne-begavede folk til at vurdere de tilrejsendes karakter, fremfor en teknisk vurdering af alle mulige detaljer, som måske let lader sig forkludre?

Skulle den pågældende flotte kvinde måske i virkeligheden have fået sin uddannelse hos Mossad/ShinBeth i TelAviv? Eller ligefrem være udlånt derfra til lejligheden. Og hvad er lejligheden?

Det kunne se ud til, at man har benyttet anledningen (med stramning for flygtninge) til at stramme overfor alm. lovlydige borgere? Det er den sædvanlige model, kendt mange steder fra: Man har nu mulighed og rig lejlighed til om ønsket at harassere upopulære regime-kritikere. Jo da, som f.eks. også undertegnede ringhed?

Hvordan skulle dette harassment så foregå? For mit vedkommende hypotetisk måske således: Den pågældende “Mossad-troll”(?) påstår at have mistanke til mit pas; hun beder en af de tilstedeværende toldbetjente føre mig væk; jeg bliver overladt til “rouge-element” Säpo-betjente; som så igen kort og godt overlader mig til Mossad-agenter – hvorefter ingen ser mig igen? Keine Hexerei – nur Behändigkeit.

Nogle vil jo nok påstå, at man kan da ikke have alt dette forberedt og klar til undertegnede ringsheds ankomst. Men forkert: Man har i årevis aflyttet min bolig tæt, også akustisk. Så man ved på forhånd, når jeg gør klar til en fotoudflugt – der som regel går til Nordsjælland. Og som bekendt er der så mange overvågnings-kameraer mellem Frederiksberg og Helsingborg, at Guderne må sig forbarme!

Ja men – siger den ærede læser måske – du mener vel ikke at Säpo/Mossad har ladet arrangere denne ekstra strenge, men tilsyneladende ret unødvendige, paskontrol bare for at harassere typer som dig; endvidere, du mener dog vel ikke at den skulle være arrangeret blot for at fange dig? Så betydningsfuld er du da ikke!

Men, kære læser, det er måske en misforståelse? Kig evt. igen på det foregående indlæg https://blocnotesimma.wordpress.com/2016/05/28/charlie-hebdo-jan-7-2015/ .Vi prøver at fastholde den i.t.v. hypotetiske sagas hovedpunkter i tidsrækkefølge:

1. Jeg skriver en skarp (men vistnok også vittig?) satire over daværende udenrigsminister WS https://blocnotesimma.wordpress.com/2012/09/13/satire-1/

2. Hans parti går helt i opløsning.

3. WS får et hjerteanfald.

4. Jeg er måske herefter persona non grata i visse kredse på Borgen?

4. Hans kone får et – efter de magre presseberetninger at dømme – meget kraftigt slagtilfælde.

5. Tidligt om morgenen d. 11.dec.2014 føler jeg mig truet af et planlagt Mossad-hit. Jeg skriver derfor et brev til Justitsministeriet, Københavns Politi og Folketinget m.m., hvori jeg fortæller om en usædvanlig klarsyns-drøm jeg har haft omtrent ved det tidspunkt WS’ kone blev syg. Jeg gør opmærksom på, at noget tyder på et voldsomt, maliciøst psykisk angreb.
I så fald måske sekundært med den hensigt at sætte undertegnede i et (endnu mere) uheldigt lys på Christiansborg?

(Se mere om proff. psykiske angreb med maliciøs hensigt (“how to stop a pigs heart with hypnosis”) her

http://aanirfan.blogspot.dk/2015/10/yuri-gellers-house-strange-links.html

http://aanirfan.blogspot.dk/2015/04/lord-janner-escapes.html

http://aangirfan.blogspot.com/2013/06/yuri-geller-and-mossad-cia-mind-control.html )

6. Den 17.dec.2014 posterer jeg https://blocnotesimma.wordpress.com/2014/12/17/spooky-times-serialitet-eller-jakuza/ , hvori jeg fortæller om nogle hændelser efter afsendelse af brevet d. 11.dec. Jeg fortæller bl.a. om et muligt Jakuza hit-set-up, med udgangspunkt på Frederiksberg Bibliotek. Jeg har siden erfaret, at der på internettet findes oplysninger om, at Jakuza’en skulle være enten kontrolleret af, eller samarbejde tæt netop med Mossad.

