Månedsarkiv: april 2016

Chicago, Manhattan og Wigwam

Jeg har i omtrent 45 år interesseret mig for små kuriøse sprogbøger. Altså ikke de store, ofte lige så tørre som bindstærke syntakser og historiske gramatikker m.m., men netop de mere – i al fald i omfanget – ydmyge ting. Jeg vil idag give nogle små smagsprøver fra nogle få af dem.

1. ETYMOLOGISCHES WÖRTERBUCH DER AMERIKANISCHEN (INDIANISCHEN) WÖRTER IM DEUTSCHEN. Af Karl Lokotsch. Heidelberg 1926, Carl Winters, 72 s.

Der er altså tale om en beskeden lille ordbog i hæfteformat, ikke mindre interessant af den grund. Her et par eksempler:

– AZTEKEN. Die zur Zeit der Ankunft der Spanier in Mexiko herrschende Voelker werden Azteken, span. aztecas, genannt nach einem Nahuatl-Worte aztlan “Norden”, woraus aztecatl “Nordmaenner” wurde, weil die mexikanische Ueberlieferung berichtet, dass die das Nahuatl sprechenden Staemme, die nahuatlaces, aus dem Norden eingewandert seien. Span. los Aztecas, engl. Aztecs, frz. Azteques.

– BRASILIEN. Der Venezolaner Rojas will den Landesnamen Brasilien af tupi para-sil “grosses Wasser” zurueckfuehren, doch so bestechend diese Ableitung auch ist, so scheint sie nicht aufrecht gehalten werden zu koennen, da die Bezeichnung Brasilholz schon im Mittelalter bekannt war. Aus span. oder portugiesischem braza “Glut” wurde pao do Brazil “Holz der gluehenden Kohle” der Name des Farbholzes Caesalpinia echinata Lam., das die Portugiesen besonders seit 1540 in grossen Mengen fanden, wonach sie dem Lande, das bisher Tierra de Santa Cruz hiess, seinen Namen gaben.

– CARACAS. Die hauptstadt Venezuelas erhielt ihren Namen nach den hier ansaessigen ureinwohnern, den gefuerchteten KARAKAS, die ein sehr kriegerisches Volk karaibischen Stammes waren.

– CHICAGO. Diese amerikanische Riesenstadt im Staate Illinois liegt am Flusse Chicago, der hier in den Michigansee muendet, und hat nach ihm ihren Namen. DEr Fluss bildete frueher uebelriechende Suempfe und hiess danach bei den umwohnenden Indianern TSCHIKAGONG, d.h. “bei dem Stinktiere”, aus tschikak “Skunks”, wozu der Lokativ tschikak-ong oder tschikagong lautet.

– KANADA. Im Mohaukischen heisst kanada “Stadt”, ebenso in der Onondagosprache GANATAJE. So antworteten die Eingeborenen, als die ersten Franzosen in Kanada nach dem Namen des Landes fragten, indem sie auf Orte und Gegenstaende rings herum zeigten; denn die Indianer gebrauchen mehr die besonderen Namen als die generischen oder allgemeineren.

– MANHATTAN. Die Insel an der Muendung des Hudsonflusses, die jetzt die City von Neuyork traegt, wurde im Jahre 1609 von einer Expedition under Henry Hudson entdeckt und erhielt den indianischen Nahmen Manhattan, d.h. “Ort der Trunkenheit”, weil die Entdecker die Eingeborenen mit Brantwein bewirteten und in Trunkenheit versetzten.

– TABAK. In der indianischen Grundsprache, dem Taino Haitis, war tobako nicht etwa das zum Rauchen, Schupfen oder Kauen bestimmte Blatt der Pflanze Nicotina tabacum, sondern wie Oviedo in aller Klarheit berichtet, das “Rauchrohr” in Form einen Y, mit dem man den tabakrauch einsog. Urspruenglich war der Gebrauch des Tabaks auch in Amerika eine Zeremonie religioeser Natur; man blies den Rauch nach den vier richtungen, om sich gegen boese Geister zu schuetzen; erst spaeter worde der Brauch profaniert und verallgemeinert.

– WIGWAM. Das indianische Wort fuer “Haus” wird im Deutschen meist scherzhaft benutzt. Es stammt aus den Algonkin-Sprachen: wek “Haus”, mit possesivem und lokalem Suffixe weko-om-ut “in seinem Hause”, woraus ueber wikwam schliesslich englisch wigwam wurde.

Ialt forklares 158 indiansk-amerikanske ord.

2. DE ROMANSKE SPROG OG FOLK. Skildringer fra en studiereise med offentligt stipendium. Af Johan Storm. Kristiania, 1871, 132s.

Den store norske sprogforsker fortæller her levende og interessant fra en studierejse han foretog i ganske ung alder i Frankrig, Italien og Spanien.

Bogen er fuld af morsomme og originale iagttagelser, jeg indskrænker mig til at gengive en morsom notits fra Italien (s.54-55):

“En af Roms eiendommeligheder var dets institutioners ælde og ærværdighed. Naar man spurgte om grunden til en eller anden besynderlighed i Rom, fik man altid til svar, at saaledes havde det altid været.

“Jeg besaa en dag Vatikanets Bibliothek og ytrede for kustoden min forundring over, at det kun var aabent fra kl.9-12, hvortil manden svarede: “Cosi fu sèmpre, et cosi sarà” (saa har det altid været og skal altid blive).

“Svaret blev givet med den høitidelige overlegenhed, som om han selv repræsenterede de sekler, der vare gaaede hen over “den evige stad”.”

3. SPROGLIGE MISVISERE. Studier over semantisk incongruens mellem fransk og dansk. Af Hans Aage Paludan. Kh, 1934, Poul Branner, 98 sider.

