Sverige, Oh Sverige.

(6.10.2014) I årene 1973-1983 boede jeg i Helsingborg samtidig med at jeg arbejdede i Købmagergade resp. Anker Heegaardsgade i København. Sverige var dengang et rart sted at være, endnu i ’83 var der tale om det nok som bekendte “folkhemmet”, hvor man forsøgte og også langt hen ad vejen formåede at behandle hinanden hensynsfuldt og ordentligt.

Sverige er i så henseende, som bekendt, meget forandret idag. Jeg skal vel vare mig for at forsøge en generel analyse af samfundsudviklingen i Sverige i de sidste 30 år, som jeg næppe nok har fulgt med i, og skal kun omtale et par forhold, som for mig stadigvæk har en vis praktisk betydning.

Jeg har indtil for omtrent et halvt år siden flere gange om året besøgt Helsingborg. Dels måske lidt nostalgisk, dels fordi Helsingborgs nordlige bydele er meget smukke og særdeles fotogene.

Og dels fordi jeg i alle årene siden jeg i 1983 flyttede tilbage til Danmark har bibeholdt min sparekassekonto i Sparbanken samt en bankboks-aftale med banken (jeg har også svensk personnummer). Jeg har ganske vist næsten aldrig haft mere end nogle få tusind kr. stående på kontoen. Derimod har jeg stadigvæk et større antal antikke eller gamle messingobjektiver o.lign. liggende i bankens bokslokale.

Allerede omkr. 1970 begyndte jeg at fotografere med et gammelt pladekamera, der for øvrigt var af en temmelig primitiv type. Det foregik med glasplader, kunne endnu købes dengang. Jeg husker f.eks. at en portrætfotograf i Frederikssund i 1971 på min forespørgsel oplyste, at “vi bruger som regel glasplader”.

Først et par år senere fik jeg mit første messingobjektiv. En stor og meget flot convertible Rectilinear fra Taylor, Taylor and Hobson, fundet hos en marskandiser i Brønshøj. Den var for stor til at jeg kunne bruge den på mit primitive kamera, men så meget desto mere lejlighed havde jeg jo til at vende og dreje den i hånden og beundre den smukke håndværksmæssige udførelse af “instrumentet” – som man tidligere også sagde.

Pø om pø fandt jeg lidt flere forskellige typer af gamle objektiver, og jeg erfarede snart, at man kunne lave de skønneste farvebilleder, også med enkle og prisbillige typer.

Således kom det sig, at jeg fik interesse for at skrive noget om mine praktiske erfaringer med gamle objektiver. Dels med de relativt få jeg allerede havde samlet, men også sigtende på hvad jeg måtte finde i den nære fremtid. Dengang var der jo ikke noget der hed internet, og jeg gik ud fra som en selvfølge, at skulle jeg have noget offentliggjort, så måtte det blive i bogform.

Men det ville utvivlsomt indebære, at der skulle være tale om en seriøs afprøvning, undersøgelse og afhandling om et større antal forskellige linsetyper, hvis jeg skulle gøre mig håb om at finde en forlægger.

Ergo måtte der, dels i betragtning af min beskedne økonomi og dels p.g.a. at jeg havde fuldtidsarbejde i P&T, let blive tale om en 5-årsplan. Og af hensyn til de meget store vanskeligheder jeg som ubemidlet – og uden eBay og Den Blå Avis! – i almindelighed havde haft med at finde og erhverve de gamle linser, besluttede jeg at leje en bankboks i Sparbanken i Helsingborg og opbevare det meste af min beskedne samling dér, for at afvente at tiden modnedes.

Og faktisk ligger det meste af samlingen stadigvæk der, hvor den er blevet lagt for omved 35 år siden og senere. Jeg har af mange forskellige praktiske årsager desværre aldrig følt at have haft lise og muse til at begynde udarbejdelse af “min bog”, og i mellemtiden er jeg vistnok blevet overhalet indenom!