7. Det lykkes Mossad ved hjælp af sayanim (se mere om denne instution her
https://blocnotesimma.wordpress.com/2016/04/11/ved-hjaelp-af-bedrag/ ) at underslå de fleste af den halve snes breve jeg sender bl.a. til pressen? Kun Københavns Politi og Justitsministeriet kvitterer efterfølgende for modtagelsen.

8. Københavns Politi’s svar er dateret d. 2.Jan.2015, men findes først i min postkasse d. 6.jan.2015. Brevet er holdt i en arrogant tone, og trods sagens alvor og spørgsmålet om min egen sikkerhed tilkendegiver man alene, at man håber at kunne se på sagen i løbet af de næste 3 måneder.

9. Men (lørdag?) den 3.jan. husker jeg, at jeg bankede kraftigt i bordet (mit spisebord må undertiden lægge sin massive egeplante til udlukning af “damp”). Har Mossad tænkeligt troet, at jeg har set og læst politiets brev af d.2.december og er blevet vred over det arrogante svar?

9. Efter at have læst brevet d. 6.jan. har jeg vist tegn på uro, herunder “shufflet my papers”; altså rodet med mine breve og papiere – bl.a. for at recappe, hvad det præcist var jeg skrev d. 11.dec. Og da min lejlighed er meget tæt overvåget, herunder også akustisk, har Mossad så tænkeligt formodet, at jeg igen ville søge at skabe offentlighed om sagen?

10. Hypotese: Har man derpå besluttet som en helgardering at arrangere Charlie-Hebdo skyderiet? Man har i så fald skudt sine egne “landsmænd” og altså søgt at skjule den ene perfide forbrydelse med en anden ikke mindre perfid forbrydelse?

11. Ikke mange mennesker kan forstå et forløb og en sammenhæng som det hypotiske skildret her; folk er jo normalt også ganske enkelt bange for at få noget at vide om magtmafiaens kabaler. Men netop disse vanskeligheder gør vist alt andet lige min situation uændret labil?

Den ærede læser ser derfor måske, at det ville være en i virkeligheden ringe indsats (for Mossad) med en ekstra-skarp Säpo-paskontrol ved Helsingborgfærgen, såfremt ovenfor skildrede, hypotetiske forløb skulle have noget videre på sig? Også selv om kontrollen i realiteten ikke tjener noget andet nævneværdigt formål. De her som hypotese omhandlede, potentielle forbrydelser er jo så grove og perfide, at de uundgåeligt ville gå ud over Mossads anseelse verden over.

*****

Det er forøvrigt netop ovenfor nævnte, for mig potentielt meget farlige option – med evt. kidnapning og beslaglæggelse (d.v.s. tyveri) af mit boksindhold (hvortil jeg jo normalt ville medbringe nøglen) – som har foranlediget mig til i de sidste par år kun at besøge Helsingborg med ledsager.

Når jeg vovede det alene i onsdags skyldes det, at jeg forventede man ville lade mig gå, fordi man måske havde troet at jeg f.eks. torsdag ville sige jatak til køb at det tidligere omtalte hus på Vestsjælland (se http://www.gamleboeger.dk/2016/04/26/tirsdag-26-april-2016/ ).

Noget man tænkeligt gerne havde set, idet dette køb ville gøre mig meget sårbar overfor alle mulige “shenanigans”. Men allerede torsdag mailede jeg endnu engang nej-tak til mægleren som omtalt i et foregående indlæg https://blocnotesimma.wordpress.com/2016/06/10/the-house-the-water-and-all-these-shenanigans/ .