Det er en til sit omfang ydmig lille bog, men dog vistnok både interessant og sprænglærd. Den lærde titel dækker vist nogenlunde over “betydningsforskelle mellem enslydende danske og franske ord”? Her et par eksempler:

– LAMPET er ej heller noget fransk ord eller nogen fransk afledning, som det kunne se ud til, og skønt Nyrop anfører det mellem de franske laaneord i Frankrig (bogværket). Ordet lampette (eller lamprette) er på fransk lidet kendt og betegner kun nogle markblomster (en slags klinte og vistnok gøgemad). Derimod hedder en lampet: une applique (lampet-arm: branche d’applique). Ordet Synes at være en for dansk og svensk særegen afledning af “lampe”; ældre findes det i betydn. konsol eller knage.

– For sig selv staar FRIKADELLE, hvor forholdet er uklart ved vanskeligheden af at fastslaa de forskellige glosers nøjagtige ækvivalens. “Ordet findes ikke i Fransk” siges der almindelig (Meyer), eller der opgives som Proveniens et fransk fricandelles (Hellquist, Dahlerup), af fricandeau, men som turde være en stor sjældenhed (Sachs oversætter det: Buttergebackenes aus Kalbfleisch). Dog finder man også anført et fransk fricadelle som sideform; og her er sandheden: Ordet er nemlig belgisk og nordfransk dialekt.

J.Favre giver en belgisk opskrift, endog en fricadelle a la creme og oversætter boulette de viande hachee. Ellers siges boulette (de hachis) frite eller quenelle, som skal være finere, eller endog croquette, hvis form kan være forskellig. Men gængs i Fransk er fricadelle altsaa ikke. Paa dansk træffes den først i kogebøger 1710 og 1731.

Paludans lille bog er fuld af morsom lærdom, og anbefales til den ærede læsers selvstudium.

4. DICTIONNAIRE DES NOMS DE FAMILLE ET DES PRÉNOMS. Af Philippe Lagneau et Jean Arbulelau. 1980, Vernoy – Arnaud de Vesgre. 801s. Hardcover.

Denne både smukke og interessante bog er erhvervet til beskeden pris iår hos Vangsgaards hollandske bogudsalg på Kultorvet. Her følger nogle få smagsprøver (beklager at måtte udelade de diakritiske tegn i den franske tekst; de dobbelte parantetser er mine tilføjelser):

FABER, FABERT. F. de Fabre. Elles ont conserve la tournure latine (faber. ouvrier en fer) ((altså efter latin for smed; andetsteds oplyses at kunne være fra hebr. Uri (lys) som er blevet til Faber via græsk. Phoebus (lys)(ligesom også Philip, mens det græske navn Philippos betyder hesteven)).

ENGEL. Signifie ange en allemand moderne. Mais il convient de faire observer que, en flamand, Engel est aussi la forme abregee du nom de saint Engelbert ou Engerbert (les deux se disent), ce qui donne une preuve de deformation adoucie de i’r en l. Enjelbert, qui est la forme la plus ancienne, vient du vieux nom german. Angilbert (qui a fait chez nous Langlebert).

Nous ne persons pas qu’Angil signifie ange comme on l’a cru, car les noms d’Angelhard, Angelrich, feraient ange-aguerri, ange-riche, ce qui parait peu vraisemblable. Le prefere la conjecture de Foerstermann qui fait d’Angil une forme de Ingo: jeune. ((andetsteds oplyses, at Engel kan komme af Ango (et våben) resp. fra hebr. som erstatning for Mal’ach (budbringer))

SCHURR. Fourrure, grange (Schür, allem.) ((andetsteds oplyses, at SCHUR kan være hebr. for okse)).

SIMON. Nom de bapteme devenu nom de famille. Il vient de l´hebreu, mais les glossaires ne sáccordent point. Pour la plupart, Simon veut dire qui obeit, et Simeon veut dire qui ecoute. Pour dáutres, en plus petit nombre, Simon n’est qu’une forme de Simeon; tous deux viennent de l´heubreu Schimehon qu’on prononce egalement Schimhon.

Les hebraisants que j’ai consultes donnant raison a la minorite, Simon et Simeon sont donc formes d’un meme nom qui signifie action d’exaucer, et qui se donne depuis les temps bibliques. Generalement, l’Ecriture emploie Simeon dans l’ancien testament et Simon dans le Nouveau. Il n’y a, a cet egard aucune exception pour le Nouveau testament; il n’y en a que peu pour l’Ancien. ((andetsteds oplyses, at Simon kan komme fra ty. Sigmund (sejr-beskyttelse) eller hebr. Schimeon (ophøjelse)).

Der er som man ser tale om et både indholdsrigt og interessant værk.

5. STEDNAVNE OG KULTURHISTORIE. Af Kristian Hald. 2. opl. Kh, 1969, 93s. Dansk Historisk Fællesforening.

Som flere af ovenstående titler beskeden i omfanget, men med et rigt indhold. Et par smagsprøver:

SNÆKKEBJERG.
Om stensætninger af forskellig art er der ikke få minder i navnestoffet. Snækkebjerg er navn på en bakke i Egen sogn, Als, hvor der findes rester af flere skibssætninger, og det må være disse, der har givet anledning til navnet, der er sammensat med ordet snekke “skib”.

Andre navne, der indeholder ordet snekke, kan have samme oprindelse; i alt fald er det uden tvivl tilfældet med Stensnekkehøjen i Stubberup s. på Hindsholm; i samme sogn omtales 1623 nogle stengærder “builcke bønderne kalde it steenscib”.