Omend jeg nok ikke helt har opgivet håbet endnu. Det ligger imidlertid sådan, at med digitaliseringen af fotosporten er det blevet let og derfor også interessant for rigtig mange kunstnerisk interesserede fotografer at eksperimentere med fotografering med gamle linser, både i sort-hvid og farve.

I 1980’erne lavede jeg bl.a. en del optagelser på Agfachrome planfilm, som jeg selv fremkaldte i badeværelset. Det tog præcis 2 timer pr. optagelse, hvis man altså gerne ville se den ene optagelse før man lavede og fremkaldte den næste. Hvortil kom tørretiden.

Men timerne er nu blevet til sekunder med digital fototeknik, og der foregår ergo en meget ivrig og udbredt eksperimenteren med alle mulige typer af gamle fotoobjektiver mange steder i verden.

Sparbanken i Helsingborg hedder nu Swedbank. Den tidligere Sparbanken ejedes, formoder jeg, af sveriges sparekasser, og kunne måske til dels sammenlignes med den tidligere Fællesbank for danmarks sparekasser? Men vistnok især p.g.a. nogle store og delvis uheldige kreditforretninger i Østeuropa måtte sveriges sparekasser sælge ud, og banken ejes nu så vidt jeg ved af Cooperative Förbundet i Sverige.

Der skete samtidig en sammenlægning med en anden svensk sparekasse og navnet ændredes efterhånden til Swedbank. Så vidt jeg har forstået, er Swedbank nu en ren investerings- og forretningsbank uden antydning af sparekasse-ånden over sig. Den nuværende, mangeårige generaldirektør er da også i.h.t. svensk dagspresse Wall-Street orienteret for så vidt som han har haft ry for gerne at bringe en af Wall-Streets arketypiske storinvestorer, Carl Icahn, ind som medejer af de selskaber han har ledet.

Jeg tror faktisk jeg tilfældigt har set den pågældende direktør i Helsingborg-afdelingen ved en lejlighed, idet han da vistnok gik forbi min “ventestol” sammen med en række ledere. En smuk, intelligent og kultiveret mand, utvivlsomt. Formanden for banken, en smålandsk bondesøn, er vistnok tillige formand for Cooperative Förbundet. Sidstnævntes formodentlige jordnære common-sense i forb. med bankdirektørens utvivlsomme faglige dygtighed udgør sikkert en stærk ledelse, og Swedbank er da også på rekordtid blevet en af Sveriges top-3.

Bankens lokaler er nu også fuldkommen forandrede i forhold til “Folkhemmets” ånd. Sparbankens lokaler var dengang meget venlige, og typisk svensk helt gennemgående designet og udført i lyse, bløde træsorter. Mens der nu er tale om mørke og hårde ting udført i mørkfarvet sten, stål og glas.

Jeg har nu ikke følt mig dårligt behandlet i Swedbank, uagtet jeg naturligvis kun er en ganske lille kunde, mindre end ubetydelig. Men det generer mig derimod unægtelig temmelig meget, at SÄPO synes at mene at de har et udestående med mig, og tilsyneladende helst ser, at jeg ikke besøger Sverige og Helsingborg.

Da jeg med sikkerhed ved, at jeg ikke har og ikke kan have noget som helst direkte, legitimt mellemværende med SÄPO, kan deres holdning givetvis kun forstås, hvis der forudsættes en utidig, og altså maliciøs indblanding fra PET/Mossad/CIA.

Med andre ord: Har PET/Mossad og co. henvendt sig til sine venner i SÄPO med en anmodning om at chikanere mig i Helsingborg?

Jeg kan oplyse, at jeg flere gange er blevet passet op af agenter i Helsingborg. Den ene gang var der ganske oplagt tale om SÄPO medarbejdere: To yngre, svenske mænd iagttog mig på den McDonalds i Helsingborg, hvor jeg som regel plejer at spise en burger inden jeg tager hjem (den ene i lang, grå frakke, den anden i grøn, militær drejlsjakke).