Jeg har forøvrigt – hidtil og så vidt jeg ved – ingen dårlige erfaringer med Säpo; men Säpo er et stort agentur med tusindvis af ansatte, hvoriblandt uundgåeligt også rouge elements? Og Mossad-dobbeltagenter?

Om topledelsen i Säpo muligt kan være noget Mossad-orienteret, kan jeg ikke sige noget bestemt om? Men at den almindelige Säpo-medarbejder skulle have et varmt ønske om at være Mossad-sprællemand må det være mig tilladt at tvivle på.

(Updated 11.juni.2016)

***********

Sverige, Oh Sverige.
(Udgivet den oktober 6, 2014 by blocnotesimma)

I årene 1973-1983 boede jeg i Helsingborg samtidig med at jeg arbejdede i Købmagergade resp. Anker Heegaardsgade i København. Sverige var dengang et rart sted at være, endnu i ’83 var der tale om det nok som bekendte “folkhemmet”, hvor man forsøgte og også langt hen ad vejen formåede at behandle hinanden hensynsfuldt og ordentligt.

Sverige er i så henseende, som bekendt, meget forandret idag. Jeg skal vel vare mig for at forsøge en generel analyse af samfundsudviklingen i Sverige i de sidste 30 år, som jeg næppe nok har fulgt med i, og skal kun omtale et par forhold, som for mig stadigvæk har en vis praktisk betydning.

Jeg har indtil for omtrent et halvt år siden flere gange om året besøgt Helsingborg. Dels måske lidt nostalgisk, dels fordi Helsingborgs nordlige bydele er meget smukke og særdeles fotogene.

Og dels fordi jeg i alle årene siden jeg i 1983 flyttede tilbage til Danmark har bibeholdt min sparekassekonto i Sparbanken samt en bankboks-aftale med banken (jeg har også svensk personnummer). Jeg har ganske vist næsten aldrig haft mere end nogle få tusind kr. stående på kontoen. Derimod har jeg stadigvæk et større antal antikke eller gamle messingobjektiver o.lign. liggende i bankens bokslokale.

Allerede omkr. 1970 begyndte jeg at fotografere med et gammelt pladekamera, der for øvrigt var af en temmelig primitiv type. Det foregik med glasplader, kunne endnu købes dengang. Jeg husker f.eks. at en portrætfotograf i Frederikssund i 1971 på min forespørgsel oplyste, at “vi bruger som regel glasplader”.

Først et par år senere fik jeg mit første messingobjektiv. En stor og meget flot convertible Rectilinear fra Taylor, Taylor and Hobson, fundet hos en marskandiser i Brønshøj. Den var for stor til at jeg kunne bruge den på mit primitive kamera, men så meget desto mere lejlighed havde jeg jo til at vende og dreje den i hånden og beundre den smukke håndværksmæssige udførelse af “instrumentet” – som man tidligere også sagde.

Pø om pø fandt jeg lidt flere forskellige typer af gamle objektiver, og jeg erfarede snart, at man kunne lave de skønneste farvebilleder, også med enkle og prisbillige typer.

Således kom det sig, at jeg fik interesse for at skrive noget om mine praktiske erfaringer med gamle objektiver. Dels med de relativt få jeg allerede havde samlet, men også sigtende på hvad jeg måtte finde i den nære fremtid. Dengang var der jo ikke noget der hed internet, og jeg gik ud fra som en selvfølge, at skulle jeg have noget offentliggjort, så måtte det blive i bogform.

Men det ville utvivlsomt indebære, at der skulle være tale om en seriøs afprøvning, undersøgelse og afhandling om et større antal forskellige linsetyper, hvis jeg skulle gøre mig håb om at finde en forlægger.

Ergo måtte der, dels i betragtning af min beskedne økonomi og dels p.g.a. at jeg havde fuldtidsarbejde i P&T, let blive tale om en 5-årsplan. Og af hensyn til de meget store vanskeligheder jeg som ubemidlet – og uden eBay og Den Blå Avis! – i almindelighed havde haft med at finde og erhverve de gamle linser, besluttede jeg at leje en bankboks i Sparbanken i Helsingborg og opbevare det meste af min beskedne samling dér, for at afvente at tiden modnedes.