Side 41 læses:

Et ord for bystævne, der har stor udbredelse i Midtjylland, er vide, som er identisk med det fra gammeldansk lovsprog kendte witi “straf, bøde”. Ordet indgår ifl. Evald Tang Kristensen i Videkær vest for Torning i Voer hrd; der har de “råbt til vide og det er det samme, som de kaldte at råbe til gade”. Ordet indgår formodentlig i andre stednavne, men formelt vil det være meget vanskeligt at skille det fra et andet ord, plantenavnet vidje, gammeldansk withia, idet de to ord i et stort østjysk område vil udvikles ens.

Det er næppe heller udelukket, at det er plantenavnet, der indgår i Videkær, så den af Tang Kristensen meddelte tradition i virkeligheden er et navneforklarende sagn. Forbindelse med bystævnet har også nogle navne med forleddet Tude-; på Tudehøj og ved Tudestenen tudede oldermanden i byhornet.

*****************************

(posteres sideløbende på www.gamleboeger.dk og http://blocnotesimma.wordpress.com )

Følg mig evt. også på www.twitter.com/gamleboeger

Tirsdag 26.april.2016

Denne herlige, omend noget regnvåde tirsdag i april, er det min 72 års fødselsdag. Og da jeg et eller andet kuriøst sted har læst, at mennesker af min type netop bliver voksne med det fyldte tooghalvfjerdsindstyvende år, bør det vist markeres med endnu et indlæg her på min snart halvgamle blog?

I blogosfæren er en 8 år gammel blog nemlig vistnok “halvgammel”? Jeg begyndte at blogge på www.imma.smartlog.dk i 2008; smartlog.dk var en utrolig intelligent konstrueret blogportal, så vidt vides skabt af eet enkelt pæredansk it-geni og drevet af Fynske Medier.

Omkring smartlog.dk var der dengang et utroligt levende blogger- og læser-miljø, som hurtigt gav mange læsere og kontakter/kommentarer. Så ret hurtigt kom jeg op på omkr. 50 hits dagligt og tilsidst i portalens gode tid undertiden på over 1000 daglige hits.

Googlede man titler eller andre nøgleord, kom jeg ikke sjældent op som nr. 1 i Danmark.

Men når man er en skarp, kritisk pen er det øjensynligt uakceptabelt.

Først begyndte Google(CIA?) at censurere, således at jeg næsten helt forsvandt fra Googlinger, hvor jeg tidligere havde været højt oppe på side 1. Derefter ændrede Google i programmeringen, således at man ikke længere som tidligere kunne se søgeordet på hver enkelt googling.

Men så blev chikanerne drastigere. Først kunne man ikke kommentere indlæg. Så forsvandt hele blog-hjemmesider med alt indhold ud i den blå luft. Det er klart, at aktive bloggere begyndte at sive til andre portaler, bl.a. WordPress.com.

Det hed sig nu, at Fynske Medier havde afhændet smartlog.dk, d.v.s. givet den tilbage til “opfinderen”. Hvilket man vist må tage med et dygtigt gran salt, idet de kaotiske tilstande helt eller delvist fortsatte.

Og så ændrede smartlog.dk helt lay-out: I stedet for den hidtidige, meget tiltalende multi-color farvepalet, blev alt nu lyst køkkenblåt. Højst uskønt – men måske i tråd med hvad CIA/Mossad ville have værdsat?

Og endelig: Da jeg i 18.juni.2014 ville postere en satire på statsminister og regering http://blocnotesimma.wordpress.com/2014/06/18/krig-krig-krig/
kunne jeg konstatere at imma.smartlog.dk var blokeret – hvilket den stadig er. Det lykkedes mig med besvær at postere indlæget på min i mellemtiden oprettede parallelportal blocnotesimma.wordpress.com, men kun ved at gå en omvej; min normale login procedure fungerede ikke netop denne dag.

Forhåbentlig har Fynske Medier fået sin evt. interesse for CIA/Mossads velbefindende passende påskønnet? Man kunne evt. notere sig, at et par chefredaktører fra det omhandlede etablissement, tænkeligt noget uformodet?, har kunnet sole sig i TV-spotlysene som kommentatorer i det NeoCon- og Washington-interesserede DR2?

Men i dagens anledning, og i betragtning af det våde vejrlig, forvildede jeg mig endnu engang ind på Kultorvet og Vangsgaards bogudsalg i den gamle bibliotektsbygning. Jeg havde måske håbet at kunne lave en fotoudflugt eller aflægge et besøg, men det er vejret bestemt ingenlunde til.

Og således foranlediget måtte jeg endnu engang stavre ud af døren med en pose bøger á 10 kr. stykket. Her et par af titlerne:

1. Etatsraad og Landkommissær JOHAN MONRAD’S SELVBIOGRAFI (1638-1692). Udgivet efter originalhåndskiftet af S.Birket Smith. Kh, 1888, Gyldendal. 136s, indb.

Denne lille bog har jeg tænkeligt i forvejen, men i så fald i dårlig stand. Denne har øjensynligt stået på Vangsgaards hylder til 200 kr, men er nok afskrevet til udsalg p.g.a. af de temmelig mange brune pletter.

Forresten er bogen utvivlsomt interessant, der eksisterer ikke mange selvbiografier fra den tid. Johan Monrad er jo som person ikke af stor interesse, men han fortæller levende og interessant om livet i Chr.4 og Fr.3’s tid, ligesom udgiverens talrige anmærkninger er værdifulde.

3. KØB OG SALG AF BOLIG. Af Sanne Nygaard Christensen. Nyt Juridisk Forlag. Kh, 2009. 150s, hæftet.

Det vil tænkeligt være en god idé at kigge lidt i denne lille bog, før jeg kaster mig ud i nye huskøbs-eventyr.