De var forøvrigt – i modsætning til visse andre personer, som næppe har været SÄPO folk – ingenlunde truende, provokerende eller på anden måde ubehagelige. De optrådte tværtimod, vistnok typisk for svenske politifolk, professionelt og hverken venligt eller uvenligt.

Lidt mere maliciøs og som en potentiel farlig agent provocateur opfattede jeg derimod en ældre herre, som jeg oplevede vistnok ved mit næstsidste besøg i bankens bokslokale for omtrent et årstid siden.

Han havde – meget usædvanligt, jeg har i det mindste gennem mere end 30 år aldrig set noget tilsvarende – anbragt sig umiddelbart ved indgangen/trappegangen og bredt indholdet af sin boks ud på et lille derværende bord. Guldure en masse, som han på den mest muligt åbenbare og påfaldende måde holdt op foran ansigtet og tilsyneladende betragtede nøje. Uafbrudt, under mit flere minutter lange ophold i lokalet.

Jeg opfattede intuitivt, at såfremt jeg havde sagt blot eet ord til vedkommende – hvilket var MEGET fristende i betragtning af det usædvanlige og overfladisk set nærmest lidt komiske skue(spil) – så ville der, tror jeg, formodentlig være sket omtrent følgende: Han ville råbe vagt i gevær – at jeg havde blandet mig i hans ophold i lokalet – at han følte sig truet – at han følte at have været udsat for et potentielt overfald og/eller røveriforsøg!

Og banken ville blive nødt til at kontakte politiet, som ville arrestere mig, og kontakte SÄPO da udlænding, som ville undersøge mig som potentiel røver (den “forulempede” ville jo nok vise sig at være (Mossad?)agent, men hævde at være i lokalet som privatperson!). Man ville ransage mit boksindhold, og uden videre beslaglægge det som potentielt røvergods!

Jeg ville senere i bedste fald få noget af det tilbage, resten kunne let vise sig at være bortkommet – der ville naturligvis let kunne opstå diskussion om indholdet, hvad man faktisk havde forefundet: Det velkendte spørgsmål om “bevisets stilling”.

I den forb. erindres den ærede læser om, hvad jeg tidligere har oplyst om en bortkommet CD med en komplet fortegnelse over mit fotoudstyr, herunder også boksindholdet i Helsingborg. Jeg er bekendt med, at mindst een Sajan, med en til vished grændsende sandsynlighed har fået en kopi, som iøvrigt ganske sikkert er udbredt i Mossad-nære kredse, herunder naturligvis også SÄPO, CIA og PET. Man har altså haft god tid til at gennemgå den temmelig omfattende fortegnelse og udvælge hvad der helst måtte “forsvinde”.

I heldigste fald ville jeg få min frihed igen, måske efter nogle dage, – i værste fald ville jeg forsvinde i et Mossad/CIA fangehul somewhere. Som sagt, jeg følte mig meget beklemt ved situationen i bokslokalet den dag. Jeg skyndte mig ud af lokaet “med tæt sammenknebne læber” og uden på vejen så meget som at se på vedkommende, end ikke ud af øjenkrogene.

Onsdag i sidste uge aftalte jeg med min gamle overbo, GC, at vi næste dag, torsdag, i hans bil skulle køre en tur til Helsingør og videre til fods med færge til Helsingborg. Dette talte vi om i min lejlighed, ligesom jeg fortalte det til andre i telefonsamtaler. Det har altså via aflytning været velkendt i Mossad-kredse.

Natten til torsdag havde jeg en – utvivlsomt clair-voyant – drøm.

Jeg drømte, at jeg på en vej måtte vige, og halvvejs skjule mig i rabatten, for en stor sandgul bil. Den kørte forbi mig og parkerede direkte foran en port, således at den spærrede for porten. Jeg så at der umiddelbart foran nummerpladen med store tal stod 1%.