Og faktisk ligger det meste af samlingen stadigvæk der, hvor den er blevet lagt for omved 35 år siden og senere. Jeg har af mange forskellige praktiske årsager desværre aldrig følt at have haft lise og muse til at begynde udarbejdelse af “min bog”, og i mellemtiden er jeg vistnok blevet overhalet indenom!

Omend jeg nok ikke helt har opgivet håbet endnu. Det ligger imidlertid sådan, at med digitaliseringen af fotosporten er det blevet let og derfor også interessant for rigtig mange kunstnerisk interesserede fotografer at eksperimentere med fotografering med gamle linser, både i sort-hvid og farve.

I 1980’erne lavede jeg bl.a. en del optagelser på Agfachrome planfilm, som jeg selv fremkaldte i badeværelset. Det tog præcis 2 timer pr. optagelse, hvis man altså gerne ville se den ene optagelse før man lavede og fremkaldte den næste. Hvortil kom tørretiden.

Men timerne er nu blevet til sekunder med digital fototeknik, og der foregår ergo en meget ivrig og udbredt eksperimenteren med alle mulige typer af gamle fotoobjektiver mange steder i verden.

Sparbanken i Helsingborg hedder nu Swedbank. Den tidligere Sparbanken ejedes, formoder jeg, af sveriges sparekasser, og kunne måske til dels sammenlignes med den tidligere Fællesbank for danmarks sparekasser? Men vistnok især p.g.a. nogle store og delvis uheldige kreditforretninger i Østeuropa måtte sveriges sparekasser sælge ud, og banken ejes nu så vidt jeg ved af Cooperative Förbundet i Sverige.

Der skete samtidig en sammenlægning med en anden svensk sparekasse og navnet ændredes efterhånden til Swedbank. Så vidt jeg har forstået, er Swedbank nu en ren investerings- og forretningsbank uden antydning af sparekasse-ånden over sig. Den nuværende, mangeårige generaldirektør er da også i.h.t. svensk dagspresse Wall-Street orienteret for så vidt som han har haft ry for gerne at bringe en af Wall-Streets arketypiske storinvestorer, Carl Icahn, ind som medejer af de selskaber han har ledet.

Jeg tror faktisk jeg tilfældigt har set den pågældende direktør i Helsingborg-afdelingen ved en lejlighed, idet han da vistnok gik forbi min “ventestol” sammen med en række ledere. En smuk, intelligent og kultiveret mand, utvivlsomt. Formanden for banken, en smålandsk bondesøn, er vistnok tillige formand for Cooperative Förbundet. Sidstnævntes formodentlige jordnære common-sense i forb. med bankdirektørens utvivlsomme faglige dygtighed udgør sikkert en stærk ledelse, og Swedbank er da også på rekordtid blevet en af Sveriges top-3.

Bankens lokaler er nu også fuldkommen forandrede i forhold til “Folkhemmets” ånd. Sparbankens lokaler var dengang meget venlige, og typisk svensk helt gennemgående designet og udført i lyse, bløde træsorter. Mens der nu er tale om mørke og hårde ting udført i mørkfarvet sten, stål og glas.

Jeg har nu ikke følt mig dårligt behandlet i Swedbank, uagtet jeg naturligvis kun er en ganske lille kunde, mindre end ubetydelig. Men det generer mig derimod unægtelig temmelig meget, at SÄPO synes at mene at de har et udestående med mig, og tilsyneladende helst ser, at jeg ikke besøger Sverige og Helsingborg.

Da jeg med sikkerhed ved, at jeg ikke har og ikke kan have noget som helst direkte, legitimt mellemværende med SÄPO, kan deres holdning givetvis kun forstås, hvis der forudsættes en utidig, og altså maliciøs indblanding fra PET/Mossad/CIA.