Igår mandag var jeg for sidste gang ude i Vestsjælland og se på drømmehuset en sidste gang. Jeg havde lavet et forslag til mægleren med et kompromis omkring, hvordan købet evt. kunne realiseres.

Jeg tror mit forslag blev ret positivt modtaget; men da jeg iaftes gik til ro og ikke mindst da jeg vågnede imorges, var jeg klar over, at jeg måtte sige nej-tak. Jeg ville i givet fald blive for økonomis eksponeret i en overgangsperiode.

Der er tale om et stort, ældre hus, med behov for løbende rep. og vedligehold. Noget jeg kun kan klare, såfremt jeg samtidigt sælger ud af min samling af fotohistorie. Men jeg har det jo med at have klar-syn’s drømme, og her er nogle af de drømme jeg har haft de seneste nætter (hele forløbet fra første gang jeg ser huset til idag strækker sig over 14 dage):

Nogen har fjernet salgs/købs-dokumenterne fra det sted jeg har lagt dem. En stor sort slange dukker op i huset. Jeg står og kigger ned i en afgrund. Nogen kører brændte planker væk fra grunden. Et tog jeg sidder i er lige ved at køre ind i en parkeret godsvogn, og der er ikke tid til at redde sig væk (“trainwreck”?). Jeg ser en husbåd, så stor som et stort hus, liggende i havnen i den pågældende by (“Det hele flyder”, resp. “på det vilde hav”?). Jeg ser 3 blåuniformerede (told?)betjente ved havnen i den pågældende by (blåt er vist Mossads farve?). M.fl.

Det sidste vink er ikke det mindst foruroligende; betyder det måske, at nogle mafiøse, rouge elements, i det i forvenjen spooky skattedirektorat vil tage vare på at harassere mig arbitrært, såfremt jeg – fuldt ud legalt naturligvis – måtte sælge ud af min samling, med henblik på at vedligeholde det omhandlede hus.

For SKAT’s beføjelser til arbitrær harassment er vist nærmest ubegrænset? Jeg så for nogle uger siden i lokalpressen en juridisk rådgivers besvarelse af et spørgsmål omkr. samlerpleje og frasalg af derhen hørende objekter. Svaret var i høj grad foruroligende – for der kom ganske enkelt ingen klare svar fra den pågældende juridiske ekspert. Med mindre man da mener det er et klart svar at svare: Måske – og måske ikke?

Jeg i et tidligere indlæg https://blocnotesimma.wordpress.com/2014/10/06/sverige-oh-sverige/
berørt Told, Skat og Efterretningsvæsens næsten ubegrænsede muligheder for at harassere lovlydige borgere arbitrært. Man kan blot fingere en mistanke og bruge det som anledning til at beslaglægge effekter, papierer og filer ganske uden kvittering og mulighed for protest. Naturligvis i særlig grad værdifult overfor bloggere og andre, som kritiserer TPTB (the powers that be).

Og mærkeligt nok har har jeg intetsteds set nogensomhelst forståelse for spørgsmålet om, hvorvidt den globalt operende mafia allerede har vundet indpas i den danske stats magtstrukturer.

Ville det ikke være naturligt om vor kritiske dagspresse interesserede sig lidt for f.eks. skattedirektionens mulige extended slægts- eller andre forbindelse med de mafia-kredse(?) som vel gennem Skats inkompetence har lænset statskassen og skatteyderne for i størrelsesordenen 10 milliarder kr?

Ville det ikke tillige være naturligt at spørge, om et magtfuldt politisk parti har en hemmelig bestyrelse og i så fald hvorfor? Hvad er det man i givet fald vil skjule? Er der måske tale om mere eller mindre åbenbare forbindelser til internationale mafia-kredse?

3. Dagens skoop hos Vangsgaard er vistnok:

C.J.THOMSEN OCH HANS LÄRDE FÖRBINDELSER I SVERIGE 1816-1837. Bidrag til den Nordiske forn- och hävdaforskningens historia. Af Bengt Hildebrand, 2 bind, Stockholm 1937-38. Fortløbende nummereret, ialt 837 s., hæftet.

Jeg har endnu kun haft tid til at bladre lidt i de 2 bøger. Men jeg gætter, omend temmeligt ukvalificeret på, at der må være tale om et af den store svenske historiker Bengt Hildebrand’s hovedværker; der synes i al fald at være tale om en grundig og omfattende undersøgelse af datidens kulturelle forbindelser mellem Danmark og Sverige. Hildebrand havde en dansk mormor, som tænkeligt kan have været en af grunde til hans interesse for den store danske oldgransker?

4. DANSKE MAGAZIN. 4.binds 2.hæfte. Kh, 1973, ca. 140 s.

Hæftet indeholder: “Den danske gesandt i Petrograd, Harald Scavenius’ syn på omvæltningerne i Rusland 1917-1918”. Ved Bent Jensen.

Det kan sikkert være interessant at læse en dansk mands førstehåndsindtryk fra den urolige og dramatiske tid. En tid, som jeg må erkende p.t. ikke at vide synderligt meget konkret om.

Jeg husker dog en kuriøs oplysning, som jeg så på nettet for nogle måneder siden. Den sidste russiske Zar skal være blevet overtalt (eller truet?) til at overføre guld til 5 vestlige banker til et samlet beløb på 2 milliarder dollar i datidens penge. Vel svarende til henved 200 milliarder dollar i nutiden? Hvor disse penge er nu, ved næppe nogen “udenforstående”?

5. LEICA R5. Af Heiner Henninges. München 1988, 200 s, G+G Urban Verlag, hardcover.

Bogen er en gannemgang og udvidet brugsanvisning af Leica R5 kameraet, som kom på markedet i 1987. R5 kameraet (som jeg ikke ejer) adskiller sig fortrinsvis fra forgængeren R4 (som jeg har et ikke helt intakt eksemplar af) ved at have multiprogram-funktioner, samt TTL-flashmåling.