Ud af bilen kom en mand med maskinpistol. Dette skræmte mig jo noget, således at jeg forsøgte at flygte. Men så opdagede jeg en mand på min venstre side, ligeledes med maskinpistol. Og umiddelbart efter dukkede en tredje person op lige ved den anden mand. Denne tredje person var en kvinde med et raketstyr, som hun sigtede på mig med. Jeg forstod så, at jeg næppe ville kunne undgå det her omhandlede attentat. Hvorefter jeg vågnede. Det bør tilføjes, at det geografiske sted for drømmen var gammelkendt for mig.

Tolkning:

Den sandgule bil: Amerikanere i ørkenkrig, altså vel sagtens CIA resp. evt. CIA/Mossad.

De 1% betyder givetvis, at det er pengeeliten, formodentlig den amerikanske?, som har bestilt attentatet.

Den spærrede port og det velkendte landskab: Porten til Helsingborg er spærret, og Helsingborg er jo gammelkendt for mig.

Jeg må endnu engang takke for advarslen! Det er klart at jeg fandt et påskud til at aflyse turen torsdag formiddag.

Et top-professionelt attentat i den i virkeligheden lidt skumle smøge hvor Swedbanks sydlige indgang befinder sig, ville næppe vække større opmærksomhed. Man ville selvsagt så vidt mulig vælge at kidnappe, og hvorvidt min ven ville ryge med i købet eller ikke har næppe givet anledning til mange bekymringer. Han er enlig og har så vidt jeg ved ingen nævneværdig omgangskreds. Formodentlig ville højst en enkelt ældre savne ham.

Det siger vel sig selv, at SÄPO i givet fald næppe ville foranstalte andet end blot en fingeret undersøgelse?

Men under alle omstændigheder ser undertegnede ud til igen efterhånden at være blevet en varm kartoffel for CIA/Mossad for så vidt som man måske har været ude af stand til at rydde mig af vejen, trods flere års ihærdige forsøg. Dette skyldes da også dels clair-voyance og dels “naked luck”.

Jeg henviser den ærede læser til at genopfriske nogle af mine tidligere blogindlæg herom, hvoraf til turde fremgå, at man ellers har forsøgt med en hel del forskellige planer: Alm. gadekidnapning (som det ovenfor omtalte), kidnapning/mord i forb. med landligt ophold, dito i forb. med hospitalsophold, dito i forb. med militærøvelse, m.m.

Så vidt jeg ved, synes der alligevel at måtte være tale om en optrapning i forhold til tidligere planer med mig i Helsingborg. Mord eller kidnapning planlægger en (udenlandsk) efterretningstjeneste vel kun, hvis man føler at kunne have en eller anden grad af tro på at kunne påregne politisk opbakning?

Hvad den helt akutte anledning til den tilsyneladende optrapning måtte være kan jeg p.t. ikke sige noget om. Jeg er opmærksom på, at Sverige netop i disse dage har fået en ny statsminister. Men jeg kender ikke Stefan Löfvén’s holdning til efterretningsvæsenet i almindelighed og SÄPO i særdeleshed.

Umiddelbart ville man naturligvis forvente, at man som socialdemokrat ville være kritisk overfor potentielt magtmisbrug i efterretningsvæsenet i Sverige, det være sig SÄPO, PET, CIA eller Mossad. Og netop dagen efter, d.v.s. fredag i sidste uge, offentliggjorde den nye svenske regering da også – omend vistnok noget overraskende? – at man ville anerkende Palæstina.

—————–

Se også min blog http://blocnotesimma.wordpress.com

Links:

www.full-spectrum-dominance.com
www.zerohedge.com
www.washingtonsblog.com
www.enenews.com

http://aanirfan.blogspot.com

www.deutsche-wirtschafts-nachrichten.de

Skriv et svar