Med andre ord: Har PET/Mossad og co. henvendt sig til sine venner i SÄPO med en anmodning om at chikanere mig i Helsingborg?

Jeg kan oplyse, at jeg flere gange er blevet passet op af agenter i Helsingborg. Den ene gang var der ganske oplagt tale om SÄPO medarbejdere: To yngre, svenske mænd iagttog mig på den McDonalds i Helsingborg, hvor jeg som regel plejer at spise en burger inden jeg tager hjem (den ene i lang, grå frakke, den anden i grøn, militær drejlsjakke).

De var forøvrigt – i modsætning til visse andre personer, som næppe har været SÄPO folk – ingenlunde truende, provokerende eller på anden måde ubehagelige. De optrådte tværtimod, vistnok typisk for svenske politifolk, professionelt og hverken venligt eller uvenligt.

Lidt mere maliciøs og som en potentiel farlig agent provocateur opfattede jeg derimod en ældre herre, som jeg oplevede vistnok ved mit næstsidste besøg i bankens bokslokale for omtrent et årstid siden.

Han havde – meget usædvanligt, jeg har i det mindste gennem mere end 30 år aldrig set noget tilsvarende – anbragt sig umiddelbart ved indgangen/trappegangen og bredt indholdet af sin boks ud på et lille derværende bord. Guldure en masse, som han på den mest muligt åbenbare og påfaldende måde holdt op foran ansigtet og tilsyneladende betragtede nøje. Uafbrudt, under mit flere minutter lange ophold i lokalet.

Jeg opfattede intuitivt, at såfremt jeg havde sagt blot eet ord til vedkommende – hvilket var MEGET fristende i betragtning af det usædvanlige og overfladisk set nærmest lidt komiske skue(spil) – så ville der, tror jeg, formodentlig være sket omtrent følgende: Han ville råbe vagt i gevær – at jeg havde blandet mig i hans ophold i lokalet – at han følte sig truet – at han følte at have været udsat for et potentielt overfald og/eller røveriforsøg!

Og banken ville blive nødt til at kontakte politiet, som ville arrestere mig, og kontakte SÄPO da udlænding, som ville undersøge mig som potentiel røver (den “forulempede” ville jo nok vise sig at være (Mossad?)agent, men hævde at være i lokalet som privatperson!). Man ville ransage mit boksindhold, og uden videre beslaglægge det som potentielt røvergods!

Jeg ville senere i bedste fald få noget af det tilbage, resten kunne let vise sig at være bortkommet – der ville naturligvis let kunne opstå diskussion om indholdet, hvad man faktisk havde forefundet: Det velkendte spørgsmål om “bevisets stilling”.

I den forb. erindres den ærede læser om, hvad jeg tidligere har oplyst om en bortkommet CD med en komplet fortegnelse over mit fotoudstyr, herunder også boksindholdet i Helsingborg. Jeg er bekendt med, at mindst een Sajan, med en til vished grændsende sandsynlighed har fået en kopi, som iøvrigt ganske sikkert er udbredt i Mossad-nære kredse, herunder naturligvis også SÄPO, CIA og PET. Man har altså haft god tid til at gennemgå den temmelig omfattende fortegnelse og udvælge hvad der helst måtte “forsvinde”.

I heldigste fald ville jeg få min frihed igen, måske efter nogle dage, – i værste fald ville jeg forsvinde i et Mossad/CIA fangehul somewhere. Som sagt, jeg følte mig meget beklemt ved situationen i bokslokalet den dag. Jeg skyndte mig ud af lokaet “med tæt sammenknebne læber” og uden på vejen så meget som at se på vedkommende, end ikke ud af øjenkrogene.

Onsdag i sidste uge aftalte jeg med min gamle overbo, GC, at vi næste dag, torsdag, i hans bil skulle køre en tur til Helsingør og videre til fods med færge til Helsingborg. Dette talte vi om i min lejlighed, ligesom jeg fortalte det til andre i telefonsamtaler. Det har altså via aflytning været velkendt i Mossad-kredse.