Disse Leica spejlreflexkameraer har vistnok idag ingen særlig interesse for de fleste fotonørder; det har derimod R-objektiverne, som har et godt ry og er efterspurgte til brug på digitalkameraer med en passende adapter.

**********************

(sideløbende posteret på www.gamleboeger.dk og http://blocnotesimma.wordpress.com )

Følg mig evt. også på www.twitter.com/gamleboeger

Beautiful April – spooky or not

(16.04.2016/11:31) Denne skønne lørdag i skønne April har nogle venlige mennesker efterladt et bundt af dagens BT her på McDonalds på Kgs.Nytorv. Lad os kigge lidt på nogle af overskrifterne.

Først og fremmest – viser det sig sandelig – er det idag d. 16. april – altså vor skønne dronnings 76-årsdag. Denne oplysning får vi naturligvis allerede på forsiden, men der kommer vist mere inden i bladet. Ellers ingen særlige nyheder på forsiden.

På side 2 har vor sympatiske skatteminister (ja en sådan kan man tilsyneladende også finde i ny og næ?) et indslag om de såkaldte Panama-papirer (på twitter kaldes de #PanamaLeaks). Jeg er ikke helt sikker på jeg har forstået hvad hele denne virak egentlig på nuv. tidspunkt handler om. Men det må vel være noget med, at når folk har en bankkonto i et eksotisk land, så regner man automatisk med at de er kriminelle?

Man skulle i så fald måske være lidt mere nøgtern og ikke rette bager for smed; eller sagt på en anden måde: Hvis en minister beviseligt misbruger sin magt til at harassere en eller anden kontroversiel medborger (f.eks. Glistrup-sagen? – af nogle juridiske fagfolk kaldt en retspolitisk skandale), så burde han jo retsforfølges og straffes. Tilsvarende om den anden part i en skattesag: Hvis det ved fair process bevises at han er skyldig i strafbare forhold, bør han straffes. Men ikke før skyld er bevist.

Og jeg synes det kniber med at holde hovedet koldt: Det er altså ikke forbudt at have bankkonti i fremmede, eksotiske lande. Det er derimod forbudt at hacke sig ind i et advokatkontor – kontroversiel eller ikke – og stjæle dokumenter. Det ville være ok om nogen havde givet et tip til overøvrigheden om en mere eller mindre begrundet mistanke om ulovligheder – og en eller flere sådanne tip har vistnok været omtalt? Uden at øvrigheden har reageret på tipsene?

På side 4 – 7 mere om dagens prominente fødselar. Synd at sympatiske Henrik ikke er med. Men man må vistnok have forståelse for et ønske om at færdes lidt mere i skyggen i en høj alder? Det kan være opslidende at “være på” hele tiden; for nogle mere end for andre, og jeg tror egentlig ikke Henrik fra naturen er så udpræget psykisk stærk som han upåtvivleligt er intellektuel stærk?

Men nu kan det jo være jeg kan få et glimt af de kongelige idag, hvis det lykkes mig at slæbe mig helt hen til Amalienborg rettidig.

Når jeg siger “slæbe mig” – så skyldes det min på nuv. sene tidspunkt af en loppemarkeds-lørdags formiddag omfangsrige bagage: Min hjemmefra medbragte skuldetaske med kamera og pc, samt 2 bæreposer med dagens høst af billige loppeting. Nærmere bestemt: Tre forsk kameraobjektiver til min hjemmefra medbragte Pentax. En meget lille Vivitar lysmåler (som ser ud til at virke!). Et stort etui til et storformatobjektiv. En lille anti-static børste (til at børste negativer m.m.). Et Konica kamera med objektiv 40mm 1,8 (et objektiv, som jeg har kigget efter i et par år). En ny, gammel vindjakke til en 20’er. Samt sidst men ikke mindst et Kodak Signet 35 Camera fra ca. 1950. Den sidste er virkelig sød, og bestemt ikke almindelig på vore breddegrader. Priserne var fra 20 til 50 kr pr. item.

På Frederiksberg loppemarked mødte jeg et par gammelkendte “fotofreaks”: Peter, der gennem mange år var ansat i Foto/C og meget dygtig og aktiv amatørfotograf. Samt Peter fra NZ, som nu er blevet 65 og gået på pension; a bit spooky, perhaps? – but otherwise a nice person. Men tilbage til dagens BT.

Side 10 oplyses at Dr.Merkel har tilladt tyskernes vist meget globalist-orienterede justitsminister Maas at lade det tyske justitsvæsen efterstræbe en kendt og succesrig humorist og satiriker for at have gjort sig skyldig i majestætsfornærmelse. Mod en majestætisk, tyrkisk minister vel at mærke. Det ville man tænkeligt ikke engang have gjort i Stasi-tyskland eller det 3. Rige?

På bagsiden er der en der hedder Christopher som giver gratis koncert på Hovedbanegaarden. Jeg er jo altså en ældre mand og har aldrig hørt om velbemeldte Christopher.

Nok om dagens BT. Igår fredag var jeg for anden gang på udflugt til en sjællandsk stationsby for at se på og tale med en bank om evt. køb af et ældre hus. Min situation er jo, at jeg bor på 50 kvm men har været nødt til at leje en garage med samt et lokale for siger og skriver 4000 kr/md udover de 5000 jeg betaler for lejligheden, – for at få plads til alle mine bøger og øvrige parafernalia.

Det er naturligvis altfor dyrt for min beskedne økonomi; sagen er, at jeg med kun 22 års pensionsalder fra P&T samt det forhold, at jeg forlangte min pension udbetalt fra mit 60. år – kun får ca. halvdelen af den fulde tjenestemandspension efter min (også beskedne) lønramme.

Og sagen bliver unægteligt ikke bedre af, at Udbetaling Danmark har ændret (arbitrært?) i tallene på min ansøgning om boligstøtte. Hvis ændringen virkelig er “arbitrær” kan man vist tale om et underslået dokument – hvilket vist er strafbart? Men jeg mangler de 1750 kr/md jeg fik at vide at være berettiget til. (Tilsvarende var min ansøgning om folkepension “blevet væk”; min søde sagsbehandler i Frederiksberg Kommune oplyste, at det var aldrig sket før. Sayanim?).

Så jeg tænkte, at jeg evt. burde overveje et ældre hus med god plads så langt ude i provinsen, at prisen ville være betalelig.

I onsdags så jeg så på et hus, som umiddelbart interesserede mig lidt og en høflig forespørgsel i min banks afdeling i vedkommende stationsby medførte, at man tilkendegav vilje til at tale med mig. Vi aftalte at mødes i går fredag. Men på vejen hjem til Hovedstaden i onsdags kom jeg mirakuløst (no kidding! – men det var jo også den 13.) i samtale med en person, som kendte det pågældende hus ud og ind. Og efter hendes beskrivelse måtte jeg konkludere, at jeg ikke ville have råd til at købe huset, som man forlangte godt en halv million for. Der var simpelt hen alt for mange mangler.

Men jeg var tidligt oppe (alt for tidligt, jeg har nok lignet en hængt kat) igår fredag og ankom til provinsbyen så betids, at jeg kunne vandre lidt omkring i inderbyen. Herved blev jeg opmærksom på et gadehus, som umiddelbart var meget mere interessant; men som jeg ikke havde set på nettet, fordi prisen først lige netop denne fredag var blevet nedsat til at være mere eller mindre indenfor min rækkevidde. Mere plads og langt bedre beliggenhed. Samt tildels meget bedre stand, som det skulle vise sig.

For det pågældende hus’ mægler havde tid til at give mig en salgsopstilling på huset til at tage med i banken, samt iøvrigt at vise mig huset lidt senere på dagen.

Den elskværdige bankassistent tog igen pænt imod mig og gennemgik venligst tallene med henblik på et evt køb. Det så umiddlebart ud til at kunne lade sig gøre. Dog er der nogle tekniske problemer med huset, som skal afklares forinden det kan siges, at jeg vil kunne klare køb og vedligehold.

Desværre må jeg efter moden overvejelse vistnok konkludere, at de nævnte “tekniske problemer” betyder, at jeg vil være for sårbar i overtagelsesperioden, især p.g.a. en vis usikkerhed omkring det præcise overtagelsestidspunkt. Jeg har ganske enkelt ikke råd til at føre dobbelt hus i indtil flere måneder.

Så jeg må slå koldt vand i blodet og se om der skulle dukke noget andet op. Boligboblen vokser vist heller ikke eller næsten ikke lige nu?

(posteret 16.04.2016/opdateret 23.04.2016)

*****************************************

Posteres sideløbende på www.gamleboeger.dk og http://blocnotesimma.wordpress.com

Følg mig evt. også på www.twitter.com/gamleboeger

Ved hjælp af bedrag

(11.04.2016) Torsdag i sidste uge kostede bøgerne hos Vangsgaards på Kultorvet 20 kr. Som sædvanligt ville jeg kun i forbifarten lige se, om der evt. skulle være kommet en enkelt “ny gammel bog” op på hylderne, som kunne være interessant. Og som sædvanligt kom jeg alligevel af sted med en “lille” posefuld. Jeg vil fortælle lidt om et par af dem i et kommende indlæg.

Men idag vil jeg opholde mig en smule ved en af dem som jeg ikke fik. Jeg mener nemlig jeg på et tidspunkt i en andens kurv så et ryggen af en bog, som jeg ganske vist har haft i mange år og hvis karakteristiske omslag jeg derfor udmærket husker: Det drejer sig om Claire Hoy / Victor Ostrovsky’s bog “VED HJÆLP AF BEDRAG – Mossad set indefra”, 1990, Samleren. Bogen er tænkeligt ved at blive sjældnere i den danske udgave, så jeg havde nok alligevel købt den, hvis den havde stået på hylden.

Denne iagttagelse giver mig dog anledning til at tage en bestemt “institution” op til behandling, også og ikke mindst fordi denne institution har direkte indflydelse på de fleste beslutningstageres, herunder ikke mindst alle offentlige beslutningstageres – daglige virke.

Det drejer sig nærmere bestemt om om de hundredevis af SAYANIM – assistenter for Mossad-agenter – som opererer for-, og hjælper Mossad med deres “mørkets gerninger” i Danmark, og specielt her i Københavns-området.

1. Hvad gemmer der sig bag begrebet sayanim. Altså: Hvad er en sayan?

2. Hvor mange må man forvente opererer i det storkøbenhavnske område.

3. Hvilke opgaver har de.

4. Hvilke og hvor mange hjælpere har de?

5. Hvordan kan man i givet fald spotte en Sayan? (Ikke uvæsentligt – han/hun kan bl.a. også medvirke til at sætte dig op til et “hit”!)

De 3 første punkter vil jeg belyse med et par smagsprøver fra Claire Hoy / Victor Ostrovsky’s bog. I den engelske originaludgave (fra samme år) findes ordet sayan (flertal sayanim) i registret bagest i bogen. Men dette ord er (ved et “uheld”?) gledet ud af den danske oversættelse. Dette “uheld” tør måske i sig selv understrege hvor stor vægt Mossad selv lægger på begrebet samt på at underslå oplysninger herom – ikke mindst i Danmark?