Natten til torsdag havde jeg en – utvivlsomt clair-voyant – drøm.

Jeg drømte, at jeg på en vej måtte vige, og halvvejs skjule mig i rabatten, for en stor sandgul bil. Den kørte forbi mig og parkerede direkte foran en port, således at den spærrede for porten. Jeg så at der umiddelbart foran nummerpladen med store tal stod 1%.

Ud af bilen kom en mand med maskinpistol. Dette skræmte mig jo noget, således at jeg forsøgte at flygte. Men så opdagede jeg en mand på min venstre side, ligeledes med maskinpistol. Og umiddelbart efter dukkede en tredje person op lige ved den anden mand. Denne tredje person var en kvinde med et raketstyr, som hun sigtede på mig med. Jeg forstod så, at jeg næppe ville kunne undgå det her omhandlede attentat. Hvorefter jeg vågnede. Det bør tilføjes, at det geografiske sted for drømmen var gammelkendt for mig.

Tolkning:

Den sandgule bil: Amerikanere i ørkenkrig, altså vel sagtens CIA resp. evt. CIA/Mossad.

De 1% betyder givetvis, at det er pengeeliten, formodentlig den amerikanske?, som har bestilt attentatet.

Den spærrede port og det velkendte landskab: Porten til Helsingborg er spærret, og Helsingborg er jo gammelkendt for mig.

Jeg må endnu engang takke for advarslen! Det er klart at jeg fandt et påskud til at aflyse turen torsdag formiddag.

Et top-professionelt attentat i den i virkeligheden lidt skumle smøge hvor Swedbanks sydlige indgang befinder sig, ville næppe vække større opmærksomhed. Man ville selvsagt så vidt mulig vælge at kidnappe, og hvorvidt min ven ville ryge med i købet eller ikke har næppe givet anledning til mange bekymringer. Han er enlig og har så vidt jeg ved ingen nævneværdig omgangskreds. Formodentlig ville højst en enkelt ældre savne ham.

Det siger vel sig selv, at SÄPO i givet fald næppe ville foranstalte andet end blot en fingeret undersøgelse?

Men under alle omstændigheder ser undertegnede ud til igen efterhånden at være blevet en varm kartoffel for CIA/Mossad for så vidt som man måske har været ude af stand til at rydde mig af vejen, trods flere års ihærdige forsøg. Dette skyldes da også dels clair-voyance og dels “naked luck”.

Jeg henviser den ærede læser til at genopfriske nogle af mine tidligere blogindlæg herom, hvoraf til turde fremgå, at man ellers har forsøgt med en hel del forskellige planer: Alm. gadekidnapning (som det ovenfor omtalte), kidnapning/mord i forb. med landligt ophold, dito i forb. med hospitalsophold, dito i forb. med militærøvelse, m.m.

Så vidt jeg ved, synes der alligevel at måtte være tale om en optrapning i forhold til tidligere planer med mig i Helsingborg. Mord eller kidnapning planlægger en (udenlandsk) efterretningstjeneste vel kun, hvis man føler at kunne have en eller anden grad af tro på at kunne påregne politisk opbakning?

Hvad den helt akutte anledning til den tilsyneladende optrapning måtte være kan jeg p.t. ikke sige noget om. Jeg er opmærksom på, at Sverige netop i disse dage har fået en ny statsminister. Men jeg kender ikke Stefan Löfvén’s holdning til efterretningsvæsenet i almindelighed og SÄPO i særdeleshed.

Umiddelbart ville man naturligvis forvente, at man som socialdemokrat ville være kritisk overfor potentielt magtmisbrug i efterretningsvæsenet i Sverige, det være sig SÄPO, PET, CIA eller Mossad. Og netop dagen efter, d.v.s. fredag i sidste uge, offentliggjorde den nye svenske regering da også – omend vistnok noget overraskende? – at man ville anerkende Palæstina.