I den danske udgave, side 90, læser vi bl.a. (dobbelt-parantetsen er min tilføjelse):

“Næste dag gav Ran S. os en time i SAYANIM, en enestående og meget vigtig del af Mossads arbejde. Sayanim – assistenter – skal være 100 procent jøder. De bor i udlandet, og skønt de ikke er israelske statsborgere, bliver mange af dem rekrutteret gennem deres israelske slægtninge. En israeler med en slægtning i England kan komme ud for at blive bedt om at skrive et brev. Af brevet fremgår det, at den, der overbringer brevet, er medlem af en organisation, der har som sit mål at redde jøder i diasporaen. Måske kan den engelske slægtning være med til at hjælpe?

“Der er tusinder af sayanim verden over. Alene i London er der henved 2.000 aktive, og yderligere 5.000 står på listen ((altså ialt ca. 1 promille af befolkningen)). De udfører mange opgaver. En sayan, der har et biludlejningsfirma, kan f.eks. hjælpe en Mossad-agent med at leje en bil uden at skulle udfylde de sædvanlige papirer. En anden sayan kan måske finde en lejlighed uden problemer, skaffe penge midt om natten, skaffe lægehjælp til at klare et skudsør uden at politiet bliver indlandet – og så videre.

“Tanken er at have et korps at hjælpere, der står til rådighed, og som af loyalitet over for den jødiske sag tier stille med det. De får kun betaling i form af dækning af deres omkostninger. Ofte misbruges sayanims loyalitet af katsaer (sagsansvarlige agenter), som udnytter den forhåndenværende hjælp til private formål. Dette har en sayan ikke mulighed for at kontrollere.

“En ting er man sikker på: Selv om der er tale om en jøde, der ikke bryder sig om Mossads arbejdsmetoder, angiver han ikke en. Man har faktisk en risikofri rekruttering af millioner af jøder til sin rådighed uden for Israels grænser. Det er meget lettere at arbejde med det materiale, der er på stedet, og sayanim yder en utrolig mængde praktisk hjælp verden over. Men de må aldrig bringes i fare – og de får heller ikke adgang til hemmelige oplysninger.

“Man kan forestille sig, at en katsa pludselig får brug for en radioforretning som dækidentitet. Han ringer til en sayan inden for branchen, og sayanen sender straks 50 fjernsyn, 200 videobåndoptagere – hvad der nu er brug for – fra sit lager. I løbet af ingen tid kan katsaen fremvise en forretning med varer for mange millioner.

“Hovedparten af Mossads arbejde finder sted i Europa, men det kan imidlertid være praktisk at have en forretningsadresse i Nordamerika. Derfor har man adresse-sayanim og telefon-sayanim. Hvis en katsa skal opgive sin adresse eller sit telefonnummer, kan han bruge sayanens. Og hvis der kommer et brev eller en telefonopringning til sayanen, ved han nøjagtig, hvad han skal gøre.

“Der er sayanim, der har virksomheder med 20 ansatte, der tager telefon, skriver breve og sender telefax – udelukkende som dækadresse for Mossad. Man siger for spøg, at 60 procent af omsætningen i de europæiske telefonsvarervirksomheer stammer fra Mossad. Ellers ville de gå nedenom og hjem.

“Der er en hage ved systemet: Mossad er tilsyneladende ligeglad med, at det ville skade jøderne i diasporaen forfærdeligt, hvis offentligheden fik kendskab til systemet. Hvis man spørger, får man svaret: “Herregud, hvad er det værste, der kan ske med de jøder? At de alle kommer til Israel? Fint.”

“Katsaer i de lokale Mossad-stationer er ansvarlige for sayanimerne, og de fleste aktive sayanim får besøg af en katsa cirka hver tredje måned. Det vil sige at en katsa normalt har fra to til fire møder om dagen med sayanim, hvortil kommer talrige telefonsamtaler. Dette system gør det muligt for Mossad-afdelingerne at arbejde med få fastansatte. En KGB-station beskæftiger typisk omkring 100 mennesker, mens en tilsvarende Mossad-station kan klare sig med seks-syv stykker.”

Ad punkt 2. (ovenfor) – Hvor mange sayanim i det københavnske område: Umiddelbart kan man jo kun besvare spørgsmålet tentativt og vist kun ved at ekstrapolere fra forholdene i London? I så fald ca. 1 promille af befolkninger. For det Storkøbenhavnske område altså måske 1500 sayanim – aktive såvel som stand-by. Da vi alligevel ikke kan sige noget mere præcist, kan vi måske lige så godt runde af til ca. 500 aktive og ca. 1000 stand-by sayanim i storkøbenhavn?

Ad punkt 3. – opgaverne, burde være besvaret af det citerede. Men Ostrovsky omtaler jo for det første kun nogle få eksempler på sayan-opgaver. Og for det andet måske slet ingen af de mere “betændte”? Som eksempler blandt mange mulige:

Findes der sayanim blandt tv-programredaktører? Kunne disse blive bedt om at ansætte bestemte tv-værter eller f.eks. at en bestemt vært kommer til at interviewe en bestemt person?

Findes der sayanim blandt hospitalsdirektører og ledende overlæger; kunne disse ledere af Mossad-katsaen f.eks. blive bedt om at sørge for, at en bestemt læge kommer til at foretage en stemt operation på en bestemt patient?

Findes der sayanim på universiteternes ledergange? Som f.eks. kunne blive bedt om at underslå eller fremme en bestemt forskers rapport?

Findes der hemmelige politiske foreninger eller foreningsbestyrelser i Danmark? Holdes disse i givet fald hemmelige med hemblik på at skjule sajanim og deres virke?

Findes der sayanim i offentlige styrelser på direktionsniveau? Kunne en bestemt skattedirektør blive bedt om at lade en bestemt forretning eller befolkningsgruppe i fred? eller modsat at harassere disse? Kan en bestemt personaledirektør/-chef blive bedt om at ansætte en bestemt leder o.lign.

O.s.v. – o.s.v.

Ad punkt 4. – antallet af hjælpere for sayanen: Dette spørgsmål berører Ostrovsky vistnok slet ikke i sin bog – ej heller i bog no. 2 “THE OTHER SIDE OF DECEPTION” (ikke oversat til dansk). Kun baseret på egne erfaringer og iagttagelser, måt antallet af helt uformelle sayan-hjælpere – i form af venner, bekendte og slægtninge? – måske i mange tilfælde være ganske stort?

Ad punkt 5: Hvordan spotter man en sayan? Det er et godt spørgsmål, og der findes intet let svar. For en venstrehjerne-domineret type (og det er vistnok som folk er flest idag?) uden nævneværdig situationsfornemmelse kan det nok være hartad umuligt; for en empati-præget type som undertegnede vil der ofte være hjælp at hente fra intuition og en sjettesans.

Hvis man mener at have en begrundet mistanke om at være objektet for en sayan’s eller en sayan-hjælpers interesse eller efterstræbelser tror jeg at “manden på gaden” umiddelbart og i almindelighed kun har vedkommendes (efter)navn støtte sig til, såfremt han ønsker at søge spørgsmålet lidt mere oplyst ved indicier; et Nærøstligt navn vil nok ofte, og måske oftest forefindes, idet Ostrovsky udtrykkeligt gør opmærksom på, at sayanim skal have “raceattesten” i orden.

I den forbindelse bør den pågældende jo ganske vist være opmærksom på, at ikke alle Nærøstlige navne uden videre kan dekodes. D.v.s. “eksotiske” navne kan have flere forskellige oprindelser. Her nogle få eksempler på navne, som sikkert kan have både en Indoeuropæisk og Nærøstlig oprindelse (valgt på må og få blandt titusinder i diverse navneleksika):

Abel (hebr. ånde, pust), Jyske(!) (fra Jisak – han kyssede?), John (af Cohn), Nansen (af Nathansen), Kasper (persisk for skatmester), Lassen (for Lazarus), Jackson (for Jakob).

Man må endvidere være meget opmærksom på, at som almindelig dansker, der er eller tror at være objektet for sayan-interesse eller efterstræbelse, er man helt overladt til sig selv – på Herrens mark! Du kan være helt sikker på, at du ikke kan få hjælp til afklaring eller forsvar nogen som helst steder – tværtimod!

Det store problem er vistnok, at Danmark i lighed med mange – de fleste? – øvrige Europæiske lande i virkeligheden ikke har en Kontraspionage-tjeneste. Altså en tjeneste, som BEKÆMPER udenlandske spionagetjenesters huseren Danmark, og beskytter indbyggerne og landets institutioner mod deres overgreb – i stedet for at samarbejde med “kollegerne”.

Vi har ganske vist som alle andre nogle få såkaldte “efterretningstjenester”. Men disse virker i praksis muligvis ikke længere som forsvar mod udenlandsk spionage og 5-kolonnevirksomhed? De føler sig derimod måske primært som medlemmer af et “brotherhood” – altså det internationale efterretningsmiljø’s “broderskab”. Og plejer i så fald med dem fælles interesser, herunder især for større bevillinger og mere magt. Samt i en vis udtrækning naturligvis interessen for at beskytte de politikere, som er positive overfor at give dem større bevillinger?

Men prøv som borger at henvende dig til en af disse tjenester med mistanke om at være objekt for overgreb og oplev at du er “en by i Rusland” – eller det der er værre?

Bliver du altså objekt for Mossad’s interesse og/eller efterstræbelse, så er du ergo meget, meget dårligt stillet. Sagen er ganske enkelt, at du i givet fald efterstræbes af jordens mest ryggesløse og blodtørstige voldsmænd, kidnappers og killers. Disse psykopater færdes HELT uhindret i København og alle andre steder og de er/kan uden risiko være bevæbnet til tænderne med alle slags våben. Så er du ikke som jeg udrustet med en velfungerende 6-sans samt situationsfornemmelse og iagttgelsesevne – ja så er du mest sandsynligt “dead meat”.

Tak dine politikere for det. De er sandsynligvis enten hæderlige og/eller clue-less eller sovset ind i CIA/Mossad-afpresning (a la PanamaLeaks?) eller interesseret i en af de vellønnede, prestigefyldte globalist-stillinger, som CIA/Mossad fordeler i samarbejde med Washington og WallStreet.

Ostrovsky’s bog “VED HJÆLP AF BEDRAG” kan som sagt måske være ved at blive svær at skaffe? Den ærede læser erindrer måske, at Københavns Kommune for nyligt – d.v.s. for få måneder siden – efter det oplyste lod Københavns Hovedbibliotek i Krystalgade køre 450.000 bøger til autodafé (“forbrænding af skrifter”). Om dette terrorist-lignende overgreb på dansk kulturarv vil jeg senere forsøge at lave et lille indlæg; men vil her nøjes med at bemærke, at bibliotekets (5-10?) eksemplarer af Ostrovsky’s bog måske mest sandsynligt er røget med på bålet?

Da jeg for nogle dage siden søgte bogen på www.antikvariat.net var der ikke een eneste til salg i danske antikvariater! Tænkeligt er bogen i stilhed blevet købt op af – sayanim?

**********************************************

(Cross-posted på www.gamleboeger.dk og http://blocnotesimma.wordpress.com )

Følg mig evt. også på www.twitter.com/gamleboeger